Baggrunden for kommissionen er, at en række af de forudsætninger, der har ligget til grund for den brede energiaftale fra marts 2012 om Danmarks grønne omstilling , har ændret sig. En global klimaaftale er indgået ved COP21 I Paris, de europæiske og regionale samarbejder om energy er styrket, og de globale energimarkeder er i hastig forandring. De nye forudsætninger og ændrede olie- og energipriser har konsekvenser for Danmarks grønne omstilling.
“Energikommissionen skal vurdere disse tendensers betydning for dansk energipolitik og udtænke de næste kloge træk i Danmarks grønne omstilling, så vi udnytter de danske styrker på energiområdet bedst muligt til gavn for klima, vækst, beskæftigelse og eksport,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Politisk debat om klimamålene
De tidligere regeringspartier støttet af Enhedslisten, Alternativet og det Konservative Folkeparti – den såkaldte klimaalliance – insisterer på, at målsætningen for dansk klima- og energipolitik fortsat skal være 40 pct.s reduktion i CO2- udledningen i 2020 og etableringen af Energikommissionen mødes af skepsis.
Den vedtagne EU-målsætning er som bekendt også 40 pct.s reduktion, men først i 2030. Venstre-regeringen har umiddelbart erklæret sig tilfreds med, at vi når 37 pct.s reduktion af CO2-udledningen i 2020 med de allerede iværksatte tiltag og samtidig givet udtryk for bekymring for omkostningerne for forbrugere og erhvervsliv ved nye initiativer.
Politikken vigtigere end målsætningerne
Det har ikke altid ødelæggende konsekvenser for den økonomiske vækst at forsøge at reducere forurening og udledning af drivhusgasser. Det afgørende er, at mens det er helt fint med ambitiøse målsætninger i klima- og energipolitikken, bør man ikke glemme om omkostningerne ved indsatsen står mål med effekten på de globale klimaudfordringer. Det er således ikke kun et spørgsmål om ambitionsniveauet, men om hvordan politikken skrues sammen.
I EU udgør CO2-kvotehandelssystemet et væsentligt element i den fælles klima- og energipolitik.
En udvidelse af kvotesektoren – der i dag udgøres af industri og kraftværker – ville give større efterspørgsel og dermed højere priser på CO2-udledningsrettigheder. Problemet er, at der endnu ikke i EU har kunnet opnås enighed om at udvide CO2-kvotehandelssystemet til også at omfatte transport-, landbrugs-, bygnings- og affaldssektorerne.
CO2-kvotehandelsystemet burde ideelt set skabe et stærkt økonomisk incitament til CO2-reduktion. Med en rimelig pris på CO2-kvoterne ville CO2-forurenende aktiviteter i kraftværkssektoren og industrien være meget dyre og beslutningstagerne ville automatisk blive drevet i retning af mere klimavenlige – og dermed billigere – løsninger. Desværre har de lave priser på CO2-kvoterne betydet at systemet ikke har haft den forventede effekt.
Effekten af den danske indsats på de globale klimaudfordringer
Hvis de store danske ambitioner og målsætninger for energi- og klimapolitikken ud over de fælles EU-mål især blev søgt realiseret inden for de ikke-kvotebelagte sektorer, kunne det give mening. Problemet er, at en væsentlig del af den danske indsats for at anvende mere Vedvarende Energi i stedet for fossile brændsler som kul og naturgas tvinges igennem inden for el- og fjernvarmeproduktionen, som er omfattet af EU’s kvotesystem. Det er problematisk, fordi den stigende anvendelse af VE reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter, der således med den danske indsats bliver billigere end eller. De kvoter Danmark ikke bruger, kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af VE i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan.
Den kraftige fokusering på energisektorerne risikerer at føre til unødvendige samfundsøkonomiske omkostninger og fejlallokeringer af ressourcer. Ustabil vindmøllestrøm skaber behov for kraftværkskapacitet til back-up, og i mangel af et velfungerende europæisk energimarked kan der i perioder opleves afsætningsproblemer og lave priser. Hvor hensigtsmæssigt er en tidlig udfasning af naturgassen og dermed skrotning af et distributionssystem der repræsenterer investeringer på over 20 mia. kr.
