Den 9. januar holdt Mogens Lykketoft en reception på Christiansborg for særligt inviterede gæster i anledning af sin 70 års fødselsdag.
Lykketoft er tidligere finans- og udenrigsminister, tidligere socialdemokratisk formand og tidligere formand for Folketinget. I dag sidder han som formand for FN’s generalforsamling.
Ved receptionen holdt fødselaren selv en tale, der var temmelig usædvanlig – nogen vil måske sige uligevægtig.
Tonen kan jævnligt være hård i den politiske debat. Der kan også blive sagt grimme personlige ting bag kulisserne. Men Lykketofts tale var en grov offentlig tilsvining af fremtrædende politikere.
Dermed overskred den grænserne for, hvordan man normalt omtaler hinanden i politik – og hvordan man bør omtale hinanden for at have et tåleligt klima.
Hvorfor gjorde han det? Det er der nok to forklaringer på.
”Den lille svindler”
Lykketoft fortalte de forsamlede gæster ved receptionen, at den nuværende regering ”er den mest fladpandet populistiske regering, vi har haft i min levetid. Med en dybt utiltalende politik og nogle dybt usympatiske personer på nøgleposter.” Intet mindre.
Lykketoft omtalte sågar statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”den lille svindler”.
Den forrige regering under Helle Thornings-Schmidts socialdemokratiske ledelse blev også svinet godt og grundigt til:
”Det er sørgeligt, at den forrige regering var så talent- og profilløs, at den banede vejen tilbage for den lille svindler, der nu er statsminister.”
Forfulgt uskyldighed
For at være sikker på, at alle gæsterne havde fanget hans grove udfald, sendte Lykketoft den 14. januar talen ud på en mail til dem.
Berlingske kom mandag i besiddelse af denne mail, og avisen bad Lykketoft om at uddybe kritikken. Det ville han dog ikke, men mandag aften beklagede han sine udtalelser.
Samtidig gjorde han, som Mogens Lykketoft altid har gjort i sin lange karriere: Når han har brugt ufine tricks, spiller han forfulgt uskyldighed bagefter.
Først skrev han: ”Jeg synes, det er helt uacceptabelt, hvis en af mine gæster har refereret noget fra en helt privat fest”.
Derefter hed det: ”Jeg beklager et følelsesudbrud, men også at en gæst åbenbart har viderebragt noget, der bidrager til absolut utilsigtet offentlig debat.” (Berlingske)
Det var altså primært gæsternes skyld, må man forstå.
Man har set det før
Situationen minder om dengang i 2005, da Lykketoft som leder af Socialdemokraterne havde lidt et sviende valgnederlag til Venstres Anders Fogh Rasmussen.
Lykketoft holdt en tale for partifæller og medier, hvor han indledte med at sige, at han påtog sig det fulde ansvar for nederlaget. Derefter bestilte han ikke andet end at give alle mulige andre skylden
Hykleri
Ærlig talt: Man skal være helt ekstremt naiv for at tro, at man kan svine folk til ved en reception med et bredt udsnit af det politiske miljø, uden at det kommer frem.
Folk har ment det ene og det andet om Lykketoft. Men naiv er der vist aldrig nogen, der har kaldt ham.
Når han så oven i købet selv sender talen ud på mail bagefter, kan man vist roligt slå fast, at Lykketoft gerne ville have sine nedsættende omtaler ud i offentligheden.
De ene forklaring
I sine velmagtsdage var Lykketoft en særdeles magtfuld person i dansk politik. Som finansminister (og siden udenrigsminister) i 1990’erne var han den stærke mand, der på mange måder styrede regeringens politiske linje.
Men så kom de borgerlige til magten i 2001, og Lykketofts nedtur satte ind. Det store valgnederlag til Fogh i 2005 var en ydmygelse for ham. Vælgerne ville simpelt hen ikke vide af ham.
Og da Socialdemokraterne vendte tilbage på taburetterne i 2011 var det Helle Thorning og hendes hold, der ikke ville vide af ham. Han blev ikke minister, som han givetvis havde drømt om. Ja, han fik heller ikke engang nogen væsentlig indflydelse på regeringens politik i en rolle som nestor.
Lykketoft blev i høj grad ignoreret. Det var endnu en ydmygelse. Og efter bare fire år tog de borgerlige igen over. Ydmygelsen var total.
Her ligger nok den første forklaring på Lykketofts tilsvininger: Han er en bitter mand. Hans egne havde ikke brug for ham. Og de borgerlige dominerer nu dansk politik.
FN
Men så blev Lykketoft udnævnt til formand for FN’s Generalforsamling.
Reelt er det ikke nogen særlig betydningsfuld post. Hvem kan overhovedet huske, hvad nogen af Lykketofts forgængere i embedet hedder?
Men posten har givet en vis opmærksomhed blandt røde journalister i Danmark, der ind imellem får ham fremstillet som en verdensleder. Samtidig er posten jo forbundet med en vis ydre status.
Her ligger nok den anden forklaring på Lykketofts optræden: FN-posten er steget ham til hovedet. Så meget, at han har fundet tiden inde til at komme af med al sin bitterhed.
Men dermed er Lykketoft for alvor en færdig mand i dansk politik.
