Romerrigets undergang og folkevandringerne
Afsnit 1: Republikken
Europa har haft 1000 års pause i folkevandringer i betydningen ikke-europæiske befolkningers invasion af europæiske lande – immigration. Derimod har der været en kraftig emigration – udvandring – af europæere, der har invaderet og befolket især Amerika, Australien, New Zealand og dele af Asien og Afrika. Resultatet blev “globalisering” og modernitetens udbredelse.
En tsunami af illegale immigranter
Fra krigshærgede eller fattige lande strømmer i dag en flodbølge af især arabere og afrikanere, som ønsker at slå sig ned i Europa. Denne immigration er langt mere omfattende end tidligere folkevandringer. Det drejer sig om millioner af mennesker. De søger mod Vestens velstand og sikkerhed, som imidlertid ødelægges af tilvandrernes førmoderne kultur.
Ordet folkevandring er kommet på dagsordenen i den offentlige debat – og dermed også det romerske imperium, der gik til grunde i 400-tallet (det 5. århundrede e.Kr.).
Hvorfor gik Romerriget under?
Skyldtes “Roms fald” folkevandringer? Hvad foregik der egentlig, da den romerske kejsermagt blev afskaffet år 476? Hvem var aktørerne? Hvordan var Romerriget skruet sammen? Dette må afklares – så langt dokumentationen rækker – som udgangspunkt for en saglig diskussion, der også er relevant, fordi Oldtidens græsk-romerske civilisation er den moderne, vestlige verdens fundament.
Det følgende er et kort rids af begivenheder og strukturer, som historikere og arkæologer stadig undersøger, og som kun delvist er belyst af troværdigt kildemateriale. Der er med andre ord store “huller” i den foreliggende viden. Historiefagets opgave er derfor af samme art som efterretningstjenesternes funktion: at rette opmærksomheden på det, der ikke vides (endnu).
Byen med de syv høje
Et stort “hul” i en beskrivelse af Roms fremkomst er den allerførste fase af byens organisering i forhistorisk tid for over 2500 år siden. Stumper af tekster og fysiske levn viser, at syv høje ved Tiber-floden ca. år 700 f.Kr. var hjemsted for mennesker, der ville forbedre chancerne for at overleve ved at skabe sammenhold mellem stridende klaner.
De grundlagde en by, som er et sted eller en tilstand, hvor mennesker, der ikke kender hinanden, følger visse regler for handel, retspleje og religiøse ritualer. Kontrakt og rådslagning var Roms udgangspunkt for at skabe loyalitet og styrke til forsvar.
Senere fik denne organisering og samordning af flere klaner styrke til at udfordre en magt, de stemplede som “tyrannisk.”
Denne side af en tidlig politisk kultur fungerede også andre steder omkring Middelhavet – først og fremmest i de selvstændige græske byer. Noget nyt kom ind i verden i Athen og Rom: Undersåtter blev borgere, der i princippet ansatte statens ledere, og disse skulle stå til ansvar overfor dem. Regeringsmyndighed og politik opstod langt tidligere i Ægypten, Nærorienten, Indien og Kina, og her var befolkningen totalt underkastet en magtudøver – en tyran.
Republikken
Et fysisk udtryk for romernes epokegørende ordning er bevaret og opsøges den dag i dag af millioner af turister – Forum Romanum i en sænkning mellem tre af byens høje. Stedet blev brolagt omkring år 575 f.Kr. og fungerede som markedsplads og mødested.
Det sproglige udtryk for byens behov for regler var en klar skelnen mellem borgere og udlændinge, frie og ufrie og mellem privatsfæren og offentlige anliggender. Denne tidlige statskonstruktion fremkom i året 509 f.Kr., da romerne gjorde oprør mod deres konge, som i øvrigt var af anden etnisk herkomst – etrusker. Mellemitalien var domineret af de ikke-indoeuropæiske etruskere, som i forhistorisk tid var immigreret fra Anatolien. De udgjorde længe en herskende klasse over andre etniske grupper, deriblandt de ældste romere, som tilhørte den latinske stamme.
Anledningen til romernes oprør var ifølge et sagn, at kongens søn begik voldtægt mod en af undersåtterne. Striden endte med, at klanerne besluttede at løsrive sig fra etruskisk overherredømme. De afskaffelse monarkiet og blev borgere.
Den romerske ministats ledelse var reelt det samme som en kommunalbestyrelse med suverænitet. Den blev herefter en “almen” – alle mænds – foranstaltning. Regeringsmyndighed var et offentligt anliggende, en “res publica”. Ordet konge – rex – blev et skældsord og udskiftet med “lex” – lov.
Borgerdyd
Republikkens fundament var regler, loyalitet, borgermagt og bevæbning – på latin “arma virumque”. En vigtig norm og et ideal var dyd – latin: “virtus” af “vir” (betyder “mand”). I germanske sprog som dansk og tysk er dyd en omskrivning af dåd – altså handlekraft.
Efter udsmidningen af den etruskiske konge valgte borgerne – d.v.s. de frie mænd (ikke kvinder, ikke slaver og ikke udlændinge) – deres ledere, som skulle styre og beskytte byen og håndhæve dens sædvaner og regler. Pligter og rettigheder for embedsmænd og borgere blev fastlagt, og visse bestemmelser blev nedskrevet.
