Ny bog om Martin Luther og om at slå ihjel i Jesu navn

Det er Kristi mening, at man skal hjælpe enker og faderløse, og det kan man bl.a. ved at skyde røvere, som vil overfalde dem. Derimod er det ikke kristendom at lade andre tage forsvarskamp og kval på sig og selv sidde og gå op i Nirvana. Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.

 

Med dette prægnante citat fra et Kaj Munk-brev fra 1943 til en bekendt åbner denne glimrende bog om reformationen og krigen. Med mindre man ønsker at komme galt afsted, må man aldrig bringe den sidste linje i citatet løsrevet og uformidlet. Men det er en fantastisk åbning på en indsigtsfuld rejse i skiftende tiders syn på krig i det hele taget og på krig og luthersk kristendom i særdeleshed.

 

Forestillingen om den retfærdige krig

Luther føjede sådan set intet nyt til den forestilling om den retfærdige (og uretfærdige) krig, som allerede blev formuleret af oldkirkens største teolog, Augustin, og som blev videreudviklet af Thomas Aquinas. En forestilling, der bygger på et noget pessimistisk (mange vil sige realistisk) syn på mennesket og dets grundlæggende syndighed. Den såkaldt retfærdige (”gode”) krig er altid en forsvarskrig, og der er klare regler for krigsførelsens karakter.

 

 

Det er en almindelig antagelse, at de første kristne var pacifister. Det passer ikke. I den ældste menighed var det første bud om ikke at have andre guder langt vigtigere end det femte. Derfor kunne man som oldkristen godt kæmpe som soldat i romerhæren. Men man ville under ingen omstændigheder tilbede kejseren som gud.

 

”Hellig krig” og Luther

Tanken om hellig, dvs. religiøst begrundet, krig byder de fleste af os dybt imod. Ikke så underligt i betragtning af den verden, vi lever i, hvor religiøse fanatikere – ”hellige krigere” – forpester deres omgivelser. Hvad med korstogene? Nogle vil argumentere for, at det faktisk var en forsvarskrig.

Luther vendte sig bestemt imod, at krig i sig selv kunne være hellig eller retfærdiggørende. Det kan aldrig være kirkens opgave, men øvrighedens at foranledige sådanne krige. Men han fastholdt den traditionelle forståelse af, at en soldat også kan have Guds nåde. Det skete i forbindelse med bondekrigene i 1525, hvor hans holdning ofte er blevet angrebet.

 

Krig, nationalisme og den retfærdige fred

Senere blev krigene indledt og ført af nationale eller ligefrem nationalistiske grunde. I oplysningstiden blev der stillet spørgsmålstegn ved, om krig er en uomgængelig nødvendighed. Europa skulle imidlertid igennem to rædselsfulde verdenskrige. Var de ”retfærdige”? Eller med Kaj Munk-citatet fra før in mente: kunne Hitlers genoptagelse af 1. verdenskrig have været undgået, hvis politikerne ikke havde svigtet deres ansvar overfor næsten ved ikke at gribe ind i tide?

 

Både den pragmatiske, den idealistiske og den teologiske forestilling om den retfærdige krig synes at have spillet fallit i en globaliseret verden. Herhjemme har teologen Thomas Frank introduceret forestillingen om den retfærdige fred. Nok et nærmere studium værd. Foreløbig har vi Selch Jensens fremragende introduktion til et kompliceret og spændende emne. Læs den.

 

Carsten Selch Jensen, Hvorfor slår vi ihjel? Om reformationen og krigen.

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

Eksistensen 2017, 80 sider, 50 kroner.

 

Torsten Dam-Jensen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…