Statens Uddannelsesstøtte (SU) bliver ændret, hvis regeringens 2025-plan bliver til virkelighed.
SU’en skal sænkes fra 5.100 kr til 4.300 kr om måneden, mens de studerende til gengæld vil kunne optage et rentefrit lån, som ligeledes vil være på 4.300 kr om måneden. Desuden fjernes det ”fjumreår”, som betyder, at studerende nu kan få SU et år længere, end studierne er normeret til.
Ændringsforslaget skyldes, at udgifterne til SU er steget fra 10 mia. til 20 mia. i løbet af de seneste 10 år, og staten betaler dermed lige så meget til de studerende som til selve undervisningen på uddannelsesinstitutionerne.
”Massakre”
Omlægningen af de 800 kr om måneden fra stipendium til rentefrit lån har medført kraftige reaktioner.
I BT kalder formanden for Dansk Magisterforening ændringen for ”en massakre på SU-systemet”. I TV2 News efterlyser Uffe Elbæk (Alt) et ”ungdomsoprør” som svar på 2025-planen. I Berlingske kalder de studerende regeringens udspil for ”generationstyveri”, og Marxistiske Studerende (de findes skam stadig) kræver en ”revolution” (men det gjorde de jo i forvejen).
Forargelsen er dog ikke kun forundt den venstresnoede del af det politiske spektrum. I Ekstra Bladet udlægger Peter Skaarup (DF) regeringens plan således, at ”de studerende skal betale de bedst lønnedes skattelettelser”. Det er imidlertid noget vås af to årsager:
For det første indeholder regeringens plan ikke et ord om, at de studerende skal betale for noget som helst; planen foreslår blot, at de studerende skal modtage lidt færre af nogle andres penge. Det er tilsyneladende nødvendigt igen at understrege, at der er en meget væsentlig forskel på at tage fra nogen – eller give dem lidt mindre.
Dernæst er der ikke nogen, der har foreslået, at en lille besparelse på verdens højeste SU skal være ”øremærket” til topskattelettelser.
Ikke bedre end USA til at bryde social arv
Desværre betyder vores generøse SU-system ikke, at danske unge har lettere ved at bryde den ”sociale arv” end unge i for eksempel USA, hvor støttemulighederne er langt ringere og egenbetalingen for uddannelserne meget større.
Rockwool Fonden har for nylig vist, at den løn, som børn af lavt- og mellemlønnede kommer til at tjene, har samme afhængighed af forældreindkomst i Danmark som i USA. Børn af lavtlønnede i Danmark har altså ikke bedre mulighed for senere i livet at få en høj løn end børn af lavtlønnede i USA.
Det er endnu et punkt fra uddannelsesområdet, hvor den danske selvopfattelse ikke passer med virkeligheden, og endnu et eksempel på at man ikke altid kan løse problemerne ved at smide flere penge efter dem.
Den mest forkælede generation
Den fornuftigste måde at finde besparelser på SU’en er at give den til væsentligt færre, men igen i år er der ulykkeligvis sat rekord i optag på vores videregående uddannelser. Desuden burde de studerendes egenfinansiering så vidt muligt skubbes til kandidatdelen, hvor de bedre kan overskue de økonomiske konsekvenser end på studiets første år.
Det væsentligste problem i den danske uddannelsessektor er dog ikke størrelsen af bevillingerne til SU og uddannelse, men den manglende kontrol af, hvad vi egentlig får for pengene.
Det er ikke kun i Skat, det sejler. Uddannelsesinstitutionerne bestemmer helt selv, hvad der er godt nok, og jo flere kandidater de forsyner med eksamensbeviser, jo flere penge modtager de.
Derfor sænkes kravene, og den generation, som skulle have været ”den bedst uddannede nogensinde”, lader blot til at blive den mest forkælede. Hvis nogen skulle være i tvivl om det sidste, kan de bare se reaktionerne på regeringens forslag om at ændre i verdens dyreste SU-system.
