Først da resultatet af Brexit forelå, blev EU lydhøre over for befolkningerne – eller gjorde de …

Storbritaniens Brexit var for Bruxelles og de EU-begejstrede i de 27 andre medlemsstater intet mindre end et chok over, at en af EU’s største lande og økonomier havde fået nok af EU’s skalten og valten med deres land.

 

For EU-skeptikerne og de, der afskyr den påtvungne og hurtigt accelererende suverænitetsovertagelse, var det en lettelsens dag, som vi end ikke havde turdet håbe på.

 

Man kan spørge sig selv om, hvordan Brexit kunne blive et chok. Utilfredsheden har rumlet gennem flere år, og advarslerne fra mange af EU-landenes befolkninger har været højlydte.

 

Læs også
Hvad betaler Danmark til EU,  ansatte i EU og vanvittig regel-tsunami fra EU

Så mon ikke chokket stammer fra absolut tonedøvhed, eller måske knapt så venligt: en ophøjet foragt for befolkningernes protester?

 

Nu vil de omsider lytte

Et par postgange for sent vil Bruxelles omsider lytte, efter at de har opdaget, at EU er ved at gå op i limningen.

 

Man forsvarer sig med: ”Vi har ikke været gode nok til at forklare …”, underforstået, at ”vi, de kloge” ikke har kunnet bibringe ”de fatsvage” en forståelse for det fantastiske projekt, som de anser deres Utopia for at være.

 

Til gengæld har det ikke skortet på ordrer fra Bruxelles og EU-Domstolen, som har haft en direkte og til tider katastrofal indflydelse på befolkningernes hverdag.

 

Ikke EU’s skyld

Vi hører, hvilken fantastisk succes EU på trods af Brexit er og har været. Nede i Bruxelles har de nemlig på 28 landes vegne kunnet forhandle med Rusland, Kina og USA, og hvad angår klima og miljø ligger EU helt i top.

 

Det udemokratiske monster, som er en af de pænere betegnelser for EU, fik da også omgående hjælp af Malene Wind på TV. Alt det onde, som befolkningerne i EU protesterer over, er slet ikke EU’s skyld, bedyrede hun. Det er hvert enkelt EU-lands valgte repræsentanter, der har stemt for de forslag, som er kommet fra EU. Og de kunne jo bare have sagt nej.

 

Og i øvrigt var EU allerede – inden Brexit – ved at reformere sig, oplyste hun. Men såfremt det er hver nationalstats politikere, der er de ansvarlige, skulle en reform i EU vel ikke være nødvendig?

 

At landene selv skulle kunne bestemme, afviser Rune Selsing som ”en populær løgn om den europæiske union”, og han fortsætter: ”Det er helt indlysende i strid med realiteterne. Systemet rager hvert eneste år øgede beføjelser til sig, og stik mod alle officielle intentioner og løfter fra danske politikere, har EU pludselig taget magten over vores regler for familiesammenføring, for børnecheck og for dagpenge […) Systemet har sit eget liv, og det kører videre helt uanfægtet af befolkningernes protester.”

 

Fredens projekt

At vore nationalstater ligger på det samme kontinent, gør os ikke ens. Tværtimod er der store økonomiske, kulturelle og sociale forskelle. Hyggeligt og sjovt, når man er på ferie i hinandens lande; knapt så spændende, når vi i det daglige konfronteres med det eksotiske liv i øst. Det er især gået ud over de arbejdsløse, der ser deres jobs overtaget af socialt dumpede østarbejdere. Folkloren i især Rumænien og Bulgarien ser vi brede sig på gader og stræder (og motorveje) i form af tiggere og tricktyve. De sidste går særligt efter gamle, svagelige mennesker.

 

EU forbyder udvisning af disse personer, for de er at regne som en del af Arbejdsmarkedets fri bevægelighed, uanset hvilket ”arbejdsmarked” der holder dem i gang. Så meget for nationalstaternes selvbestemmelse.

 

Intet har skabt større konflikter og ufredelighed mellem EU-befolkningerne end eurokraternes fredsprojekt.

