I et årti ellers stærkt præget af uengagerede unge i mærketøj viste BZ’erne, at handling giver forvandling.
Peter Øvig Knudsen: BZ. Du har ikke en chance – Tag den! Et familiedrama. 624 sider. Ill. 349,95 kr. Gyldendals Forlag.
***** (5 stjerner ud af seks)
Peter Øvig Knudsen (født 1961) er forfatter til en lang række anmelderroste bøger: ”Efter drabet” (2001), ”Birkedal” (2004), ”Blekingegadebanden” (2007), ”Hippie” (2011 og 2012) og ”Nakkeskuddet” (2014).
Nu er han så aktuel igen med en mursten om det, han selv udnævner til ’80’ernes vigtigste oprørsbevægelse BZ’erne’.
Hvorfor skrive en bog om BZ’erne, hvis historie allerede er blevet fortalt af flere af bevægelsens medlemmer? Der er flere grunde. Dels er bevægelsen stort set ukendt af unge og yngre mennesker i dag, der dermed kan nyde godt af at blive oplyst om et stykke danmarkshistorie. Dels er forfatteren interesseret i at høre nogle jævnaldrende, tidligere BZ’ere reflektere over deres fortid.
Hvad drev dem? Hvilke slags mennesker blev tiltrukket af fællesmøder, fællesspisning, løbesedler, graffiti og husbesættelser? Og hvorfor udviklede bevægelsen sig mere og mere voldeligt? I form af gadekampe med molotovcocktails og brosten og med tråde til terrororganisationen Rote Armee Fraktion.
Mammutværket giver fine og nuancerede svar på spørgsmålene, der bliver ekstra vedkommende, fordi Peter Øvig Knudsen mødte voldsom modstand, da det kom tidligere BZ’ere for øre, at han ville skrive en bog om dem. Den historie skulle de nok selv skrive.
Øvig vælger ikke at trække sig og i stedet at inddrage modstanden i fortællingen i form af en krydsklipning mellem to spor: 1. En kronologisk fremstilling af BZ-bevægelsens opkomst, udvikling og mange aktioner, 2. En beskrivelse af hans kontaktforsøg over for tidligere BZ’ere, hvor nogle siger ja, andre nej til at lade sig interviewe. I den proces kører sideløbende en debat i en lukket Facebook-gruppe af ex-BZ’ere om Øvigs ret til at skrive en bog om dem, og hvorfor han (ikke) skal have lov.
Modstandstemaet
Paradoksalt nok bliver modstand-mod-bogprojekt-temaet til de allermest fængslende afsnit i bogen. Projektørlyset stiller nemlig ubehageligt skarpt på en velkendt frygt for at blive lukket ud af det gode selskab:
”Jeg [Øvig] drikker kaffe med den BZ’er, som jeg tre måneder tidligere mødte i et S-tog ved Enghave Station. Han har hele vejen igennem firserne haft en central rolle i bevægelsen, og han har stor sympati for mit bogprojekt. Alligevel er han ikke parat til at træde offentligt frem og fortælle om sin fortid: Han ville blive ekskluderet af det miljø, som i dag er hans omgangskreds, forklarer han. Han ville ikke længere blive inviteret til fødselsdagene og festerne, og han ville de næste mange år skulle bruge al sin tid på stamværtshusene til at forsvare sit valg.” (s. 54).
Her kommer et par udtalelser mere:
”I løbet af vores telefonsamtaler og de mellemliggende dages – og nætters – overvejelser opdager han, at frygten for at fortælle skyldes risikoen for at blive ekskluderet fra det gamle fællesskab.
”Det er nok svært at forstå, men jeg er bange for at miste en helt grundlæggende del af min identitet, en platform, der også i dag ligger under mit liv, inklusive mit arbejdsliv. Ganske vist har jeg ikke skænket BZ mange tanker de sidste 25 år, men alligevel føles det som at skulle rive min kerne op med rode og smide den væk.
(…)
Jeg her i praksis ikke været en del af et fællesskab 25 år, men jeg oplever alligevel at være det. Måske er det en illusion, men det føles som et potentielt overgreb mod mig selv at miste den illusion. Jeg ville føle mig rodløs og tom.
