To vestlige journalister bad for nylig om at blive ledsaget til Gazastriben for at interviewe nogle af de jødiske bosættere, som boede der.
Nej, dette er ikke indledningen til en spøg. Disse journalister befandt sig i Israel i slutningen af 2015, og de var dybt alvorlige.
Forestil jer deres forlegenhed, da det blev påpeget over for dem, at Israel havde trukket sig fuldkommen ud af Gazastriben for ti år siden.
Man kan ikke lade være med at have en vis medlidenhed med dem. Disse udenlandske kolleger var nybegyndere, som ønskede at gøre indtryk ved at rejse til et “farligt” sted som Gazastriben for at berette om de “bosættere,” som boede der. Deres forespørgsel overraskede imidlertid ingen, heller ikke mine lokale kolleger.
Disse “faldskærmsjournalister,” som de nu og da kaldes, sendes ud i regionen uden at være briefet om selv de mest elementære kendsgerninger i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Desværre er korrespondenter som disse mere reglen end undtagelsen. En helt særligt uvidende, britisk journalist dukker op i erindringen:
Da Israel myrdede Hamas’ grundlægger og åndelige leder, Ahmed Yassin, i 2004, sendte en britisk avis sin kriminalreporter til Jerusalem for at dække hændelsen. For denne reporter var hele regionen, såvel som Hamas, jomfrueligt land. Hans redaktører havde sendt ham til Mellemøsten, sagde han, fordi ingen andre ville tage af sted.
Nuvel, vores helt rapporterede om mordet på Ahmed Yassin fra baren på American Colony Hotel. Hans signatur hævdede, at han befandt sig i Gazastriben og havde interviewet slægtninge til den myrdede Hamas-leder.
Sommetider kan man godt føle sig som en lynafleder for den slags historier. En anden Ramallah-baseret kollega fortalte, at han for få år siden havde modtaget en forespørgsel fra en journalistspire om hjælp til at arrangere et interview med Yasser Arafat. Uagtet at Arafat på det tidspunkt havde været død i flere år. Som nyudklækket journalist fra journalistskolen og uden viden om Mellemøsten var denne journalist tilsyneladende af sine redaktører blevet anset for en fin kandidat til at dække den israelsk-palæstinensiske konflikt.
I mine tre års dækning af dette felt er jeg blevet ret fortrolig med den slags journalister. De sætter sig op i et fly, læser en artikel eller to i Times og føler sig så klar til at gøre den som eksperter i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Nogle af dem har endda forsikret mig om, at før 1948 var der en palæstinensisk stat her med Øst-Jerusalem som hovedstad. Ligesom de dårligt informerede unge kolleger, der ønskede at interviewe ikke-eksisterende jødiske bosættere i Gazastriben i 2015, blev de noget forbløffede over at få at vide, at før 1967 var Vestbredden kontrolleret af Jordan og Gazastriben regeret af Egypten.
Er der forskel på en arabiske indbygger i Israel og en palæstinenser fra Vestbredden eller Gazastriben? Mine udenlandske kolleger er muligvis ikke i stand til at afgøre det. Fastslår Hamas’ charter virkelig, at denne islamistiske bevægelse ønsker at erstatte Israel med et islamisk imperium? Skulle det være tilfældet, er mine internationale kolleger muligvis ikke i stand til at fortælle jer det.
En mindeværdig journalist for nogle år tilbage bad om at kunne besøge den “udraderede” by Jenin, hvor “tusindvis af palæstinensere blev massakreret af Israel i 2002.” Hun refererede til den IDF-operation i flygtningelejren i Jenin, hvor næsten 60 palæstinensere, mange af dem bevæbnede, og 23 IDF-soldater blev dræbt under kampene.
Skubber man medlidenheden til side, er det vanskeligt at forestille sig denne grad af uforstand — og professionel dovenskab – i Internet-alderen.
Men når det gælder dækning af den israelsk-palæstinensiske konflikt, er uvidenhed tilsyneladende ren lykke. Misopfattelser af, hvad der foregår her, plager de internationale medier. Den dobbelte udpegelse af good guy/bad guy [de gode/de onde] topper listen. Nogen må være de gode (palæstinenserne får tildelt den rolle), og nogen må være de onde (israelerne får den). Og alt bliver betragtet og skåret gennem denne linse.
Men problemet stikker endnu dybere. Mange vestlige journalister, som dækker Mellemøsten, føler ikke noget behov for at skjule deres had til Israel og jøder. Og når det gælder palæstinenserne, ser disse journalister intet ondt. Udenlandske journalister med base i Jerusalem og Tel Aviv har i årevis nægtet at fortælle om den økonomiske korruption og de krænkelser af menneskerettigheder, som er så udbredte under Det Palæstinensiske Selvstyres og Hamas’ regimente. De er muligvis bange for at blive betragtet som “zionistiske spioner” eller “propagandister” for Israel.
Endelig er der de lokale journalister, som bliver hyret af vestlige reportere og mediekanaler til at hjælpe med at dække konflikten. Disse journalister kan nægte at samarbejde om en hvilken som helst beretning, som anses for “anti-palæstinensisk.” Palæstinensiske “lidelser” og den israelske “besættelses” “ondskab” er de eneste tilladte emner. De vestlige journalister er på deres side opsatte på ikke at gøre deres palæstinensiske kolleger vrede – de ønsker ikke at blive nægtet adgang til palæstinensiske kilder.
Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat af Mette Thomsen.
Den italienske fotograf Ruben Salvadori blev sendt til Østjerusalem for at dække de palæstinensiske optøjer – men opdagede hurtigt, at fotograferne der spiller en vigtig rolle i konflikten mellem unge palæstinensere og Israel. Og tager man fotografen med i billedet, forvandler tilsyneladende højspændte situationer sig på et øjeblik til ironiske eller lattervækkende afslappede opstillingsbilleder. Her fra et lille foredrag, fotografen holdt om det.