Det berører mange danskere, at den hundefører, som blev ramt af et skud ved Albertslund Politigård, nu er død.
Han var en mand, der bare passede sit arbejde, samvittighedsfuldt og dygtigt. Og hans arbejde bestod i at beskytte alle os andre.
Pludselig blev han ramt af brutal og uforudsigelig vold.
Medfølelsen med familien blander sig med vreden og erkendelsen af, at vi lever i en verden, der på flere måder er blevet mere barsk.
Mentalitet
Der er foreløbig kommet meget lidt ud om gerningsmandens baggrund og identitet. Men han synes i hvert fald at være et menneske præget af et ubehersket had, en stor hævntørst og en vilje til at bruge vold.
Vi skal være parate til at forsvare vores samfund med stærkere midler mod den slags. Både når angrebene kommer fra enkeltpersoner, og når de kommer fra større grupper.
Mere politi er en nødvendighed. I det hele taget er vi nødt til at bruge flere penge på vores sikkerhed, også forsvaret.
Men det drejer sig ikke kun om flere politibetjente. Det drejer sig også om mentalitet.
”Det går nok alt sammen”
Efter international målestok har vi et ekstremt blødt og åbent samfund. Det har mange kvaliteter, som vi skal skønne på. Men hvis vi skal bevare dette samfunds grundlæggende træk, bliver vi nødt til se at mere realistisk på verden.
Vi har for eksempel en tradition for at lade tvivlen komme freden og fordrageligheden til gode. Vores nationale motto er: ”Det går nok alt sammen.”
Fremover bliver vi nødt til at tænke mere på, hvordan vi garderer os mod, at det går galt. Lad os tage drabet på politimanden som eksempel.
Den pris må man betale
I den gamle verden kunne det være godt nok, at man i skytteklubben talte våbnene op ved dagens slutning. Men det var altså ikke nok til at forhindre, at en mand kunne stjæle et våben.
I den nye verden må man have mere faste og skrappe procedurer, der tager højde for det ”utænkelige”. Man må kontrollere, at våbnene er der, mens man stadig har brugerne i huset.
I den gamle verden kunne man måske på politistationen tænke, at man godt kunne vente med at finde manden, der var mistænkt for at have stjålet en pistol til næste morgen.
I den nye verden må man tage højde for, at sådan et våben er blevet stjålet for at blive brugt – og reagere med det samme.
Den skrappere stil kan virke stiv og tung, fordi man tager diverse forholdsregler, der som regel viser sig at være overflødige. Men den pris må man betale.
Grænserne
Tilsvarende på det store samfundsplan:
Så snart asylpresset på vores grænser tager af for en stund, begynder de ansvarlige politikere at slappe af.
I et land som Østrig arbejder man i øjeblikket på højtryk for at have et værn parat mod den næste store bølge af asylansøgere, der med sikkerhed vil komme.
Man sætter et loft over det antal, man vil tage imod, og man gør sig klar til at afvise resten ved grænsen.
I Danmark tales der stadig i vage og generelle vendinger – også i det ny regeringsgrundlag. ”Det går nok alt sammen”, og vi skulle jo nødig overdrive.
Parallelsamfund
Den samme mentalitet præger vores forhold til de muslimske parallelsamfund, der truer samfundsform.
Problemerne bliver først og fremmest mødt med evindelige renoveringer af ghettoområder. Det hjælper ganske vist ikke noget særligt, men det er en dejligt fredelig metode til at give indtryk af, at man gør noget.
Derimod vil danske politikere meget nødigt vise fasthed, når det gælder om at vise, at det danske samfund bygger på danske og europæiske værdier, dansk og europæisk kultur.
Selv Angela Merkel kræver nu et burkaforbud. I Danmark vil man ikke engang føre debatten. Vi skulle jo nødig virke for skrappe. ”Det går nok alt sammen”.
Reagere i tide
Nu lægger man blomster og tænder lys for den døde betjent, og sådan skal det være.
Men derefter vil den bedste måde at ære ham på være at stå parat til at reagere i tide – inden faren springer os lige op i ansigtet.
