Har Europa valgt at udslette sig selv?

Efter de seksuelle masseovergreb nytårsaften i de europæiske byer Köln, Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Berlin, Frankfurt, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich, Helsinki og Kalmar står det klart, at der foregår noget dybt foruroligende i Europa. Sidste søndag havde alene i Köln 516 kvinder anmeldt forbrydelser — omkring 40% af disse var forbundet med seksuelle overgreb.

 

De første reaktioner på de seksuelle overgreb fra de tyske myndigheder, fra medierne såvel som fra feminister og andre har ikke været mindre foruroligende.

 

Det tyske politi hævdede i første omgang, i en surrealistisk udtalelse nytårsmorgen den 1. januar, at situationen nytårsaften havde været “afslappet.” Kölns politichef, Wolfgang Albers, indrømmede senere, at “denne oprindelige udtalelse var ukorrekt”, og han er siden blevet tvunget til tidlig pensionering på grund af sin rolle i det, det viste sig at være en mørklægning.

 

Blandt de store medier valgte Tysklands offentlige tv-kanal ZDF at undlade at rapportere om angrebene indtil fire dage efter, at de var foregået.

 

En tidligere regeringsembedsmand og kansler Angela Merkels indenrigsminister fra 2011 til 2013, Hans-Peter Friedrich, beskyldte medierne for at gennemtvinge et “nyhedsblackout” og benytte en “tavshedskodeks” over for negative nyheder om immigranter: “Det er en skandale, at der gik flere dage, før medierne berettede om rapporterne,” sagde Friedrich.

 

“Eksperter,” feminister og såkaldt frisindede forsøgte at nedtone angrebene ved at bortforklare dem for enhver pris.

 

En af disse “eksperter,” den tyske kriminolog Christian Pfeiffer, beskrev mændene som “hovedsagelig unge, enlige mænd, der er ankommet til landet og ikke ved, hvad de skal stille op med sig selv… Afklaringen af deres asylstatus har taget så lang tid, at deres frustration og vrede blot er vokset.” Denne højt respekterede tyske kriminolog konkluderede: “Dette er et alarmerende tegn på, at vi bør gøre mere.” Ifølge ham begår immigranter altså forbrydelser, men det er tyskernes skyld, fordi de “bør gøre mere.”

 

Mange feminister i Europa hævdede, at der var blevet fokuseret alt for meget på de kriminelles “etnicitet,” hvilket disse feminister påstod var “racisme” – idet de overså, at islam ikke er en etnicitet, men en religion. Dette argument blev især forsvaret af de engang så hårdtslående feminister i Sverige og Danmark.

 

De sociale medier var også fulde af undskyldninger for mænd, som havde samlet sig alene med det formål at overfalde kvindelige forbipasserende seksuelt på en offentlig plads. Det har vist sig, at denne tidsfordrivelse — gruppevoldtægt – stammer fra den arabisk-muslimske verden og har et særligt navn: “Taharrush.”

 

Hvordan kan frygten for at blive beskyldt for “racisme” blive vigtigere end at råbe op om gruppevoldtægt?

 

Læs også
Bogen anbefales enhver, som gerne vil forstå baggrunden for nogle af de aktuelle problemer i EU

Hvis disse forsøg på fornægtelse lyder bekendt, er det ikke helt forkert. I årtier har de europæiske landes myndigheder, venstrefløjsfrisindede og medierne enten ignoreret, “relativiseret” eller forsøgt at bortforklare alle ubehagelige faktorer, som måtte følge med den muslimske masseindvandring til Europa.

 

Det udbredte seksuelle misbrug af 1400 børn ved muslimske mænd, hovedsagelig af pakistansk oprindelse, i Rotherham, England, gennem mere end ti år, mellem 1999 og 2013, var kendt af de lokale britiske myndigheder, men fik lov at fortsætte.

 

I Paris, Toulouse og København blev jøder myrdet af muslimer – udelukkende fordi de var jøder.

 

Imamer kan frit prædikere og ophidse til had mod jøder i europæiske moskeer. Imamerne kalder jøder for efterkommere af “aber og svin.”

 

Terroristen, som myrdede en ung jødisk sikkerhedsvagt ved synagogen i København sidste år, var blevet udsat for præcis den type ansporing i en lokal moske i København dagen før, han begik mordet.

 

Det er også igen blevet sæson for jagt på jøder i Frankrig, og 15.000 jøder har forladt landet de seneste to år. Allerede i 2014 overvejede 75% af de franske jøder at forlade landet.

 

Læs også
Præsident Macron vil være den store leder i EU – men han har ikke meget at have det i

I 2006 blev en ung fransk jøde, Ilan Halimi, holdt fanget og tortureret i 24 dage af en muslimsk bande, for siden at blive smidt på en mark, nøgen og iført håndjern. I Europa forblev dette praktisk talt urapporteret.

 

The Atlantic skrev i april 2015, at “Frankrigs 475.000 jøder udgør mindre end 1 procent af landets befolkning. Og dog var, ifølge den franske indenrigsminister, 51 procent af alle racistiske angreb rettet mod jøder.”

 

Statistikken i andre lande er nogenlunde den samme. I 2014 og 2015 blev jøder i Europa myrdet, voldtaget, tævet og jagtet, udelukkende fordi de var jøder. Skilte på gaden viste tekster som “Sale Juif” (“beskidte jøde”), “død over jøderne” og “jøder tilbage til gaskamrene.”

