Fodboldens megastjerne Lionel Messi blev interviewet i et program på egyptisk TV. Han tilbød her at give et par af sine berømte fodboldstøvler til studieværten Mona El-Sharkawy. Han bad hende om at bruge dem til et godt formål.
Men det skulle han aldrig have gjort.
Programmet blev udsendt i den forgangne weekend. Næppe var det bragt, før Messis venlige tilbud udløste rasende reaktioner fra mange egyptere.
Et parlamentsmedlem svingede sig op til at erklære: ”I de seneste 7000 år er vi egyptere aldrig blevet ydmyget i den grad!”
Den pågældende politiker var så edderspændt, at han i sit eget TV-show tog sin ene sko af og holdt den op foran kameraet med ordene: ”Jeg slår dig med din sko, Messi.”
Også det egyptiske fodboldsforbund reagerede stærkt krænket. På Twitter væltede det med skældsord mod den ellers så feterede stjerne. ”Egypten er større end Messis sko,” hed det blandt andet.
Studieværten Mona El-Sharkawy forsøgte at tage Messi i forsvar. Men det kom hun ikke langt med.
Sko står for det urene
Messi ville givetvis have været bestyrtet, hvis han havde anet, hvad han udløste med sit tilbud.
Hvad fodboldstjernen ikke vidste var, at sko er indbegrebet af urenhed. Derfor skal man også altid sætte skoene, inden man træder ind i en moské.
Hvis man virkelig vil udtrykke sin afsky for nogen, skal man slå vedkommende med sin skosål. Den tidligere amerikanske præsident George W. Bush fik i sin tid smidt en sko efter sig på et pressemøde i Irak – og det var ment som den størst tænkelige hån.
Islam er gennemsyret af forestillinger om, hvad der er rent og urent. Det er almindelig kendt, at svinekød betragtes som urent.
Men nu ved vi – og Messi – at det samme gælder fodboldstøvler. Ak, ja.

