HAIFA: Sådan kan en flygtningekrise skabes og skaffe mange penge.
Den 5. dag i den hebraiske måned Lyar (som i år svarer til den 12. maj) er det Israels selvstændighedsdag. Den moderne stat Israel bliver 68 år gammel.
Det er denne dag mange arabere og ekstremistiske venstrefløjsaktivister kalder ”nakba-dag”. Nakba er et arabisk ord, der bogstavelig talt betyder ”katastrofen”. Det var den dag mange arabere flygtede fra Israel og har levet i flygtningelejre lige siden.
Dog, hvis du tager til Israel, vil du blive ret forbavset over hvor mange farver, du vil møde dér. Nej, jeg taler ikke om bygninger og landskaber, men om folk. Du vil møde folk fra alle lande, af alle farver. Hvorfor det?
Fordi Israel er et flygtningeland. Og hvis du ser mange mennesker, som ser arabiske ud (uanset om de er jøder eller ej), så er det rent faktisk fordi over halvdelen af befolkningen er flygtninge fra arabiske lande. Så hvordan hænger det sammen med denne nakba og alle de flygtninge? For at forstå det skal vi 68 år tilbage i tiden.
68 år tilbage i tiden
Den dag Israel blev befriet fra den britiske besættelsesmagt og blev selvstændigt, skete der flere ting.
I perioden kort før selvstændighedsdagen og lige efter blev 850.000 jøder, som boede i Nordafrika og i Mellemøsten, smidt ud af deres hjem. Selv om jøder havde boet i området i flere hundreder eller endda flere tusind år, blev de ganske enkelt smidt ud. Deres ejendom blev beslaglagt eller ødelagt. En del blev slået ihjel, og resten blev så bare smidt ud. De blev smidt ud af Tunesien, Libyen, Egypten, Libanon, Irak … Stort set af alle arabiske lande, men også af muslimske lande, som ikke var arabiske, som Tyrkiet eller Iran.
I dag bor disse flygtninge i Israel og udgør nu rundt regnet det halve af befolkningen. Stadig i dag kommer jødiske flygtninge til Israel. Der kommer en del fra østlandene, Etiopien og fra Europa: Især fra Frankrig og nu også fra Sverige. Altså alle de steder, hvorfra jøder er nødt til at flygte, fordi de bliver forfulgt.
200.000 af disse flygtninge kom til USA, og Israel har lynhurtigt taget imod de 650.000 resterende flygtninge. Der var ikke tale om flygtninge med iPhone, penge og værdier, og som klagede over madretter eller indkvarteringen, nej. Der var tale om flygtninge, som havde mistet alt. De kom til landet uden noget som helst, da araberne og muslimerne havde frataget dem alt det, der var af værdi. Så de kom vitterligt tomhændet til Israel. Den dag i dag kan de ikke komme tilbage til deres oprindelsesland end ikke som turist.
Der var 150.000 jøder i Irak i 1947. I dag, 2016, er der ikke 10.
Der var 140.000 jøder i Algeriet i 1947. I dag er der mindre end 50. Udsmidning fra Algeriet skete dog især efter 1962.
Der var 75.000 jøder i Egypten i 1947. I dag er der under 20. Og så fremdeles.
Hvem snakkede om etnisk udrensning? Hvorfor taler man ikke om disse 850.000 flygtninge?
Af én god grund: Disse flygtninge forblev ikke flygtninge længe. Israel tog imod dem og hjalp til med tilpasningen.
Arabiske flygtninge blev ikke integrerede
Hvad skete der med de arabiske flygtninge? De er trods alt den mest berømte og bedst økonomisk støttede flygtningegruppe.
Lige så snart Israel genvandt sin selvstændighed i 1948, angreb de arabiske nationer det nye land. 650.000 arabere flygtede fra Israel på det tidspunkt. Enkelte flygtede pga. krigen, naturligvis, men langt de fleste flygtede, fordi arabiske ledere krævede det af dem. De havde i sinde at tilintetgøre den jødiske stat, og de ville ikke risikere at dræbe muslimer i forbifarten. De var nemlig overbevist om, at det ikke ville tage længere end en to-tre uger at tilintetgøre Israel og de få jøder, der var der, og så kunne folk komme tilbage til deres hjem. Araberne flygtede derfor til landene omkring Israel: Libanon, Syrien, Jordan …
Det lykkedes som bekendt ikke for araberne at jævne Israel med jorden, og i stedet for at give de mennesker, der nu var gået hjemmefra, et hjem i de lande, de var kommet til, blev man fra arbisk side enige om, at skabe en flygtninge-krise for at lægge pres på omverdenen af politiske veje.
I 1949 grundlagde FN det, der kaldes UNRWA (United Nation Relief and Work Agency). Der er her tale om FNs ældste og største enkeltkontor, og dets formål er udelukkende at tage sig af ”palæstinensiske flygtninge”.
I dag, 67 år senere, eksisterer UNRWA stadig væk og kalder stadig væk araberne, som flygtede i 1948, og deres børn og deres børnebørn, for ”flygtninge”. Dette er ikke sket med nogen anden flygtningegruppe.
UNWRAs årlige budget er på over 1 milliard dollars (6,5 milliarder kroner), som bliver finansieret af USA og af EU.
”Flygtningene” bliver holdt som flygtninge af de forskellige lande. Palæstinensere har ikke stemmeret, ikke ret til at udføre visse arbejder, ikke ret til at købe hus og bolig og, i de fleste tilfælde, ikke engang lov til at leje en bolig i de lande, de er flygtet til for 68 år siden.
UNRWA lægger naturligvis ikke pres på de forskellige lande, så de integrerer de stakkels mennesker, som stadig lever i flygtningelejre. De bruges som diplomatiske våben og politisk pres på Israel, da der kræves, at alle disse mennesker og deres afkom skal have lov til at vende tilbage til Israel. Der tales naturligvis ikke om retten for jøderne til at komme tilbage til de lande, de blev jaget ud fra i 1947-48, eftersom Israel har taget sig af deres flygtninge.
Siden de ”palæstinensiske flygtninge” stadig kan bruges som våben mod jøderne, siden der er så mange penge involveret, og siden der ikke kan være tale om, at de nogensinde kommer tilbage til Israel under disse betingelser, ser vi i hvert fald ikke nogen løsning på denne flygtningeproblematik foreløbigt.
Og siden USA og EU bliver ved med at spytte i kassen.
