Justitsminister Søren Pind har været i strid modvind hos en række borgerlige debattører i forlængelsen af den kronik, han har skrevet, hvor han fastslår, at vi ikke er i krig med islam.
Søren Pind har reageret ved at betegne kritikken af ham som populistisk, og justitsministeren slår fast, at når populismen får magt og ansvar, så opstår der kaos.
Populisme eller folkelighed?
Det har justitsministeren i princippet ret i, hvis man ved populisme forstår forenklede og overfladiske holdninger og løsningsforslag, som udelukkende bygger på at profitere af en letkøbt popularitet – holdninger som er uden substans og langt fra den konkrete virkeligheds verden.
Er ønsket om en mere markant politisk handlekraft i forhold til at sætte en stopper for yderligere muslimsk indvandring imidlertid populistisk?
Er den lange række af borgerlige debattører, der retter en kraftig kritik mod regeringen i den sammenhæng, populistiske? Justitsministeren mener helt klart ja!
Men – for nu at være helt ærlig – kan man så ikke med lige så stor ret som Søren Pind trække populismekortet og bruge det mod ministeren selv?
Er det ikke for letkøbt at affærdige en anderledes og mere håndfast holdning til islams mere og mere massive tilstedeværelse i det danske samfund som populisme?
Kunne man ikke med lige så stor ret sige, at de regeringskritiske borgerlige debattører er folkets talerør? Så kan det negativt ladede ord ”populisme” nemlig erstattes med det positivt ladede ”folkelighed”.
Så ser det pludselig meget besynderligt ud, at en liberal justitsminister fra partiet Venstre, der bygger på bl.a. den grundtvigske folkelighed, taler ned til selvsamme folk (!).
Sund folkelig realisme
Selv læser jeg eksempelvis den borgerlige debattør Mikael Jalvings krasse indlæg med stort udbytte. Hans budskaber er klare og utvetydige, men er de også populistiske? Absolut nej!
Han skriver bl.a. følgende i en blog (”Lige meget hvem du er, så velkommen her”)om den officielle holdning til det, han i lighed med mange andre oplever som en stadig dybere splittelse i det danske samfund: ”Vi er blevet en flok feminiserede bløddyr, der ikke forstår at forsvare kvinder og børn fra snigende islamisering sydfra…..Vi er blevet til lam, ofre, får, hipsterdrenge i forhold til islams raske svende i asyllejrene, skolerne, fængslerne, banderne, imamerne og den intellektuelle religiøst-retlige elite.” – Er det populisme? – Nej, det er en rammende beskrivelse af en aktuel tilstand i Danmark og Vesteuropa.
Det officielle Danmark optræder med Jalvings udtryk som ”kulturløse padder”. Han fastslår endvidere, at den politiske elite ”svælger i den klæbrige og bekendende humanisme, som har stået så stærkt og skabt så meget ravage.
” Den herskende ideologi, der håner den brede befolknings velbegrundede angst for vores lands og vores kulturs fremtid og beskriver den som ansvarsløs populisme, taler for en ”åbenhed” og en tilbedelse af ”mangfoldighed”, som omsat til virkelighedens verden ifølge Jalvings analyse i stedet i sit ønske om at frelse alverden fører til ensretning.
Er det populisme at stille sig kritisk i forhold til den anerkendte holdning på kulturparnasset? Nej, tværtimod. Det er udtryk for en sund folkelig realisme.
Dødsensfarligt for demokratiet at se ned på folket
Og man kan kun være enig i Jalvings konklusion: ”Hvis der er noget, vi trænger til, er det et større og stærkere folkeligt opgør med de ansvarlige ledere og deres halehæng af intellektuelle, mediedarlings og popmusikanter”.
Dette folkelige opgør ligger lige om hjørnet, hvis de toneangivende politikere fremdeles vender det døve øre til et bredt udsnit af vælgerbefolkningen og kalder det, der rører sig i folkedybet, for ”populisme”.
Hollande, Merkel og Lars Løkke er med god grund bange for ekstremistiske højrekræfter, mens de nægter at se de farer i øjnene, som deres befolkninger ser, og som nogle på tragisk vis oplever meget tæt på.
Det er de politiske ledere, der bærer ansvaret for en eventuel højreekstremistisk bølge. Hvornår indser de, at det er dødsensfarligt for demokratiet at stemple folkets følelser som ”populisme” i stedet for at tage folket alvorligt?