Hermed begyndte et lovgivningsværk, som fik verdenshistorisk betydning.
Gallerne angriber
Livet i Antiken, Europas tidligste oldtid kendetegnedes af lovløse tilstande med vilkårlig vold og evindelige kampe mellem klaner og stammer. På land risikerede handelsfolk og bønder at blive overfaldet af røvere, og på havet gjorde pirater sejlads til en farlig trafik.
I og omkring Europa foregik utallige folkevandringer, og kamp om ressourcer fandt sted overalt. Stammer fra skovene i Central- og Nordeuropa og fra Østeuropas og Asiens stepper angreb de opdyrkede, velstående lande ved Middelhavet, hvor handel og håndværk fungerede.
Både Grækenland og Italien blev invaderet af fremmede stammer, og i 300-tallet f. Kr. (det 4. århundrede) stormede keltiske krigere Rom, som blev udplyndret og ydmyget og kun undgik total undergang ved at betale fjenden en større mængde ædelmetal.
Kelterne – også kaldet gallerne – plyndrede desuden grækernes religiøse helligdom i Delfi og hærgede og myrdede i Anatolien. Fra Italiens Po-slette, hvor en større flok af dem slog sig ned, udgjorde de i flere århundreder et “sikkerhedsproblem” for andre italienske stammer og byer.
Indre strid
Internt var den lille bystat Rom et nogenlunde fredeligt sted. Byen og dens omegn var hjem for selvejerbønder og håndværkere, der fra barndommen var opdraget til hårdt arbejde, lydighed, en patriotisk holdning og dermed vilje og evne til at kæmpe mod ydre og indre fjender.
Sammenfattende kan det siges, at romersk kultur var traditionsbundet, udpræget konservativ, kendetegnet af realisme, nøgternhed og praktisk sans ved løsning af problemer. Det var betegnende, at ordet voluntas – “vilje” – findes på latin, men ikke på græsk, mens derimod poesi er en græsk betegnelse, der senere blev lånt af romerne.
Regeringsmyndighed og legitimitet
Når der kun var relativ fred i Rom, menes der, at der opstod indre splid i form af klassekamp. Et flertal af “jævne” borgere – “plebejerne” – stod mod et mindretal af “patricierne”, de velhavende. Modsætningerne slog flere gange ud i vold og forsvandt aldrig, men fjendskab og fysisk kamp kunne almindeligvis forebygges ved hjælp af jura og politik – især et princip om “auctoritas” og “potestas”.
Den første er myndighed, legitimeret af “maiestas”, folkets kollektive og ukrænkelige ophøjethed, der er givet af overguden Jupiter.
Den andet er den myndighed, der udøver magt, delegeret fra det “majestætiske” og frie folk. I tiden omkring krigen med Hannibal (omtales nedenfor) indførtes dyrkelse af Roms hellige “Libertas”, som var datter af Jupiter og statens frihedsgudinde. Hun blev repræsenteret med en statue (som bekendt er indgangen til New Yorks havn smykket med en sådan). Frihed var en borgerret for mænd – ikke slaver eller kvinder.
Her fremkom begyndelsen til nutidens demokratiske regeringers mandat og nationernes suverænitet.
Roms forhold til andre stater og internt mellem byens egne borgere og sammenslutninger byggede på kravet om overholdelse af indgåede aftaler – “pacta sunt servanda”.
Med disse og andre spilleregler kunne striden mellem plebejere og patriciere afsluttes med et kompromis. Det jævne folk – “plebejerne” – udgjorde en “folkeforsamling”, som var en art parti og samtidig et underhus med reel indflydelse på beslutningsprocessen i staten (bl.a. ved at bruge en vetoret). Overklassen af “patriciere” var repræsenteret af Senatet.
To konsuler blev sat i spidsen af staten, og i krigstid udpegede Senatet en “diktator”, der med nutidig sprogbrug var hærens øverstkommanderende. Han modtog et “imperium” fra senatet – d.v.s. fuldmagt til at løse en opgave.
Suverænitetens placering fremgik af akronymet SPQR, den latinske formel for “Romernes Senat og Folkeforsamling”.
Krigen er altings fader
Der var ofte kamp mellem Rom og andre stammer og stater, og nederlaget under gallernes invasion i 353 satte sig dybe spor. At mobilisere en hær af borgere, der var villige til at slås for deres by, var livsvigtigt. Militær træning, udholdenhed og vilje til at forsvare fædrelandet fik derfor højeste prioritet. Udførelse af værnepligt var borgerdyd, der gennemtrængte hele samfundet. Målet var fred, sikkerhed og lovreguleret orden. Dette skulle senere ændre sig.
Bonden Cincinnatus var i marken med okser og plov, da der kom bud om, at han skulle melde sig til hæren. Han standsede straks pløjningen og gik i krig. Denne beretning – uanset om den nu er sand eller opbyggelig fiktion – udtrykker et oprindeligt romersk ideal. Også det skulle senere miste sin virkning.
