Islamisk terrorisme: Hvis I tror, at det kun de andre, de kommer efter, må I tro om igen

Mindst 84 mennesker myrdet i den franske by Nice af en tunesisk født islamistisk terrorist, og snesevise andre ofre blev såret. Angriberen kørte en 19 ton tung lastbil ind i en stor menneskemængde, som fejrede Bastilledagen, Frankrigs nationaldag, og pløjede mænd, kvinder og børn ned på en 2 km lang vej- og fortovsstrækning.

 

Den 2. juli blev ni italienske borgere nedslagtet af islamister i angrebet på en restaurant i Dhaka, Bangladesh. De blev tortureret og dræbt med “meget skarpe klinger“, ført af nogle smilende terrorister, som sparede deres liv, som kendte koranen. Gennem næsten et år har de stakkels bangladeshere allerede oplevet lignende chokerende massakrer. Men ofrene var ikke velhavende, ikke-muslimske udlændinge – de var anonyme, muslimske bloggere, som blev beskyldt for “blasfemi” og myrdet med “skarpe klinger” – fem ofre i 2015 og en jurastuderende i 2016, samt en hindupræst, der blev hakket ihjel.

 

En tilsvarende udvikling fandt sted i Syrien og Irak, hvor Islamisk Stats mordere først rettede skytset mod vestlige journalister, derefter fordrev og myrdede kristne i Mosul, og så landede i Paris for at udrydde vestlige borgere.

 

For to uger siden blev en 13-årig israelsk pige stukket ihjel, mens hun lå og sov i sin seng. Ligesom i Bangladesh brugte den palæstinensisk arabiske terrorist en kniv til at myrde Hallel Yaffa Ariel. Der var ikke tale om et simpelt mord, det var en nedslagtning, som uretmæssigt ligestiller dette at bygge et hus med det at myrde et barn. Nogle italienske aviser berøvede hende endda al identitet. Il Corriere della Sera, Italiens næststørste avis, skrev: “Vestbredden: 13-årig amerikaner dræbt“.

 

Da fire israelere blev myrdet i sidste måned på Tel Avivs Max Brenner-restaurant, havde hele verdenspressen igen “fejlagtige” overskrifter. Fra Le Monde til Libération brugte fransk presse ordet “skyderi” i stedet for terrorisme. CNN berettede om “terroristerne” i anførselstegn. La Repubblica, Italiens største avis, kaldte de palæstinensisk arabiske terrorister for “aggressorer”.

 

Hvad betyder disse fordrejede overskrifter? At vi i Vesten fejlagtigt tror, at der findes to former for terror: “international terror” som er rettet mod vesterlændinge i Nice, Paris, Dhaka, Raqqa og Tunesien; og “national” terror mellem araberne og Israel, over for hvilken de israelske jøder bør trække sig og overgive sig. Der findes også en “ansigtsløs terror,” som i Orlando, hvor en afghansk-amerikansk muslim massakrerede 50 amerikanere, og alle, som det er sædvane i Amerika, nægtede at nævne “Islam.”

 

Det er formilderens reaktion, “den, er fodrer en krokodille i håbet om, at den vil æde ham sidst,” som Winston Churchill sagde. Problemet er, at om vi er pacifister eller krigsgale, bøsser eller heteroseksuelle, ateister eller kristne, velhavende eller fattige, blasfemiske eller fromme, franske eller irakiske, gør ingen forskel for jihadisk terrorisme. Hver eneste af os er et mål: Islamistisk terrorisme er genocidal, den handler om folkedrab.

 

Trods nemme slogans som “Je Suis Charlie”, udviste meget få mennesker i Vesten solidaritet med de franske tegnere i Charlie Hebdo. De fleste europæere mente, at disse journalister selv var ude på ballade og fik det. Eller endnu værre, sådan som redaktøren i Financial Times udtrykte det, at de var “dumme“. Men efter 7. januar kom 13. november. Da var der ingen, der stadig gav tegnerne af Muhammed skylden for terrorangrebene i Paris.

 

Mens Islamisk Stat slavebandt og voldtog hundredvis af yazidiske piger, havde vore frygtløse feminister i Vesten travlt med at slås for en irsk folkeafstemning om vielse af homoseksuelle. De kerede sig tydeligvis ikke om deres yazidiske og kurdiske “søstres” skæbne. Disse var gemt væk i et fjernt og eksotisk Østen, og det samme var de myrdede, sekulære bloggere i Dhaka.

 

Tiden er inde til at minde om et berømt digt af Martin Niemöller, en tysk, kristen præst, som af det tyske nazi-regime blev sendt i koncentrationslejr i 7 år [digtet er her citeret og oversat efter den amerikanske gengivelse, mt]:

 

Læs også
Nej. Isam Bs ramadandigt hører ikke hjemme i højskolesangbogen. Digtet er en invitation til Islam

Først kom de efter socialisterne, og jeg sagde ikke noget —

for jeg er ikke socialist.

Så kom de efter fagforeningsfolkene, og jeg sagde ikke noget —

for jeg er ikke fagforeningsmand.

Så kom de efter jøderne, og jeg sagde ikke noget —

for jeg er ikke jøde.

Så kom de efter mig — og der var ingen tilbage, der kunne sige noget.

 

Når islamistiske terrorister angriber muslimske, frafaldne bloggere, yazidiske kvinder i fjerne lande eller israelske piger – og disse bliver slavebundet, pisket, voldtaget eller myrdet – så bør dette også bekymre os i Vesten. Islamisterne sliber blot deres knive på dem, der kommer før os.

 

Hvis vi ikke siger fra i dag, vil vi blive straffet for vores magelighed i morgen.

 

Læs også
Mullaherne lover “Ophør af Israel” og amerikansk civilisation

Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Mette Thomsen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…