Angela Merkel har tilsyneladende ikke lært meget af det asylkaos i Europa, som hun i høj grad bidrog til at skabe sidste år.
Det fremgår af et aktuelt interview med den tyske ugeavis Die Zeit.
Her erklærer hun, at hendes politiske grundholdning er forblevet den samme. Det var som bekendt denne grundholdning, der åbnede for en enorm strøm af migranter til Europa.
Dengang fik lukningen af Balkan-ruten sat en stopper for den ukontrollerede tilstrømning.
Dette er hovedårsagen til, at blandt andet Danmark i øjeblikket modtager ret få asylansøgere.
Men det vil Angela Merkel nu have lavet om på. Hun har altid været modstander af lukningen af Balkan-ruten, som de involverede lande da også gennemførte på trods af hende.
Merkel vil have Balkan-ruten åbnet igen, hvilket med meget stor sikkerhed vil føre til en ny voldsom forøgelse af migrantstrømmen op gennem Europa.
Det kan på ny få asyltallet i Danmark til at eksplodere.
Det hænger ikke sammen hos Merkel
Merkel forsøger at give indtryk af, at EU’s aftale med Tyrkiet er tilstrækkeligt til at få styr på tilstrømningen. Men hun modsiger sig selv. For samtidig anklager hun lukningen af Balkan-ruten for at forhindre migranterne i at komme videre fra Grækenland.
Hvis Tyrkiet-aftalen var så effektiv til at styre strømmen, så ville lukningen af Balkan-ruten jo være ligegyldig – for så ville strømmen af migranter aldrig nå frem til Balkan.
Det hænger simpelt hen ikke sammen i kanslerens hoved. Og det er temmelig foruroligende i betragtning af, at hun stadig har rollen som politisk leder i Europa.
Opgør mellem Merkel og hendes indenrigsminister
Merkels bemærkninger til Die Zeit om, at hun i virkeligheden slet ikke har ændret holdning, siden hun sidste efterår åbnede for alle sluser, vil skabe vrede i en række europæiske lande.
Det er kun få dage siden, at Østrigs udenrigsminister Sebastian Kurz kritiserede Merkels linje i usædvanligt skarpe vendinger.
Men Merkels bemærkninger støder også sammen med en nøgleperson i hendes egen regering, nemlig indenrigsminister Thomas de Maizière.
Merkel vil have, at de andre EU-lande skal tage imod mange af de migranter, der i øjeblikket befinder sig i Grækenland. På et nyligt ”flygtningetopmøde” i Wien lovede hun, at Tyskland vil tage imod en del af disse.
Indenrigsminister de Maizière siger det stik modsatte. Ifølge ham skal Tyskland sende de migranter, der kommer fra Grækenland, tilbage til Grækenland.
Han ønsker også, at man igen skal bruge EU’s såkaldte Dublin-konvention. Den indebærer, at asylsager skal behandles i det land, hvor asylansøgerne i første omgang er kommet ind i EU – for eksempel i Grækenland.
Helt forskellige svar
I de seneste dage er strømmen af migranter til de græske øer taget voldsomt til. Det samlede antal asylansøgere overstiger langt det antal pladser, man har til at modtage dem.
Endnu mere dramatisk er udviklingen i Italien. Bare de to sidste dage er hele 10.700 migranter blevet samlet op i Middelhavet og bragt til Italien.
Merkels svar er, at de skal have lov til at rejse længere op i Europa – herunder til Tyskland og Danmark.
De Maizières svar er, at dette vil have de ødelæggende konsekvenser for de andre europæiske lande. Ifølge ham skal langt de fleste af migranterne standses ved EU’s ydre grænser. Hjælpen skal gives i nærområderne.
Aldrig mere et nyt asylkaos
To fundamentalt forskellige holdninger støder sammen i den tyske regering. Hvad Merkels holdning fører til, så man sidste år.
Danmark har stærke grunde til at foretrække Thomas de Maizières linje i Tyskland. Merkel er blevet en alvorlig belastning for det øvrige Europa.
Aldrig mere et asylkaos som det, man oplevede sidste år – eller noget, der bliver endnu værre.