“Krig er altings fader” havde den græske filosof Heraklit fastslået. Den sandhed illustreres af Grækenlands militaristiske spartanere og af den tidlige romerske republiks beredskab og mentalitet, som ellers ikke havde meget til overs for kunstnere og tænkere i Athen.
Samniterne og Pyrrhus
Romernes sejeste modstandere var samniterne – et stammeforbund af krigeriske bjerghyrder i det mellemste og sydlige Italien. Gennem flere årtier sloges de to parter, men til sidst lykkedes det romerne at besejre den trodsige fjende og diktere en skrøbelig fred.
Den holdt ikke længe. År 280 f.Kr. landede en invasionshær i Apulien (Italiens ”hæl”). Pyrrhus, en græsk konge og hærfører samarbejdede med samniterne og de græske kolonier (Taranto, Napoli, Siracusa m.fl.). Romerne måtte atter sende store troppestyrker i felten. Krigen sluttede til deres fordel i 275, da Pyrrhus opgav og sejlede tilbage over Adriaterhavet.
Første krig med Karthago
Pyrrhus var en habil taktiker på slagmarken, men ikke tilstrækkeligt dygtig eller heldig som politiker og diplomat. Inden han forlod Italien, kom han også i kamp med en anden stormagt. Det var den nordafrikanske handelsrepublik Karthago, som havde besat Siciliens vestlige del og nærede samme ambitioner som dem, Pyrrhus selv måtte opgive – nemlig at erobre Syditaliens byer.
Hermed var der lagt op til et sammenstød mellem Rom og Karthago. Dette sidste navn betyder “ny by” på det semitiske sprog, der blev talt af de søfarende føniker, som i forhistorisk tid var emigreret fra det nuværende Libanon.
Krigen begyndte i 264 og sluttede med Roms sejr i 241. Karthago måtte aflevere Sicilien, men var ikke slået af banen. Kampen mellem de to rivaler var så at sige uafgjort, og Karthagos nederlag fik to bemærkelsesværdige konsekvenser.
Den første var, at der blev banet vej for et militærdiktatur i Karthago, som målbevidst samlede ressourcer til en ny offensiv mod romerne – først og fremmest fra nyerhvervede besiddelser i Spanien. Efter mange års oprustning begyndte hærens leder i 218 f.Kr. en revanchekrig, som bragte Rom på randen af undergang (omtales nedenfor).
Den anden konsekvens var, at den romerske magt blev et imperium. Her blev der lagt en tikkende bombe under borgerdyden og den lovstyrede, konservative republik.
Imperiet og provinserne
Gennem 300 år havde romerne med krig og diplomati udbredt og udbygget deres magt over Italien fra den nordøstllige skråning af Apenninerne (omkring Bologna) til Calabrien (den italienske “tå”).
Byen Rom var en art hovedstad med magistrater (embedsmænd efter etruskisk mønster), Senatet, konsulerne og folkeforsamlingen, som traf de vigtigste beslutninger. Men et imperium (i nutidig betydning) var der ikke tale om. Territoriet var organiseret i et forbund, en broget samling af selvstyrende byer med egne love og magistrater. De var forbundsfæller, og blev ikke styret af bureaukrater fra Rom (de sydeuropæiske bystater lever videre i dag – især i Italien og Spanien. Her er lokalpatriotismen stadig meget stærk).
De mellem- og syditalienske byer – også de græske – havde på forskellige tidspunkter indgået overenskomster med Rom. Det latinske sprog blev fremherskende på fastlandet, og senere trængte græsk-romersk kultur gradvist frem overalt med f.eks. oprettelse af elementærskoler.
Afgørende for befolkningen og lederne var, at der herskede fred, lov og orden i hele området og at bystaterne sendte militære enheder, der bistod romerne i krig.
Forbundsfællekrigen
Alt var ikke idyl og samvirke. Ønsket om romersk borgerret var stærkt i de allierede bystater, og fra år 91 til 89 f.Kr. var der regulær krig mellem romerne og “italikerne” – forbundsfællerne. Disse sidste blev nedkæmpet, men opnåede alligevel at blive romerske borgere, da freden omsider kom.
Anderledes forholdt det sig med det nyerhvervede Sicilien, hvor befolkningen var græsktalende, og hvor der kun var et par bystater. Her overtog den romerske stat det meste af den dyrkede jord, som i vidt omfang blev udliciteret. Øens landbrug blev en vigtig økonomisk ressource på grund af kornproduktionen (dyrkning af durumhvede).
Cicero mod Verres
En administrativ nyordning indførtes år 227 f.Kr., da udsendte embedsmænd overtog styringen af Sicilien. Borgerdyd og borgermagt fandtes ikke, og befolkningen kunne ikke kontrollere og deltage i politik og forvaltning. “Res publica” kom aldrig til Sicilien, der blev udpint af grådige og korrupte guvernører som Caius Verres (114-43 f.Kr.). Hans groteske misregimente og politiske manøvrer udløste en årelang retssag, som sluttede år 70, da han flygtede til Massilia (Marseilles). Her blev han henrettet af Antonius (ven med Cæsar, der omtales nedenfor).
