Skandinaviens største julemarked tiltrækker tusindvis af danskere

Foto: Liseberg

Flere tusinde danskere besøger hvert år Skandinaviens største julemarked i Liseberg. Nu blænder den svenske forlystelsespark op for endnu en sprød julesæson med alt fra is-ballet til kunst og kanekørsel.

 

I december er Nordeuropa et tag-selv-bord af hyggelige julemarkeder, og især Berlin, København og Malmø har i årevis været populære juledestinationer hos danskerne. Men også Gøteborg bliver hyppigt tastet ind på GPS’en, når årets hyggeligste højtid nærmer sig. Tusindvis af danskere har nemlig tabt julehjertet til byens forlystelsespark Liseberg, der huser Skandinaviens største julemarked.

 

”Vores oplevelse er, at danskerne generelt er glade for julemarkeder, og når de besøger Liseberg, er det ofte for at udvide horisonten. Mange har allerede udforsket julemarkederne hjemme og syd for grænsen, og på den måde fungerer Liseberg som en let tilgængelig og ny mulighed for en stemningsfuld oplevelse med familien,” siger Katarina Warnström, der er PR & Social Media Manager hos Liseberg.

 

En halv million julegæster

Liseberg hygger hvert år om en halv million julegæster, og de sidste tre år har omkring 20.000 danskere krydset Øresund for at varme op til julen i den højtidsklædte forlystelsespark.

 

Ifølge Kirsten Poulsen, der er fremtidsforsker og indehaver af Firstmove, udtrykker den store, danske interesse for julemarkeder blandt andet et behov for traditionsspækkede oplevelser, der matcher den moderne familie.

 

”I en tid, hvor flere fejrer halloween, end der er folk, der går i kirke, opstår en trang til at bevare de gamle traditioner, men i en form, som passer til den enkelte. Familien er ofte en sammensat størrelse, hvor medlemmerne har hver deres traditioner, og en styrke ved julemarkeder er netop, at de rummer lidt af det hele, så man kan plukke selektivt fra hylderne samtidig med, at man opnår følelsen af en fælles tradition,” siger hun.

 

Julemarkedet i Liseberg ligger tre en halv times kørsel fra København, og besøgstallene tyder på, at det er køreturen værd. Umiddelbart syner Gøteborg da også af en stærk tilføjelse til julens europakort.

 

Udover at være Skandinaviens største julemarked målt på antallet af boder, disker Liseberg op med en parade af utraditionelle supplementer til de sædvanlige, hyggelige juleboder med gløgg, knas og filtede huer. Blandt andet byder Liseberg på is-balletten Nøddeknækkeren, julegaveshopping, middelalderlandsby, kanekørsel og design- og kunsthåndværksmarked.

 

Forlystelserne er åbne i julesæsonen, så der er masser af mulighed for at kile rutsjebaneture ind mellem skøjteløb og juleindkøb, hvis behovet for mavesus melder sig. Julemandens værksted, julelys og nisser i tusindvis er også at finde på det gigantiske julemarked.

 

I år juler Liseberg fra den 18. november til 30. december. Se mere på liseberg.se/jul.

Læs også
Hvidvasker Sverige sin antisemitisme? – en beretning om, hvor galt det står til i Malmø

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…