 

Ulandsbistand til det østlige EU

For nogle, især de østlige EU-lande, har det – indtil migrantstrømmen – været en fest at være medlem af EU. Der er pumpet milliarder af de vestlige landes skattekroner i de østlige lande, som vel kun kan betegnes som ulandsbistand, fordi de ved optagelsen i EU slet ikke opfyldte betingelserne for at blive optaget. Men de skulle af uransagelige grunde med djævelens vold og magt med ind i ”familien”, som Anders Fogh Rasmussen udtrykte det. Vorherrebevares for en familie.

 

Ulandsbistanden skulle bringe disse lande i overensstemmelse med de krav, der stilles for at kunne blive medlem. En noget omvendt måde at blive medlem af en klub på.

 

Milliarderne synes imidlertid ikke at være blevet anvendt til at skabe bedre sociale forhold og arbejdspladser i de tilbagestående, ludfattige østlige EU-lande. Tværtimod er en meget stor del af den østlige arbejdsstyrke flyttet til vest, fremfor i stedet at have knoklet for at få deres eget land op at stå, efter at de var budt velkommen i elitens klub.

 

Da østlandene opdagede, at EU blandede sig i deres grænselukning under migrantstrømmen og også stillede krav om, at de skulle overtage de migranter, som Tyskland og Sverige alligevel ikke havde plads til ved festbordet, kølnedes kærligheden til projektet. Når det om sikkert ikke så længe går op for østlandene, at de blot har udskiftet én totalitær magt med en anden, vil man også herfra høre højlydte protester.

 

En stærkt overvurderet succes

For det danske velfærdssamfund har successen ved Arbejdsmarkedets fri bevægelighed været stærkt overvurderet.

 

Den fri bevægelighed for vandrende arbejdere og Schengen hænger uløseligt sammen. Uden Schengen, ingen fri bevægelighed, synes opfattelsen at være. Det har dog været muligt tidligere uden nævneværdigt bureaukrati at lade EU-landes borgere søge arbejde i et hvilket som helst EU-land. Arbejdstilladelse blev givet, når arbejdsgiveren havde skrevet under på, at arbejdstageren fik overenskomstmæssig løn. Altså ingen mulighed for social dumping.

 

Danskerne kunne have sagt nej til Schengen, hvis de altså havde fået chancen. Men den risiko turde vore politikere ikke løbe. Ganske vist var der mange, der – mod al erfaring før Schengen – var overbevist om, at de ville komme til at vente i t-i-m-e-v-i-s for at komme over grænsen. De ville sammen med de EU-begejstrede (måske én og samme flok) med garanti have stemt for. Men risikoen var, at størstedelen af befolkningen forudså faren ved at have pivåbne grænser. En fare, der så rigeligt har vist sig at være en realitet.

 

Europas Forenede Stater

Vi husker vist alle de krumme agurker, hvis krumhed var en splint i øjet på EU og derfor måtte afskaffes.

 

En petitesse kan man synes, men siden har det vist sig, at petitesser er eurokraternes spidskompetance.  Intet er for småt eller ligegyldigt til at overlade til landene selv at bestemme om.

 

Så derfor har Bruxelles raget magt til sig i årenes løb og har i takt hermed indskrænket landenes suverænitet. Eurokraterne har nægtet at se i øjnene, at selv om EU-landene er medlem af EU, er de samtidig nationalstater, der ikke ønsker at ofre deres suverænitet.

 

Men her hjælper ingen kære mor. Hvis en befolkning slår sig for meget i tøjret, træder EU-domstolen til for at få ordenen genoprettet. Her må man give Malene Wind ret: EU-landenes egne politikerne klapper hælene sammen og står ret.

 

For at befæste sin magt fandt Bruxelles i 2009 på, at EU skulle have både en udenrigsminister og en rådspræsident. Og som glasuren på lagkagen måtte man også have en parlamentspræsident. Se så, nu var man en rigtig stat og havde 28 regioner at bestemme over.

 

I 2014 kom Federica Mogherini og Donald Tusk til fadet som henholdsvis udenrigsminister og rådspræsident. Især Mogherini har gjort sig bemærket som betonkommunist, en pinlig tårevædet optræden på TV og en fortælling om islams historiske tilhørsforhold til Europa.

 

Det sidste kan Spanien og Wien tale med om – i særdeles negative vendinger.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…