Den mellemitalienske region, Emilia-Romagna, er berømt for tre ting: Racerbilen Ferrari, overdådige Parma-skinker og vincooperativer, der for flertallets vedkommende har og haft lederskab af kommunistiske fagforeninger, som på god kapitalistisk vis har tjent millioner og atter millioner på fremstilling af rød boblende Lambrusco – Italiens svar på USA’s Coca-Cola.
Vinområdet er placeret ved i og omkring byen Modena midt i Po-flodens forløb syd for Milano og ud mod Adriaterhavet, og med flodens mange oversvømmelser er der på sletten lagt det ene lerlag oven på det andet i årtusinder. Sådanne omgivelser er ikke de mest fordelagtigste for vindyrkning, men da Herrens veje er uransalige, så lykkes det år efter år vinbønderne fratvinge vinstokkene mere end 600.000 hektoliter most.
7 gode kloner
Der er omkring 60 forskellige Lambrusco-kloner, men syv af dem skiller sig ud, og uden at ville fornærme nogen af dem ret meget, så ser den kvalitetsmæssige rækkefølge – forbehold tages for individuelle smag – således ud:
1. Lambrusco di Sorbara
2. Lambrusco Grasparossa
3. Lambrusco Salamino
4. Lambrusco Marani
5. Lambrusco Maestri
6. Lambrusco Monterrico
7. Lambrusco Ancellotto.
Carlos festival
Deres fælles træk er rød farve, livlige, flygtige bobler, violagtig eller frugtig duft, behagelig syre og lav alkoholprocent. Det gør dem til absolut anbefalelsesværdige sammen med grillet svinekød og fed lasagne, således som det serveres, når den invasive, italienskfødte vinhandler Carlo Merolli, Virum, i mere end 40 år har holdt sin årlige Lambrusco Festival hos Restaurant Vela på Strandvejen i Klampenborg.
På festivalen er der repræsentanter for Lambruscoens fem voksesteder i Sorbara, Reggiano (Parma), Castelvetro, Mantovano og Salamino di Santa Croce, og de præsenteres i både i secco (tør), amabile (halvtør) og dolce (sød).
Forskellige udgaver
Vinbønderne i Modena, Emilia-Romagna og Parma laver deres Lambrusco på forskelligt sæt. Lambrusco di Sorbara fremstilles udelukkende i Modena provinsen og er enten 100 Sorbara-klon eller blandet med op til 40 % Salamino. Farven tenderer mod rosé, og duften i glasset er violagtig.
Lambrusco Grasparossa di Castelvetro og Lambrusco Salamino de Santa Croce hører til Modena-familien. Begge er rubinrøde og har violet kant. Bruset lægger sig hurtigt, og sådan skal det være, siger folk på stedet. Lambrusco Grasparossa skal indeholde mindst 85 % af Grasparossa-klonen, mens Salamino di Santa Croce skal være lavet på mindst 90 % Salamino-klon.
Lambrusco fra Reggiano i Reggio Emilia kan indeholde alle de ovennævnte 7 kloner, bortset fra Grasparossa. I glasset er denne drue blanding dybrød og udsender en flot duft af mørke stenfrugter.
Lambrusco fra Parma skal indeholde mindst 85 % af klonen Maestri, og den udfolder sig med en flot duft af violer og et mørkt skum af perler.
Boblerne
Og hvor kommer boblerne så fra? Kun få kældermestre bruger den oprindelige metode, hvor den gærende vin gik i stå i de kolde vintermåneder og vågnede til live igen til foråret. Dette tidsrum mellem vinter og vår benyttede man så til at fylde den sovende vin på flasker, og så videreudviklede vinen sig i flasken.
Nu benytter producenterne sig af den såkaldte Charmat Metode. Her anbringes basisvinen i en lukket beholder (også kaldet en autoklave) sammen med gær, og så kommer boblerne helt af sig selv. Keine Hexerei nur Behändigkeit, og i forhold til Champagnes 5 atmosfærers tryk i flasken, så holdes det nede på en tredjedel i Lambrusco.