Dette retsopgør er ekstremt interessant i forståelsen af den romerske republik og dens problemer. År 149 f.Kr. havde en talsmand – “tribun” – for Roms Folkeforsamling, Lucius Calpurnius Piso indført en lov, der tillod beboerne på Sicilien og andre provinser at klage over embedsmisbrug. Dette gjorde det muligt for Marcus Tullius Cicero (107-51), en utrættelig og veltalende jurist og politiker at samle dokumentation for det alenlange anklageskrift mod Verres.
Men på en måde var Ciceros retssag en enlig svale i de provinser, Rom erobrede. Imperialismen havde sin pris. Dens årsager og virkninger skyldtes i høj grad konfrontationen med Karthago.
Anden krig med Karthago
“Hvis du ønsker fred, må du forberede krig” (si vis pacem, para bellum) var et romersk ordsprog, der afspejler mentalitet og praksis i Rom og de allierede bystater.
Krigen kom år 218, da Rom blev angrebet af Karthagos hærfører Hannibal – en af verdenshistoriens berømteste generaler. Hans fodfolk og ryttere var lejetropper (ikke borgere), og han medbragte krigstrænede elefanter (i Antikken havde det nuværende Algeriet tætte skove med disse dyr).
Fra Karthagos besiddelser i Spanien trængte invasionsstyrken over Alperne og ned på Po-sletten, hvor gallerne sluttede sig til Hannibal. Senatet i Rom sendte den ene hær efter den anden mod ham. De blev tilintetgjort, og fjenden fortsatte sin sejrsmarch til Syditalien, hvor nogle – men ikke alle – byer allierede sig med Hannibal.
År 216 f.Kr. blev Rom grebet af dødsangst og befandt sig i højeste alarmberedskab ved nyheden om et katastrofalt nederlag ved Cannae i Apulien. 50.000 – muligvis 70.000 – romerske soldater blev massakreret af Hannibals hær (der er divergerende tal i kilderne). Krigen var en kamp om overlevelse.
Men Romerne gav ikke op. De åbnede nye fronter i Spanien, på Balkan og i selve Nordafrika. Hannibals hær havde alvorlige forsyningsproblemer og blev tvunget til at forlade Italien. År 201 blev Karthago besejret og tvunget til en ydmygende fred.
Flere krige
Sørøvere fra kystlandet Illyrien i det aktuelle Kroatien og kongen af Makedonien havde allieret sig med Hannibal. Rom var tvunget til at engagere sig øst for Adriaterhavet for at udrydde de første og neutralisere den sidste. På længere sigt måtte romerne gribe ind politisk, militært og økonomisk på en østlig front – i første omgang især Grækenland.
Det samme skete på den Iberiske Halvø. Rom afløste det slagne Karthago og måtte meget længe – næsten 200 år – sende den ene hær efter den anden i evindelige kampe med oprørske indfødte i det centrale Spaniens uvejsomme bjergterræn.
I en tredje og sidste krig med Karthago – fra 149 til 146 f.Kr. – udslettede Roms hær den fjendtlige by fuldstændigt. Dens nordafrikanske besiddelser – de nuværende stater Portugal, Spanien, Tunesien, Algeriet, Libyen og Marokko – var herefter romerske provinser.
Krigsbyttet
Der var mange rigdomme at hente i de erobrede områder: Metaller og olivenolie fra Spanien, korn og slaver fra Afrika og Balkan. Det kunne ikke undgåes, at romerske guvernører med Senatets “imperium” fik let adgang til personlig berigelse.
Plyndringer og statskup i det østlige Middelhavsrum medførte, at Rom blev endnu mere indviklet i grækernes interne magtkampe og sammensværgelser, og imperiet blev udvidet med det nuværende Tyrkiet og Syrien. Det kunne ikke undgåes, at Caius Verres’ føromtalte bedrifter på Sicilien gentog sig gang på gang i disse provinser.
Bondestandens undergang
Det romerske samfund tog skade under de mange krige. Værst var krig nummer 2 med Karthago. For det første mistede et gigantisk antal selvejerbønder – romere såvel som forbundsfæller – livet i kampen med Hannibal. For det andet ødelagde mange års krigshandlinger bygninger og redskaber i landdistrikterne, og kvæget blev slagtet eller omkom på anden vis.
Resultatet var, at Roms hære manglede mandskab. Desuden krævedes enorme investeringer for at genoprette de mange afbrændte gårde, som hovedsageligt var mindre familiebrug. Men de overlevende bønder havde slet ikke råd til sådanne udgifter. Det havde kun de velhavende klasser, og dermed opstod storgodser, der blev drevet af billig arbejdskraft i form af slaver.
Politikere og embedsmænd kunne naturligvis konstatere, at denne forfaldsproces svækkede staten. Mange forsøgte at rette op på elendigheden ved at foreslå regeringsindgreb – eksempelvis brødrene Tiberius Gracchus (169-133) og Gaius Gracchus (154-121. Den første blev myrdet under et rabaldermøde i Senatet, og den anden begik selvmord efter blodige gadekampe i byen.
En romersk talemåde var “homo homini lupus” – mennesket er en ulv mod andre mennesker.Afsnit 2: Kejserdømmet
Efter en krig med Syriens konge (år 192–188 f.Kr.) nåede Romerriget en enorm udstrækning. Næsten hele Middelhavsrummet var erobret, og i midten af det første århundrede blev også Ægypten og Gallien – det senere Frankrig – indlemmet.
