Syd- og Sønderjyllands Politi sigter og efterlyser nu familiefaderen for det bestialske mord på en syrisk kvinde og hendes to døtre. I går gjorde politiet det uhyggelige fund af deres lig i en fryser i deres lejlighed i Aabenraa.
Den sigtede er den 33-årige Hamid Farid Mohammed. Han er ægtefælle og fader til de myrdede, som han dog ikke længere boede sammen med.
Politiets oplysninger om manden sætter udtalelser fra Aabenraas borgmester Thomas Andresen i et pinligt lys.
Er formentlig forsvundet ud af landet
Politiet har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Hamid Farid Mohammed. Men mistankegrundlaget er nu så stærkt, at politiet er gået i retten for at få ham sigtet for drabene.
Det skete i et grundlovsforhør in absentia i Retten i Sønderborg. Dermed har man nu mulighed for at efterlyse ham internationalt.
Efterforskningsleder Bent Thuesen siger til TV2: ”Det er vores opfattelse, at han har kørt med taxa sidst på eftermiddagen fredag, og at han er blevet sat af ved Flensborg.”
Politiet vurderer, at drabstidspunktet ligger mellem kl. 14 og 19 fredag.
Ingen krigstraumer
Syd- og Sønderjyllands Politi har nu fået bekræftet, at Hamid Farid Mohammed lørdag morgen rejste med fly fra Hamborg til Tyrkiet. Dermed er der stor sandsynlighed for, at han er vendt tilbage til det Syrien, som han ellers skulle forestille at være flygtet fra.
Måske har han og familien ikke været så ilde stedt i Syrien, som de har givet indtryk af, da de søgte om asyl.
Efterforskningsleder Bent Thuesen kommer i hvert fald med den væsentlige oplysning, “at det ikke tyder på, at han lider af krigstraumer”.
Borgmester: Vi har ikke forstået ham
Dette kaster et temmelig pinligt lys over Aabenraas borgmester Thomas Andresen. Mandag aften havde han travlt med at se drabene som et udslag af, at det danske samfund ikke har tilstrækkelig forståelse for mennesker, der lider af krigstraumer.
Eller sagt på jævnt dansk: Vi har en form for moralsk medskyld i de bestialske drab. Til Nyhederne på TV2 sagde Thomas Andresen:
”Man vil jo altid tænke i forhold til, når man møder nogle mennesker, der kommer med måske nogle ting i deres rygsæk fra et krigsramt område, om vi er i stand til at forstå dem korrekt.”
Denne udtalelse er ren fantasi. Det eneste, vi ved, er følgende: En kvinde og hendes døtre er blevet dræbt under forfærdende omstændigheder. Familiefaderen er forsvundet, og politiet mistænker ham for mordene. Han er rejst til Tyrkiet og kan være rejst videre til Syrien.
Tilsyneladende led han ikke af krigstraumer. Så hvis man endelig skulle fabulere om baggrunden for brutaliteten, er det nok mere nærliggende at tænke i andre baner: For eksempel forekomsten af vold mod kvinder og børn, herunder drab, i muslimske familier.
Dette er naturligvis gætteværk. Ligesom borgmesterens udtalelse.
Politisk korrekt
Men hvorfor kastede borgmesteren sig ud i dette gætteværk for åben TV-skærm? Og hvorfor valgte han netop at gætte på, at den syriske mand kunne være et offer for det danske samfunds manglende forståelse?
Der er vist kun én forklaring på den ejendommelige optræden: politisk korrekthed.
For den politisk korrekte er alt muligt altid det danske samfunds skyld, mens en syrisk mand per definition fremstilles som et offer, uanset hvad han har foretaget sig.
Han skal hvidvaskes, og vi skal føle os skyldige. Og sådan skete det helt efter bogen i borgmesterens udtalelser.
Men politiet siger altså, at det ikke ser ud til, at han lider af krigstraumer. Og hans rejserute peger tilbage mod Syrien.
Spørgsmål
Så nu må man spørge:
Får vi borgmester Thomas Andresen på skærmen igen, hvor han undskylder for sine uoverlagte bemærkninger om det danske samfund?
Vil han gøre det klart, at der ikke findes nogen undskyldning for de forfærdelige drab?
Vil han samtidig erkende, at den mistænkte tilsyneladende ikke led af krigstraumer?
Kort sagt: Vil han lade den politiske korrekthed falde og i stedet tage udgangspunkt i virkeligheden?
http://nyheder.tv2.dk/krimi/2016-10-31-tre-lig-fundet-i-fryser-politi-ved-nu-hvordan-faderen-forsvandt