Statsminister Lars Løkke Rasmussen har nu besluttet at lægge den store økonomiske 2025-plan til side. I første omgang vil han koncentrere de politiske forhandlinger om næste års finanslov.
Man skal dog også udforme et nyt ejendomsvurderingssystem og finde en anden indtægt i stedet for den såkaldte PSO-afgift, som falder bort.
Løkkes beslutning er indlysende rigtig.
Det var fuldstændig håbløst at blive ved med at udskyde finansloven, mens partierne var låst fast i skænderier om 2025-planen, der ikke rokkede sig ud af stedet.
I princippet skal forhandlingerne om 2025-planen så genoptages på et senere tidspunkt. Men det er tvivlsomt, om det overhovedet sker.
Partiernes uenigheder
2025-planen er formentlig død. Det forhindrer ikke, at nogle af elementerne i den kan komme på bordet senere. Men den store reformplan, som Løkke drømte om, bliver næppe til virkelighed i denne valgperiode.
Det er der to grunde til.
Den ene grund drejer sig om partiernes uenigheder.
Anders Samuelsen fastholder, at han vil have en lettelse i topskatten for alle på mindst fem procent. Ellers vælter han regeringen, siger han.
Men det er udelukket, at Dansk Folkeparti går med til Samuelsens krav. Så intet tyder på, at Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl kan lave en 2025-plan sammen.
Vælgernes reformskepsis
Den anden grund til, at 2025-planen har mørke udsigter, er vælgerne. Den side af sagen er blevet noget overset.
Der er ringe vælgeropbakning til de centrale punkter i 2025-planen: skattelettelser, ændringer i SU og senere pensionsalder.
Vælgerne har heller ikke megen forståelse for grundfilosofien i Løkkes plan. Nemlig, at der er behov for at skaffe et større arbejdsudbud (mere arbejdskraft) for at øge væksten.
Løkke drømte om en gentagelse
Da Løkke lancerede sin plan efter valget, drømte han formentlig om noget af en gentagelse af forløbet fra sidst, Venstre havde magten – og faktisk også under den røde regering.
Dengang fik man to store og meget vigtige reformer igennem: arbejdsmarkedsreformen og den såkaldte tilbagetrækningsreform, der skulle få danskerne til at arbejde længere i livet. Begrundelsen for begge disse reformer var at skaffe mere arbejdskraft og dermed større vækst.
Løkke stod selv som en reformator.
Flertallet af vælgerne havde forståelse for reformerne. Bevidstheden var præget af den økonomiske krise og man kunne godt se, at der måtte gøres noget for at få gang i hjulene. Holdningen til skattelettelser blev også mere positiv i disse år.
Men Løkkes drøm om at gentage det gamle glansnummer har vist sig umulig. Tiden er en anden.
Stemningen imod reformer
Selv om Danmark stadig mildt sagt ikke har nogen imponerende økonomisk vækst, så er der ikke længere nogen oplevelse af krise hos vælgerne.
Dermed genopstår den gamle skepsis over for forøgelse af arbejdsudbuddet og skattelettelser – mange er bange for, at det går ud over velfærden.
Det kunne de blå partier måske sætte sig ud over og så bare gennemføre nogle reformer med deres flertal i Folketinget. Hvis det altså ikke lige var for … Anders Samuelsen.
Med sit ultimative krav om lettelser i topskatten har han spændt buen alt for hårdt til at de blå partier kan holde sammen om reformer.
To muligheder
Der synes nu at tegne sig to muligheder:
Enten holder Anders Samuelsen fast i sit krav om, at han inden nytår vil vælte Løkke, hvis han ikke får sine lettelser i topskatten. Så er Løkke færdig.
Eller også bløder Samuelsen op. I så fald kan Løkke fortsætte, og der kan gennemføres visse reformer. Men vælgernes reformskepsis, som smitter af på Dansk Folkeparti, gør det svært at få mere ambitiøse planer igennem. Og det er kun blevet værre af den stejle debat om topskatten.
Uanset hvor længe Løkke sidder, er han nok nødt til at se i øjnene, at dette ikke bliver nogen stor reformperiode.