Hårdtslående jyder
Men Senatet kunne ikke styre dette mægtige territorium alene ved bureaukrati og dekreter. Det behøvede militæret til at afværge den ydre fare fra ikke-romerske stammer. En hidsig emigration fra Nordeuropa – højst sandsynligt Jylland – belyser problemet.
Flokke af germanske kimbrer og teutoner stormede gennem Europa mod Italien. Antallet af våbenføre mænd var muligvis 300.000. De medbragte kvinder og børn, og de ønskede frugtbar jord. Undervejs gennem nutidens Tyskland sluttede andre stammer sig til dem, og de slog en romersk hær i det nuværende Østrig.
Den rutinerede taktiker Gaius Marius (157 – 86 f.Kr.) blev beordret til at standse disse horder. Han tilhørte folkepartiet, og hans soldaters loyalitet var knyttet til ham – ikke Senatet og patriciernes klasse.
Fra år 113 til 101 hærgede krigen Norditalien, Spanien og det sydlige Gallien. Men den romerske hær var veldisciplineret, og til sidst blev de indtrængende “barbarer” massakreret. Et større antal af germanske kvinder og børn blev sendt til slavemarkedet.
Jugurtha
Endnu en kritisk situation opstod år 109 i Nordafrika, fordi der udbrød tronstridigheder i Numidien, som var et kongedømme, befolket med berbere. Jugurtha (160-104), der først var romernes allierede, ville regere alene og kæmpede mod to fætre. Men de blev støttet af den romerske side, der nu fik Jugurtha som fjende.
Blandt Roms politikere var der uenighed om Numidien, og grov bestikkelse, udført af Jugurthas agenter trak krigen i langdrag. Men omsider blev en romersk hær sendt mod urostifteren, og år 104 lykkedes det at dræbe ham.
Borgerkrig og slaveoprør
En invasion var afværget og en lydstat bragt under kontrol. Men nu ramtes republikken af en borgerkrig mellem Senatet og førnævnte Marius, der havde folkepartiet på sin side – altså underklasse mod overklasse.
Lucius Cornelius Sulla (138-78) havde tjent i hæren som Marius’ underordnede. Han tilhørte patricierne og sendte sine soldater på en skånselsløs forfølgelse efter folkepartiets tilhængere. Også Marius fandt døden i år 86. I en årrække optrådte Sulla som enehersker.
Dernæst blev Italien rystet af et slaveoprør (73 – 71). Det var anført af Spartacus (oprindelig fra Thrakien på Balkan) og medførte vild kamp og plyndring. Opstanden blev knust med ekstrem grusomhed.
Generaler tog magten
Efter nogle års fred vakte et kupforsøg opstandelse og frygt. Lucius Catilina (110 – 62 f.Kr.) organiserede en flok bevæbnede mænd, som skulle myrde senatorerne. Men konspirationen blev opdaget i tide, og Catilina, der tilhørte en patricierslægt, blev henrettet efter ordre fra den fornævnte Cato.
På Roms “østfront” dukkede en ny trussel op i form af iransk aggression (det parthiske dynasti), som måtte imødegåes med et kostbart beredskab. Sammen med den politiske uro og væbnet aktion mod andre forstyrrelser blev konsekvensen, at militæret dominerede, og Senatet kunne ikke kontrollere generalerne. Det omvendte skete, da indbyrdes stridende hærførere satte dagsordenen. De ønskede især at indfri det menige mandskabs krav om uddeling af jordlodder til “pensionerede” soldater.
Krig var ikke mere et nødvendigt onde, anvendt af frie borgere, som skulle stå til statens rådighed i et overskueligt tidsrum, hvorefter orden og fred blev genoprettet.
Krig var nu et erhverv, og hærførerne spurgte ikke om tilladelse til at aflive modstandere og beslaglægge fast ejendom, penge, slaver og andre ressourcer. Hermed åbnedes sidste fase af republikkens levetid.
Cæsar overskred Rubicon
Julius Cæsar var politiker og feltherre (100 – 44 f.Kr.). Han tilhørte en velhavende slægt, men sluttede sig til folkepartiet. Hans fjender beskyldte ham for kontakt med den uheldige Catilina, men Cæsars eksceptionelle evner og imponerende kreditværdighed sikrede ham støtte fra flere sider. I 59 f.Kr. begyndte han at erobre Gallien, og efter flere års kampe var en tredjedel af dette lands oprindelige keltiske befolkning omkommet (tegneserien om Asterix er hyggelig underholdning, men har intet at gøre med de tragiske realiteter).
Cæsar vendte derpå tilbage til politik. År 56 indgik han forbund med to andre hærførere – Marcus Crassus og Gnæus Pompejus. Den romerske republik var afmægtig, da dette “triumvirat” overtog magten og opdelte riget i tre sektioner.