(…)
Du beder mig give slip og se det forsvinde. Jeg ved ikke, hvad der bagefter vil ske. Men jeg ved, at jeg vil stå alene, nøgen, uden fortid og identitet. Det kan du ikke bede mig om”. (s. 552- 555)
Citaterne har en forklaringskraft, der vil noget. Den psykologiske mekanisme gælder som bekendt ikke kun i forhold til tidligere BZ’ere, men som hovedtendens helt generelt. Hvad enten det drejer sig om journalister på DR (der i øvrigt er befolket med tidligere BZ’ere) eller universitetsansatte på statskundskab, evner – og tør – kun få medlemmer at tænke ud af gruppe-boksen.
BZ’ere: Svigtede børn?
””Det var en rigtig svær tid for mig, og man kan vel godt tale om en form for svigt”, siger Maria Exner i dag. ”Ligesom mange andre i deres generation gjorde mine forældre op med normer og kønsroller, og måske havde de lidt for travlt med sig selv og deres skiftende kærester””. (s. 151)
”Et halvt år tidligere havde vi været en gruppe unge med en drøm – en vision om at skabe et hus og et fællesskab, hvor vi selv satte rammerne. Men i mødet med dagligdagens konkrete udfordringer – at indrette et fælleskøkken, gøre lokummer rene, sørge for strøm og reparere kloakken – brast drømmen. I stedet for at være FOR noget, vendte stemningen til, at man primært var IMOD noget. Systemet og politiet blev fjenden.
(…)
Efter min mening døde bevægelsen lige dér, hvor man begyndte at slå igen. (s. 161)
”Udadtil var min [Jannik Grage] far SF-politiker med en magtfuld position som rådmand på Frederiksberg, men han holdt aldrig op med at være kommunist som i sine yngre dage. Det var en form for religion (…)”(s. 174)
Studie i fornægtelse
Endelig er der Øvigs tidligere kollega på Press, Mette Sejsbo, der ender med at takke nej til at medvirke i bogen. Hendes forklaring på afvisningen er et fint lille studie i fornægtelse og kunne med fordel indgå i en psykologisk lærebog om ofre for gruppepres.
Toppet op med ulysten til at konfrontere sig med realiteterne: Mange BZ-handlinger var både voldelige og samfundsnedbrydende. Når ’visioner, magi og sublime øjeblikke’ som konsekvens har fx smadringen af en ung betjents kæbe og liv, er der måske grund til at sætte spørgsmålstegn ved visionerne?
Bevægelsen afslører sig selv
Det er fuldt forståeligt, at så mange BZ’ere ikke har ønsket, at Peter Øvig Knudsen har skullet skrive deres historie. Han er ganske enkelt for begavet, for dybdeborende og for velskrivende.
Til trods for at han bevæger sig på en knivsæg – i håb om ikke at støde tidligere venner fra sig? – i en velresearchet og solidarisk bog med excellent billedmateriale, afslører bevægelsen sig som det, den er: En gruppe unge mennesker, der for det store flertals vedkommende har mistet orienteringen på grund af forældre- og lærersvigt og manglende autoriteter i deres liv.
”(…) sårbare sjæle, der har brug for en faderfigur.” (s. 590), som det udtrykkes et sted.
”Vi gik jo aldrig på arbejde i de år. Vi var helt koblet af. Jeg gik på bistandshjælp i otte år, mens jeg var hyperaktiv.” (s. 69).
”Sammen med en veninde fra Kapaw blev jeg også temmelig god til at stjæle i den periode.” (s. 104).
Hvor lidt jeg-styrke, mange af BZ’erne er i besiddelse af, viser sig lige nøjagtigt i, at de ikke magter at gøre op med fortidens voldsromantik og fundamentalisme. Fx ved at bidrage med refleksioner til Peter Øvig Knudsens bog.
At bevægelsen ”(…) ikke vil overlade vores historieskrivning til markedskræfterne. Vi kan selv.” (s. 56) demonstrerer deres tænkning i en nøddeskal. En tænkning, der bilder sig ind at være kritisk, men i praksis viser sig at være det stik modsatte. En tænkning, der går i takt. På helt almindelige, ordentlige samfundsborgeres bekostning.
En lille krølle: Rene Karpantschof, der har været fremtrædende BZ’er og er blevet brugt som ekspert på DR, spiller en helt særlig rolle i bogen. Den er så interessant, at den fortjener en særskilt artikel.
Hermed bogen (der er for lang) til varm anbefaling.
