Den 18. og 19. juni slår Gammel Estrup endnu en gang porten op til det stemningsfulde Herregårdsmarked i 1700-tallets tegn. I år er der ekstra fokus på fest for høj og lav, og i Riddersalen byder greven op til dans, når der er danseworkshop for alle besøgende.
I Borggården falbyder bønderne deres varer, og håndværkere demonstrerer gamle teknikker. Musikanterne spiller muntre melodier, og gøglerne laver drabeligt ildshow. Pattegrisen ristes over den sagte ild, pandekagerne syder over bålene, og det overgærede øl flyder i rigelige mængder i kroen i kælderen, hvor kromutter forsøger at sætte skik på fordrukne bønder og andet godtfolk.
Indenfor på herregården finder man greven og hans familie, der har besøg af slægtninge fra nær og fjern. De passer herregårdens drift, musicerer, læser højt og mødes til saloner, hvor der drikkes kaffe, the og chokolade, som var moderne i 1700-tallet.
Gammel Estrup Herregårdsmarked viser som det eneste danske marked livet i 1700-tallet, som det udspillede sig for både høj og lav:
”1700-tallet er en fantastisk spændende periode i både landets og Gammel Estrups historie, og vi er glade for at kunne iscenesætte det her marked, hvor vi på en utraditionel måde får fortalt historie om både bønder og adelsfolk”, forklarer Dorte Kook Lyngholm, der er museumsinspektør ved Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Hun fortsætter: ”Vi har omkring 150 frivillige i gang, og de er alle sammen i historiske 1700-talsdragter, så når man passerer voldgraven og træder ind i den stemningsmættede borggård, føler man virkelig, at man træder ind i en helt anden tid”.
Greven byder op til dans i Riddersalen
Temaet for årets Herregårdsmarked er ’Fest for høj og lav’. Og mens bønderne fester i kroen og borggården, udspilles der en helt anden form for selskabelighed i herskabernes højloftede sale, hvor der i år bydes op til dans.
”Det var i høj grad ved Frankrigs solkonge Ludvig den 14.’s hof, at tidens danse udviklede sig, hvorefter de spredte sig til resten af Europa. Vi har gravet dybt i vores arkiver og fundet ud af, at også greveparret på Gammel Estrup havde en privat dansemester med et meget franskklingende navn på lønningslisten. På Jørgen Scheels fortegnelse over sine ansatte fra 1740 figurerer nemlig ’dantzmesteren Le Seuer’, der modtog en årlig løn på ikke mindre end 100 rigsdaler”, fortæller Dorte Kook Lyngholm.
Som noget helt nyt kan man på årets Herregårdsmarked gå i Jørgen Scheels fodspor og forsøge sig med 1700-tallets finere danse, når herregårdens fornemme Riddersal forvandles til historisk danseworkshop. Under kyndig ledelse af dansemester Jørgen Schou Pedersen kan man til tonerne af fransk barokmusik forsøge sig med bl.a. menuet, bourrée og courante, der var højeste mode i datidens finere kredse.
”Vi glæder os rigtig meget til igen at spille op til dans i Riddersalen, som man gjorde på Jørgen Scheels tid. Og vi opfordrer alle til at kridte danseskoene og benytte denne enestående chance for at tage en svingom med en 1700-tals greve eller grevinde i de smukke og autentiske rammer på herregården”, tilføjer Dorte Kook Lyngholm med et smil på læben.
Maskeværksted, maskerade og orientalisme
Maskeballer og maskerader var meget populære blandt 1700-tallets baller. Det var højeste mode at iføre sig såkaldt orientalske klæder – en diffus blanding mellem tyrkisk- og persiskinspirerede gevandter. Også på Gammel Estrup har denne mode sat sine spor – bl.a. i de smukke vægpaneler i Grevindens Kammer med motiver fra maskekomedier med farverige og eksotiske kostumer.
Ved årets Herregårdsmarked kan man opleve en miniudstilling med bl.a. orientalske kostumer og høre oplæg om 1700-tallets fascination af maskerader og orientalisme. I maskeværkstedet kan børn desuden fremstille deres egen maske, som var den en greve – eller måske en sultan – værdig.
Marked, danseworkshop, maskeværksted og en lang række andre aktiviteter for hele familien finder sted på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet den 18.-19. juni kl 10-17. Entreen er 90 kr. for voksne – børn under 18 år er gratis. Billetten gælder også til nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum.
For yderligere information kontakt museumsinspektør Dorte Kook Lyngholm på [email protected] eller på T 8648 3001.
De bedste hilsner fra Gammel Estrup – Herregårdsmuseet