Men efter et par år opløstes triumviratet. Crassus faldt i krig med iranerne, og Cæsar og Pompejus blev fjender, skønt den sidste var svigersøn til den første. År 50 kom det til republikkens sidste krampetrækninger, da Senatet befalede Cæsar at opløse sin hær. Han nægtede og det følgende år trængte han med sine soldater over den lille flod Rubicon – med kurs mod Rom og Senatet. En ny borgerkrig udbrød, og det blev republikkens død.
Cæsar lod sig udnævne til konsul og “imperator” – militær øverstkommanderende (heraf empereur og emperor på hhv. fransk og engelsk). Derpå kastede han kræfterne ind i kampen mod svigersønnen Pompejus, der flygtede til Ægypten.
Cleopatra
I Alexandria, den ægyptiske hovedstad, var der i forvejen romerske tropper, og Pompejus blev snigmyrdet, inden Cæsar kom til stede. Det græske, “ptolemæiske” dynasti beherskede landet, og den unge dronning Cleopatra (69 – 30 f. Kr.) overtalte Cæsar til at gribe ind – hvilket ikke var vanskeligt – i en strid mellem hende og nogle modstandere, der samlede sig om en af hendes brødre.
Senere begik Cleopatra selvmord ved hjælp af giftslanger, og Cæsar blev myrdet. Deres forbindelse har inspireret den græske historiker Plutarch (46 – 120 e.Kr.), Shakespeare og Hollywood. Da sex, vold og spænding sælger flere billetter end politik, er netop denne romerske general og denne græske kongedatter stadig berømte.
Mordet på Cæsar
Uanset pikante detaljer i Cæsars privatliv var han først og fremmest hærfører og dernæst politiker, og han forlod Ægypten igen for at nedkæmpe de sidste fjender, der lurede på ham. Da det var ordnet, tog han fat på at indrette regeringen i Rom.
Formelt og reelt var han enevældig hersker. Statsretligt skruede han tiden tilbage til før år 509, da det etruskiske monarki blev fjernet, og hans modstandere i Senatet anklagede ham for at stræbe efter kongeværdighed. D. 15. marts år 44 knivmyrdede de ham.
Octavian
De sammensvorne bag det politiske mord mente selv, at de havde styrtet tyranniet og genoprettet republikken. De tog fejl. I stedet udløste de en ny borgerkrig.
I første omgang nedkæmpede Cæsars ven Antonius den hær, mordkonspirationen havde samlet. Dernæst fulgte et længere opgør mellem Antonius og Octavian, som var Cæsars slægtning og adoptivsøn (63 – 14). Krigen sluttede, da Antonius flygtede fra et søslag ved Actium (år 31 f.Kr.). Derpå besatte Octavians hær Ægypten (og Cleopatra tog sit eget liv).
Efter mange års rædselsfulde begivenheder med kaos og vold fandtes overalt et stærkt ønske om fred. Da Octavian havde fjernet al væbnet modstand, gik han i gang med at nyorganisere regering og administration. Samfundet havde ændret sig, og derfor måtte staten justeres. Gennem 44 år reformerede han Romerrigets love og finanser – assisteret af en trofast vennekreds og med solid opbakning fra tilhængere i Senatet.
Han erklærede, at republikken var genoprettet, og Senatet blev “renset” for uværdige medlemmer. Det samme gjaldt folkeforsamlingen.
Principatet
Følgende titler blev knyttet til hans person:
1) Han var militær øverstkommanderende – imperator, og i hans tid blev en hær af hvervede tropper udstationeret i de provinser, der var truet af fjender. Her var hans magtudøvelse direkte, mens Senatet overtog ansvaret for de mere fredelige provinser.
2) År 27 f.Kr. proklamerede Senatet ham som “ophøjet” – Augustus. Han blev også kaldt “fædrelandets far”.
3) Han var “princeps civitatis”, byens første borger. Formelt var styreformen ikke et monarki, men kaldtes et principat.
4) Han var “Cæsar” – i den betydning, at han overtog sin stedfars funktion med ret til at udpege sin efterfølger. Kejserdømmet blev arveligt.
5) Han var “Pontifex Maximus”, ypperstepræst i Jupiter-religionen, som var statskult.
Afsnit 2:
Resultater
Modsat sin stedfar var Augustus mere statsmand end hærfører, og reformerne fik den tilsigtede virkning – fred og stabilitet. Ganske vist forekom korruption og sløseri stadig i styringen af de østlige provinser, og der var andre skyggesider i regeringsførelsen. Alligevel må omorganiseringen betragtes som en enestående succes.
I Augustus’ regeringstid var der sikkerhed for borgerne – til lands og til vands. De handlende kunne færdes frit overalt, og imperiet blev et “fællesmarked”, hvor massive forsyninger af de mest varierede produkter blev fragtet over store afstande.
Befolkningstallet steg til over 50 millioner, mens den regulære hær bestod af 50.000 mand, og hertil kom hjælpekorps af ca. samme størrelse. Det var tilstrækkeligt – foreløbigt.
Italien kontra provinserne
Rom og Italien var det økonomiske centrum i Romerriget og indtog en juridisk og politisk særstilling. Men under borgerkrigene overtog de stridende hærførere provinserne for at samle soldater og penge til at invadere Italien.
