En stor gruppe flygtninge demonstrerede i sidste uge i Hadsten i Faurskov kommune. De er stærkt utilfredse med, at de ikke kan holde ferie, mens de er på integrationsydelse.
For et år siden demonstrerede en stor del af den samme gruppe syriske mænd foran rådhuset i Aarhus, dengang var de på barrikaderne i protest over, at blive sat ned på integrationsydelse, der svarer til SU.
Syrere demonstrerer i Aarhus 2015 mod integrationsydelsen, bla. under parolen: “Danmark aldrig har vi set dig så selvisk og ensom”.
Nu har DR besøgt en af de utilfredse syrere. Han hedder Abdallah Hamo og bor i Hinnerup med sin kone og to børn. Hamo har været i Danmark i tre år og han har gået i sprogskole og været i praktik som farmaceut. Han har netop fået godkendt sin uddannelse fra Syrien. Hamo siger til DR:
-Jeg syntes, at det er uretfærdigt, at man ikke kan holde ferie som alle andre.
-I andre europæiske lande har alle andre flygtninge ret til at holde ferie.
-Alle mennesker har ret til at holde ferie – især dem der har familie og børn. Fordi alle børn har ret til at holde ferie med deres forældre.
-Når forældrene er på sprogskole eller i praktik, skal børnene blive på skolen, SFO eller i klubben.
-Jeg syntes det er usundt.
DR har interviewet Hamo i hans hjem i Hinnerup nord for Aarhus.
Som det fremgår af videoen har Hamo og hans familie en topmoderne lejlighed, og den er udstyret med indbo. Der er fladskærm på væggen og lamelgardiner foran vinduerne.
Det er naturligvis glimrende, at flygtninge bliver taget godt imod. Og det bliver de. Efter kort tid kan de fremvise et hjem, som de fleste unge danskere må vente et pænt stykke tid for at få råd til, med mindre de da optager et forbrugslån.
Men intet tyder på, at familien Hamo selv har betalt deres bolig. De har fået det hele forærende af de danske skatteborgere. Det synes Abdallah Hamo at tage for givet.
Skatteborgerne har indtil videre forsørget familien i tre år samt betalt for, at børn som voksne kan blive undervist og uddannet.
Men det er altså ikke godt nok. Hamo og mange andre syrere vil også have ret til betalt ferie, selvom han ikke har bidraget til det danske samfund.
Det er usundt for børnene
Abdallah Hamo mener, det er usundt, at familien ikke kan holde ferie sammen. Han mener, at det især vil gå ud over børnene.
”Næsten alle andre børn holder ferie, så det bliver en trist sommer for dem. Når skolen starter igen i august vil lærerne spørge: Hvad har du lavet? Så vil de andre børn fortælle, at de har været på ferie. Det har vores børn ikke. Det er svært for os at forklare dem, at vi ikke kommer til at holde ferie sammen – for de forstår ikke politik,” siger Abdallah Hamo. (DR)
Det er muligt, at Hamos børn ikke forstår politik. Men han kunne forklare dem, at mor og far er nødt til at hænge i med skole og praktik, for at komme godt i gang i Danmark og hurtigst muligt blive i stand til at forsørge sig selv.
Han kunne også forklare dem, at de som flygtninge har al mulig grund til at føle taknemmelighed over at finde beskyttelse og forsørgelse i Danmark.
Og han kunne forklare dem, at danskerne ofrer mange penge på at modtage flygtninge.
I stedet opmuntrer han dem til at kræve mere.
Pasning i sommerferien
Nogle forældre har for vane at sætte børnene i institution, mens de selv holder ferie. Det er ikke tilfældet for familien Hamo og godt det samme, for det er uacceptabelt.
Imidlertid er det helt skævt at påstå, at det er usundt for børnene at være i SFO´en eller klubben sommeren over. Der sker nemlig rigtig mange sjove ting i ferien i langt de fleste institutioner.
Og det er ofte også sådan, at personalenormeringen er meget bedre end resten af året. Det er den, fordi mange holder børnene hjemme, selv om de faktisk er meldt til i ugerne op til ferien.
Enhver pædagog vil kunne nikke genkendende til, at man i visse uger sidder 5 voksne til 7 børn eller færre, fordi der på papiret skulle være kommet mange flere børn.
Så nej, det er ikke synd for Hamos børn, tværtimod får de chancen for at blive kultur-forkælet og komme med på ture, som der ellers ikke er normering til.
Alle andre flygtninge i Europa har ret til ferie
Abdallah Hamo siger, at alle andre flygtninge i Europa har ret til at holde ferie på værtslandets regning.
Det kan undre, at DR’s journalister videregiver denne påstand uden at undersøge den.
Hamo er naturligvis i sin gode ret til at holde ferie, men hvis han gør det, skal han selv betale. Det vil han åbenbart ikke.
Man kunne forestille sig, at Hamo som kommende farmaceut kunne tale med banken om et mindre lån, så han kan klare at miste et par ugers integrationsydelse.
Den mulighed kommer han slet ikke ind på. Han nøjes med at kræve.