 

Ingen af disse bivirkninger ved den muslimske indvandring synes at bekymre de frisindede, medierne eller de såkaldte forsvarere af menneskerettigheder – som så højlydt påstår at være imod “racisme.” Eller måske omfatter “racisme” endnu engang i Europa ikke jøderne?

 

I Sverige fandt der “udbredte seksuelle overgreb” sted ved omkring 90 unge mænd, hovedsagelig fra Afghanistan og Syrien, under en koncert i Stockholm i august. Da den største svenske avis, Dagens Nyheter, i begyndelsen fik kendskab til forbrydernes nationale oprindelse, ønskede den ikke at fortælle historien.

 

Først efter angrebene i Köln – fem måneder senere – viste den svenske avis interesse for, hvad der skete i Stockholm sidste sommer.

 

Læs også
“Et personligt engageret angreb på Putin og Trump, som i høj grad fortjener at blive læst trods sine begrænsninger”

I Norge blev den første statistik over voldtægter offentliggjort i 2001: antallet af voldtægter var steget med 40% fra 1999 til 2000, og 65% af alle voldtægter blev begået af ikke-vestlige indvandrere (hovedsagelig muslimer). Dengang lagde professor Unna Wikan, som ansås for en autoritet vedrørende muslimer i Norge, skylden for voldtægterne på de norske kvinder. Hun beskyldte dem for at “invitere” til voldtægt ved at opføre sig som “norske kvinder” i stedet for at “indse, at vi lever i et multikulturelt samfund, og tilpasse sig den kendsgerning. … I de fleste muslimske lande formodes det at være kvindens skyld, hvis hun bliver voldtaget, og det er kun rimeligt, at muslimske immigranter bringer den slags opfattelser med sig, når de flytter til Norge.”

 

De såkaldt frisindede indrømmer åbent, at de ikke ønsker at tale om det, de ser: “Så det er ikke så mærkeligt, at de ‘liberale’ [venstreorienterede] vil gøre hvad om helst for at undgå at puste til ilden, eftersom vi i al denne retfærdige indignation øjner et groft racistisk, ældgammelt billede af barbarerne ved porten. Vi gør vores yderste for at fortælle ansvarligt om det og moderere det frådende raseri,” sagde en britisk selverklæret ‘liberal’ om sin uvilje mod at tale om overfaldene i Köln.

 

Men at det er for at undgå at “puste til ilden,” viser sig imidlertid ikke at være sandt. Mange såkaldt frisindede synes ikke at have problemer med at “puste” til racehadets ild, blot det ikke er muslimer, det er rettet mod. Allerøverst på deres hadeskala befinder sig de israelske jøder.

 

Mange i medierne deltager gladeligt med fordrejede, selektive rapporter af kendsgerningerne, især i Mellemøsten. De europæiske medier har praktisk talt ignoreret den aktuelle bølge af næsten daglige, palæstinensiske knivoverfald, skyderier, bilpåkørsler og stenkast – for ikke at tale om raketangreb ind i Israel fra Gazastriben. Disse angreb er rettet mod uskyldige civile og bliver pisket op af Det Palæstinensiske Selvstyre med Mahmoud Abbas i spidsen.

 

Ønsket hos mange europæiske og andre selverklærede og ivrige tilhængere af “menneskerettigheder” om at mørklægge, underdrive eller bortforklare, hvad der foregår i Europa, er faktisk det modsatte af, hvad mennesker med en ægte interesse for menneskerettigheder bekymrer sig om: respekt for andre og lighed for loven.

 

Når et retssamfund begynder at mørklægge kriminel adfærd og friholde kriminelle for ansvar, vil dette blot svække og nedbryde de værdier, dette samfund påstår at ville holde i hævd.

 

Læs også
En journalist, jeg ellers havde tillid til, forsøgte at tage en politisk ukorrekt gæst under fjendtlig behandling

Frikendelse af en sådan kriminel adfærd er ikke blot det diametralt modsatte af retfærdighed, det er også en form for “omvendt racisme” – imod samfundets egne indfødte europæere.

 

Som det har vist sig, synes den ‘frisindede’ venstrefløjsetik at være alt andet end netop det. Den er i realiteten totalitær i sit ønske om for enhver pris at tilpasse virkeligheden til dens egne fantasier, dagsordener og “narrativer.” Objektiv sandhed bliver behandlet, som var den udskiftelig efter forgodtbefindende.

 

Europa har frivilligt indledt en proces, hvor det opgiver sine frisindede og hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder. Ytringsfriheden eksisterer ikke længere, kun – hentet direkte ud af totalitære ideologier — “ansvarlig” ytringsfrihed: “fri,” så længe den ikke “fornærmer” nogen. Det er ikke ytringsfrihed; det er censureret tale. Tale, som ikke fornærmer nogen, har ikke behov for beskyttelse.

 

Religionsfriheden eksisterer ikke længere. Jøder kan ikke længere åbent bære jødiske symboler uden alvorlig risiko for at blive overfaldet, og de kan kun forsamles til bøn under kraftig sikkerhedsbeskyttelse. Nu skal egentlig frihed for piger og kvinder så også ophøre med at eksistere? Efter det, hvem bliver de næste?

 

http://da.gatestoneinstitute.org/7266/europa-udslette-selv

Oversat af Mette Thomsen for gatestone.com

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…