Samtidig er omkostningerne for danske borgere og virksomheder betydelige og hæmmende for vækst og konkurrenceevne, mens indsatsen – desværre – er virkningsløs i forhold til de globale klimaudfordringer.
Der er derfor behov for at skabe incitamenter, der kan sikre at det også for andre sektorer er attraktivt at deltage i den “grønne omstilling”.
Grønne virksomheders eksport
Kan eksportindtjeningen så retfærdiggøre den ambitiøse, men virkningsløse klima- og energipolitik?
Det hævdes, at danske grønne virksomheder eksporterede varer og tjenester for 74,4 mia. i 2014. Det er ikke rigtigt. Det fremgår af en opgørelse fra DI, ENS og Dansk Energi over eksporten af energiteknologi i 2014, at den samlede eksport af dansk energiteknologi i 2014, var på 74,4 mia. kr.
Eksporten af grøn energiteknologi var på 43,6 mia. kr., svarende til en stigning på 15,4 pct. i forhold til 2013. Hermed udgør grøn energiteknologi 58,5 pct. af den samlede energiteknologieksport. Væksten i Danmarks eksport af grøn energiteknologi stammer hovedsageligt fra en øget eksport til andre EU-lande, mens eksporten til lande uden for EU gennem de sidste par år har været faldende.
Eksporten af grøn energiteknologi, der svarer til omkring en fjerdedel af den danske fødevareklynges eksport, udgør dermed ca. 7 pct. af den samlede vareeksport.
Manglende incitament til grøn omstilling
Forbrugerne får at vide, at skatte- og afgiftsstigninger er nødvendige, grønne afgifter er mærkeligt nok altid adfærdsregulerende. Også i de tilfælde hvor afgiften er rent fiskalt begrundet. Danmark har for længst overskredet grænsen for det acceptable skatte- og afgiftstryk, og forbrugerne burde i stedet have et økonomisk incitament til at deltage i den grønne omstilling.
I den virkelige verden er situationen den modsatte; Danske skatteborgere, der i forvejen betaler verdens højeste skatter, er også belastet af EU’s og måske verdens højeste el- og varmepriser. De traditionelle energiafgifter inkl. CO2-afgiften vil ifølge regeringens økonomiske redegørelse i 2015 nå op på over 40 milliarder kr. Hertil kommer PSO-afgiften, der finansierer støtten til den såkaldte miljøvenlige el-produktion – vindmøller, biomasse og solceller, på over 7 mia. kr. I øjeblikket bliver sagesløse strømforbrugere rask væk afkrævet omkring 2,30 kr. pr. kWh, selvom spotprisen kun er på omkring 25 øre!
Vedvarende energi til erstatning for fossile brændsler
Som led i den grønne omstilling og målsætningen om et fossilfrit samfund 2050 giver det i princippet god mening, at vedvarende energi, biomasse og træpiller erstatter olie og gas hos forbrugerne, og kul på kraftvarmeværkerne. Regeringen fik da også i 2012 overtalt et flertal i Folketinget til at gå med på en langsigtet energiaftale. Nogle elementer var problematiske og aftalen er justeret bl.a. i forhold til solceller og PSO-belastningen af energitunge og konkurrenceudsatte virksomheder. Den vanvittige forsyningssikkerhedsafgift på brænde og træpiller blev ligeledes forhindret.
Ebberød Bank?
Fagbladet Ingeniøren har oplyst, at importerede træpiller giver vindenergien baghjul. Træfyring fortrænger varmepumper og producerer mere energi til danskerne end vindmøllerne. Forbrugerne har nemlig for lille incitament til at brug den grønne vindmøllestrøm til varmepumper. Vindmøllestrømmen, som vi over PSO-afgiften støtter med over 4 mia. kr. om året, sælger vi i stedet billigt til udlandet.
Det siger meget om den vanvittige energipolitik, at der først gives massive tilskud til grøn elproduktion, for herefter at eksportere den med samfundsøkonomiske tab, fordi energipolitikken betyder, at det er økonomisk urentabelt at benytte selvsamme strøm til varmeproduktion.
Der er derfor behov for en gennemgribende reform af hele incitamentsstrukturen i den danske klima- og energipolitik.
Energikommissionen forventes at offentliggøre anbefalinger til dansk energipolitik primo 2017 – og det er længe at vente!