Da freden kom, genoprettede Augustus Italiens privilegium fra republikkens tid, og alle frie italienske mænd fik adgang til at søge om romersk borgerskab og dermed visse lovsikrede rettigheder – herunder stemmeret til kommunalvalg.
Derimod var provinsbeboerne i en første fase afskåret fra romersk borgerret. I mange tilfælde blev de udplyndret af grådige guvernører og var reelt afskåret fra at klage over hård beskatning og lignende plager. I princippet kunne de henvise til den lov, ovennævnte Calpurnius Piso fik vedtaget, men en klage var virkningsløs, hvis de ikke kunne trække på forbindelser til appelinstanser i Rom, hvilket stort set ingen af dem var i stand til.
Augustus åbnede dog en dør på klem for borgerret til den ikke-romerske befolkning i provinserne, da han tillod et beskedent antal personer fra Spanien og Gallien at tage plads blandt de 600 senatorer. De kejsere, der efterfulgte ham, gik videre i denne retning, og år 212 e.Kr. fik alle frie mænd i riget borgerret.
Aristokraterne
Patricierklassen fra republikkens tid var stærkt reduceret efter borgerkrigene, og Augustus prøvede på forskellig vis at tilføre den nyt blod. Denne samfundsgruppe var hans eget “bagland”, og herfra hentede han mange af de øverste ledere i regeringsapparatet.
Disse aristokraters tradition tilsagde dem at bruge store formuer på bygningsværker (basilikaer, som var borgernes forsamlingshaller, og templer), infrastruktur (brolagte veje, havneanlæg eller aquadukter til byernes forsyning), teaterforestillinger, gladiatorspil og andre arrangementer. De foretrak at investere i landbrugsjorden, der blev udlagt som storgodser, dyrket af slaver. Handel, minedrift, finanstransaktioner og industri blev hovedsageligt varetaget af et “iværksættersegment”.
Ridderne
De romerske forretningsfolk var “equites” – ridderne. Sådan blev de kaldt, fordi deres stand tidligere havde gjort krigstjeneste til hest som supplement til bøndernes fodfolk.
Deres aktivitet var dynamikken i næringslivet og i en version af det, der på amerikansk hedder “crony capitalism” – alliance mellem politikere og private erhvervsledere. Således blev vitale funktioner i offentlig forvaltning – f.eks. skatteopkrævning – udliciteret til ridderne, som derved gjorde sig frygtede og forhadte i store befolkningsgrupper.
Slaveøkonomien
Udbytningen af slaver var af afgørende betydning for samfundsøkonomien i senrepublikansk tid og den første del af kejserperioden. Når Rom sejrede i krig mod “barbarerne”, blev de fangne fjender almindeligvis gjort til slaver. Men på grund af de mange år med fred blev tilførslen reduceret, og dermed steg prisen på denne arbejdskraft.
En anden årsag til indskrænkning af slaveriet var indbygget i selve den kapitalistiske vækst, der medførte en mere kompliceret produktionsmåde og krævede fagkundskab. Det tydeligste eksempel er landbruget, hvor jordbesidderne i stigende grad frigav deres slaver. De blev i stedet “coloni”, fæstebønder, som var mere motiverede til at arbejde, da de beholdt en del af den afgrøde, de skulle dele med deres tidligere ejer.
Flugt til byen
Som nævnt fik et stort antal forhenværende soldater tildelt en lod, de og deres familie kunne leve af. Men mange af dem opgav erhvervet, som de ikke havde erfaring med ( hverken dyrkning eller finansiering). I stedet flyttede de til byen, helst til Rom. Andre faktorer bidrog også til en permanent strøm af mennesker, der forlod landbruget.
Roms befolkning var på ca. en million, og næsten halvdelen var proletarer (“proles” = afkom, børn, som var deres eneste ejendom). De hutlede sig igennem med midlertidigt arbejde og især ved hjælp af en art “overførselsindkomst” fra staten.
Brød og skuespil
Regeringen fastlagde en lav pris på brød, som de fattige derfor fik råd til. Dette gigantiske velfærdssystem udkonkurrerede den del af landbruget, som leverede korn. Mange gik fallit, og også de flyttede. Derefter lå en del af den hidtil dyrkede jord brak.
Staten organiserede også underholdning i form af gladiatorkampe og hestevæddeløb. Brød og skuespil var populære foranstaltninger og ganske bekostelige.
Statskup og hofskandaler
De kejsere, der fulgte efter Augustus, var af vidt forskellig kvalitet. Og som med fortællingen om Cæsar og Cleopatra har eftertiden stillet de mest dramatiske begivenheder og værste psykopater i forgrunden ved den gængse beskrivelse af Romerriget – sammen med gladiatorkampene.
Snigmord, konspirationer, drukkenskab og andre udskejelser tog flere gange overhånd ved det kejserlige hof, som samtidens skribenter har omtalt.
En langt alvorligere belastning var, at militæret – frem for alt den kejserlige garde – blev en politisk faktor, der ind- og afsatte kejsere, mens Senatet blev kørt over. Sådan var de vanskelige betingelser i Rom i tre generationer efter Augustus.
