Mustafa Kemal Topal, der har kurdisk-tyrkisk baggrund, har skrevet et bemærkelsesværdigt debatindlæg i avisen Information.
Her fortæller han, at muslimske indvandrere i anden og tredje generation er mindre danske og mere islamiske end første generation.
Ifølge Topal går udviklingen altså i den stik modsatte retning af, hvad mange politikere belærte befolkningen om, da de i sin tid åbnede for den store tilstrømning til Danmark. Dengang hed det sig, at indvandrerne ville blive mere og mere danske.
Tværtimod, skriver Topal. Og der er særdeles meget, der tyder på, at han har ret. Denne virkelighed er det danske samfund nødt til at drage en klar konsekvens af.
”Danskere er de aldrig”
Mustafa Topal skriver om de unge muslimer med kurdisk baggrund: Først og fremmest er de muslimer, herefter er de kurdere, danskere er de aldrig.
Dermed skyder han de politisk korrekte fantasifostre om integration sønder og sammen.
De unge muslimer er mere kritiske over for demokrati end forældrene. Der er færre, som ønsker at stemme. Og der er flere, som mener, at islams regler går forud for demokratiske beslutninger.
De unge muslimer er stærkere modstandere af ligestilling mellem kønnene. De ønsker kønsadskillelse – selv ved bryllupper – og de ønsker tildækkede kvinder.
De unge muslimer tager i høj grad afstand fra, at de skal være danske. Deres holdepunkt er en mere ortodoks islam end forældrenes. Noget nationalt fællesskab med os andre føler de ikke.
En dansk undersøgelse af muslimers holdninger har tidligere tegnet det samme mønster, som Mustafa Topal beskriver (Wilke/Jyllands-Posten, oktober 2015).
Danskhed
Her ligger en stærk trussel mod sammenhængskraften i det danske samfund. Når unge muslimer totalt afviser at være danske, går det nationale fællesskab i opløsning.
Det er en afgørende kvalitet ved vores samfund, at vi har et stærkt værdifællesskab og en stærk følelse af samhørighed. Dette er fundamentet for, at vi har noget nær verdensrekord i tillid til hinanden. Og det er fundamentet for, at vi er noget nær verdens lykkeligste folk.
Hvis befolkningen bliver langt mere opsplittet, hvis grupperne bliver mere fremmede over for hinanden, hvis modsætningerne vokser – så forsvinder disse kvaliteter.
Danskhed kan ikke kun bestå i, at man bor på det samme territorium og har det samme pas. Hvis det er det eneste, der holder sammen på os, har vi et sølle samfund.
Danskhed består i, at man føler sig som dansker, at man tilegner sig sproget, og at man tager fælles værdier, kultur og traditioner til sig. Danskhed består i, at man føler noget for hinanden – samhørighed, ansvar, omsorg.
Her ligger kernen i debatten om danskhed.
Det skal være slut
Dette har intet at gøre med, at vi skal være os selv nok. Men det betyder, at vi holder fast i de træk ved vores samfund, der har skabt den uvurderlige tillid mellem mennesker.
Skal det lykkes, så kan det ikke nytte, at en hastigt voksende andel af vores befolkning består af mennesker, som er helt fremmede over for vores værdier eller ligefrem foragter dem. Og det er jo foragt for Danmark, der præger de unge muslimer, som Mustafa Topal beskriver.
Han har givetvis ret i, at integration ikke siger dem et klap.
Dette må det danske samfund så til gengæld drage den fulde konsekvens af.
Det skal være slut med masseindvandring fra ikke-vestlige, især muslimske lande.
Det skal være slut med at bane vejen for nye generationer af muslimer, der ser det danske samfund som en fjende.
Det skal være slut med at undergrave det værdifulde danske samfund af misforstået pænhed og politisk korrekthed.
