Jeg voksede op i årene efter besættelsen og blev dengang præget i en dansk nationalistisk ånd. Mange voksne ærgrede sig over, var vrede på Christmas Möller, der sagde nej til en genforening med Sydslesvig. Mange var rasende på kulturhistorikeren Hartvig Frisch, der måtte gå af som minister, fordi han strittede over de love om landsforræderi med dødsstraf, der blev vedtaget med tilbagevirkende kraft.
Selv følte jeg mig ydmyg og klar til at ofre mit individuelle liv og bekvemmelighed, når jeg som spejder stod ret og gjorde honnør for Dannebrog, der gled til tops, mens det drager vore hjerter og vort sind mod himlen op. Især sidste linje gjorde indtryk: ikke din og ikke min, men hele FOLKETS evighed.
Jeg var ung med ungdomsoprøret, hvor alt blev væltet på hovedet. Nu skulle ægget sandelig lære hønen, bort med respekten for alderdommen, ud med professorvældet, make love, not war. I denne syndflod druknede også FOLKET, blev forvandlet til folk i almindelighed og befolkning, altså en samling mere eller mindre ensartede individer, der ikke havde andet tilfælles end arbejdsplads, boligblok, parcelhuskvarter, fagforening eller golfbane.
Dog talte man stadig om familien Danmark og de rare socialister mente jo, at de stærke onkler i familien måtte slæbe rundt på de stakkels ofre for kapitalismens krise, så på den måde levede folket trods alt videre i vores underbevidsthed.
Det var vel også det folk Anders Fogh talte til under Muhammedkrisen, når han savnede ”sammenhængskraft”, men bortset fra det, så gjorde min generation nar ad folket ved at spørge: Hvem er folket, er det Glistrup eller hippien ude på Fristaden, nej, næ, hvem er rigtig dansker, hvem er mindre rigtig og hvad er danske værdier for noget. Det spurgte Bertel Haarder om for nyligt og ekstrakten var noget med højskoler, cykler og vist nok demokrati.
Som så mange andre lærte jeg at trække på skuldrene ad FOLKET, så kun individer, nogle som var flinke, nogle som var nyttige for mig, andre og det var jo de fleste, som bare var ligegyldige, men så spillede tilfældet mig en brochure fra Hizb ut-Tahrir i hænde. Her læste jeg, at et samfund består af ”systemer, forhold og individer”. For at være med i systemerne må individet indordne sig under ”forholdene”.
Netop på det tidspunkt var der en del snak om polske læger, der var fagligt ok, men ikke fattede, hvordan en dansk læge omgås en dansk patient, ja forholdet mellem læge/patient, Far/søn, Chef/medarbejder er jo ikke det samme fra Spanien til Danmark, nej for at citere Hartvig Frisch er en kultur et ”sæt af fælles vaner”. Og disse vaner varierer med tid og sted.
Jeg identificerer mig med ordet DANSK. Ordet er en del af mit ego, men gennem det ord står jeg i forhold til både Margrethe Vestager og Svend Tveskæg og når vi nu er ved begrebet fælles vaner, så gætter jeg på, at både Hells Angels og Bandidos var blevet modtaget med kyshånd af Svend Tveskæg, når han drog til England for at røve og plyndre. Jo Folket består som et sprogligt bestemt forhold, men de fælles vaner og dermed også såkaldte værdier varierer med tiden og omstændighederne.
I 1864 lærte vi danskere, at krig er noget værre møg, og derfor havde Georg Brandes vel held til at knæsætte tesen om nationalisme og religion som årsag til krig, Rent objektivt har han jo ret I min tid har der været megen ballade i Nordirland mellem irske katolikker og engelske protestanter og hver dag hører vi om de slemme kurdere, der slet ikke føler sig hjemme i den tyrkiske stat.
Bare inden for de sidste halvtreds år udviser verdenshistorien utallige eksempler på, at Georg Brandes og dermed det Radikale venstre så sandelig har ret. Derfor forstår man jo også så udmærket, at 16 millioner tyskere blev smidt ud af Preussen, Sudeterlandet, Schlesien og andre områder i det østlige Europa i en af historiens største etniske udrensninger. Den omvendte sætning, at FÆLLES nationalitet og FÆLLES religion befordrer freden i en stat, er imidlertid nøjagtigt så sand som den oprindelige tese.
I mine øjne kan FOLKET sammenlignes med en amøbe, der savner fast form. Nogle trækker os i den ene, andre i den anden retning. Vil vi følge Pia Kjærsgaard, nej. Hvad så med Vestager, jo et stykke ad vejen, men går vi længere, så mærkes trækket fra det andet hjørne og vi falder måske ind i et kollektivt kompromis. Folket kan kaldes et kommunikativt fællesskab, hvor vi skælder og smælder og dog aldrig bliver fri af hinanden.
Jeg har mødt mennesker der lignede afrikanere, andre, der var adopteret fra Sri Lanka og de var nøjagtigt så danske som mig, fordi de identificerede sig med ordet ”dansk”. Måske stamme alle mine oldeforældre fra andre dele af verden, talte måske tysk, arabisk, eller føj, svensk (ja jeg voksede op i antisvedismens tid, hvor de gode danskere stadig drømte om at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage) men det betyder intet i min selvopfattelse, er højst et kuriosum, som jeg kan underholde vennerne med.
Alt for længe har såkaldte idealister fornægtet FOLKET som en uomgængelig psykosocial realitet. Jo det europæiske fællesskab, Europas forenede stater var også min drøm, da jeg stemte højt og klingende JA i 1972, men i dag, som gammel og konservativ, ser jeg drømmen forandres til et mareridt, hvis altså FRED er en værdi, der anses for en positiv dansk værdi.
Niels Østrup Olsen, folkepensionist, Faxe Ladeplads