Men i det 2. århundrede e. Kr. – 100-tallet – skiftede billedet igen. En stribe talentfulde og energiske mænd fra provinserne overtog den øverste ledelse og genoprettede ro, stabilitet og sikkerhed udadtil i konfrontation med fjendtlige “barbarer”. Trajan og Marcus Aurelius er de bedst kendte i nutiden.
Soldaterkejserne
I løbet af det 3. århundrede kom Romerriget i overhængende fare. Mens sammenhold og loyalitet forsvandt i underklassen, som udgjorde hovedparten af befolkningen, løb fjendtlige stammer storm mod grænserne. Samtidig førte rivalisering mellem kliker til statskup. Misèren begyndte at ligne borgerkrigene før Augustus overtog regeringen.
I den situation blev Roms hær lige så farlig for statsledelsen som “barbarerne”. Mellem år 235 og 285 havde imperiet 26 kejsere. Kun én fik en naturlig død.
Roms civilisation byggede på en alliance mellem aristokratiet og ridderne. De opnåede en levestandard med hidtil ukendt komfort, mens proletarerne og landbrugets kapitalsvage gruppe følte vrede og misundelse mod velhaverne. Mange fra tabermiljøet søgte ind i militærtjenesten.
Der var intet alternativ til den proletarisk dominerede hær. Den kunne ikke undværes på grund af truslerne fra det persiske Sassanide-rige og flere germanske stammer (markomanner, franker og goter), der invaderede Gallien og Balkan.
Her var en struktursvaghed, som aldrig blev udbedret. Soldaterne slog omsider de ydre fjender tilbage, og befolkningen var afpolitiseret. Religiøse gemytter ignorerede den rationelle og formelle statskult, og brede befolkningsgrupper søgte til orientalske trosretninger, der appellerede til følelserne.
Diokletian og Konstantin
En overgang blev militær disciplin og orden genindført under kejser Diokletian (286 -305), men efter hans afgang udbrød endnu en krig mellem rivaliserende hære. Fred og stabilitet blev først – i hvert fald delvist – tilvejebragt under Konstantin (306-337).
Han er mest kendt for at have tilladt kristendommen og for at flytte hovedstaden fra Rom til Byzans, der fik navnet Konstantinopel. Hans efterfølgere måtte bruge ressourcerne på de sædvanlige kampe – dels med rivaliserende partier, dels med ydre fjender.
I mellemtiden var flere “barbariske” stammer trængt dybt ind i imperiet, hvor de slog sig ned og begyndte at dyrke jorden – eksempelvis i Frankrig. Her begyndte en fredelig assimilation. Mange af germanerne blev optaget i hæren – også på officersniveau. En kulturel romanisering begyndte at slå igennem især blandt franker og goter.
Theodosius opdelte riget
Under kejser Theodosius (379-395) blev kristendommen gjort til den eneste tilladte trosretning. Religion kom i forreste række som i tiden under Diokletian, der kaldte sig “gud og herre” og forfulgte de kristne.
Roms borgerdyd og statskult forsvandt. For fremtiden hentede de herskende deres legitimitet fra metafysiske betragtninger.
Theodosius delte imperiet mellem sine to mindreårige sønner – Honorius og Arcadius. Denne beslutning fik to konsekvenser for eftertiden: For det første fremkom en østromersk stat – det byzantiske rige, der overlevede til år 1453. For det andet tillod og opmuntrede de østromerske kejsere i mere end 100 år, at germanske hærførere overtog Vestrom (derefter erobrede Byzans det meste af den svækkede stat; men denne historie hører ikke hjemme her).
Opsummering
Romerrigets sammenbrud skyldtes:
* statens udgifter til militæret steg i en tid med svigtende indtægter
* borgernes sammenhold og den oprindelige politiske kultur forsvandt
* imperiets ene halvdel tillod, at germanerne fik den anden halvdel
* overklassen og mellemklassen var passive og afpolitiserede
Rostovtzeffs vurdering
En fremtrædende kender af Antikken, Mikhail Rostovtzeff skriver i slutningen af sin bog om Roms fald:
“Hvad mener vi med ‘den antikke civilisations’ fald? Hvor findes roden til at det civiliserede menneske hele tiden falder tilbage i primitivt barbari? Hvorend vi betragter denne proces, bemærker vi også en psykologisk forandring i de samfundsklasser, der hidtil har været kulturskabere. Deres kreative kraft og energi tørrede ud. Mennesker bliver trætte, mister interessen for at skabe noget og værdsætter det ikke [ … ] De optages enten af materielle interesser eller af idealer uden kontakt med livet på jorden …”
Udvalgt litteratur:
Bjernum, J.: “Pax Romana” (Gyldendal, Kbh. 1973).
Dudley, R.: “Roman Society” (Pelican Books, 1975).
Grimal, Pierre: “L’Empire Romain” (Ed. de Fallois, 1993).
Musset, L.: “Les invasions” (PUF, Paris 1969).
Petit, P.: “La paix romaine” (PUF, Paris, 1967).
Rémondon, R.: “La crise de l’empire romain” (PUF, Paris 1970).
Rostovtzeff, M.: “Rome” (Oxford University Press, 1960).
Thomsen, R.: “Det augustæiske principat” (Gyldendal, 1971).
Artiklen lev bragt i Den Korte Avis 16. december 2015
