På Christiansborg er der netop indgået en politisk aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren med 500 mio. kr. i 2020.
Aftalen indebærer, at hvile-i-sig-selv princippet opretholdes, men fjernvarmeselskaberne skal i fremtiden overholde visse omkostningsrammer, de skal benchmarke i forhold til de mest effektive selskaber og de skal opfylde visse effektiviseringskrav.
En aftale med de centrale værker, skal sikre, at de effektiviserer for 115 mio. kr. i 2020. De øvrige selskaber skal herefter effektivisere for 385 mio. kr. i 2020, for at målet om effektiviseringer på 500 mio. kr. i 2020 kan nås.
Små selskaber, der leverer mindre end 50 TJ fjernvarme, undtages fra den nye regulering. Det samme gør industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til fjernvarme, samt selskaber der leverer biogas og andre brændbare gasarter til fjernvarmeselskaberne.
Forhistorien
Forud for den politiske aftale havde Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet iværksat et større udvalgsarbejde, som lagde op til, at frem mod 2020 skulle fjernvarmesektoren levere besparelser for en halv milliard kroner om året.
Dansk Industri og flere liberale politikere har forud for den politiske aftale agiteret for mere fundamentale ændringer i fjernvarmesektoren. Det har været foreslået, at ophæve hvile-i-sig-selv princippet og gøre afkastmulighederne for eksterne investorer mere attraktive.
Med aftalen bekræfter et politisk flertal, at offentlige regulering af forsyningssektoren har til formål at understøtte Danmarks overordnede energipolitiske målsætninger samt beskytte forbrugerne og sikre, at aktørerne følger reglerne. De kommunalt og andelsejede selskaber i fjernvarmeforsyningen er ikke udsat for konkurrence – de er lokale monopolvirksomheder, der fortsat skal reguleres efter hvile-i-sig-selv princippet. Varmeprisen er lovbestemt som summen af de nødvendige omkostninger, og selv brændselsvalget bestemmes af staten.
Billigere fjernvarme?
De 63 pct. af alle danske husstande svarende til ca. 1,8 mio. danske husstande, der i dag har fjernvarme skal imidlertid ikke forvente lavere varmepriser.
På trods af alle politiske aftaler og rimelig tæt regulering er det en kendsgerning, at fjernvarmesektoren er karakteriseret ved svingende effektivitet og alt for store forskelle i fjernvarmepriser.
Energitilsynet offentliggør tre gange årligt en statistik over fjernvarmepriser. Statistikken indeholder priser for hver enkelt af de ca. 430 varmeforsyninger, der indberetter til Energitilsynet og leverer fjernvarme til husstande.
Energitilsynets seneste varmeprisstatistik omfatter priser pr. august 2015.
Den gennemsnitlige årlige varmeregning udgør 14.872 kr. for et hus på 130 m2. Statistikken afslører samtidig, at der er uacceptable forskelle i varmepriserne, og det betyder, at nogle boligejere betaler alt for meget for varmen.
Dyreste og billigste fjernvarme
Forskellene i fjervarmepriser ud over landet er oprørende. Landets dyreste fjernvarme kommer fra Annebjergparken i Nykøbing Sjælland, der opkræver en varmeregning på 31.792 kr. for et hus på 130 m2. Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning, Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk og Odsherred Varmeværk i Trundholm følger godt med i den meget dyre ende.
Svendborg Fjernvarme leverer med en regning på 5.298 kr. for et hus på 130 m2 landets billigste fjernvarme fulgt af Hillerød Varme i Gørløse, Vissenbjerg Fjernvarme og Svendborg Fjernvarme.
Årsagerne til de store forskelle i driftsledelse, at nogle værker har svært ved at udnytte de størrelsesøkonomiske fordele, brændselsvalget, dårlig driftsledelse og samtidig er der også en række andre grunde til den store variation i værkernes effektivitet.
Udsigt til dyrere fjernvarme
Den politiske aftale vil ikke nødvendigvis resultere i billigere fjernvarme. Tvært imod er der udsigt til en stigning i varmepriserne på 2,5 mia. kr., når det særlige grundbeløb ved udgangen af 2018 bortfalder. Grundbeløbet gives til de danske decentrale kraftvarmeværker, som fortrinsvis anvender naturgas. Grundbeløbet har blandt andet fungeret som en kompensation for bindingen til naturgas som brændsel samt en slags forsikring mod høje varmepriser, da elmarkedet blev liberaliseret.
De værker, som har udsigt til de største varmeprisstigninger, kan se frem til et besøg af det såkaldte varmepumperejsehold fra Energistyrelsen. Værkerne kan på den måde hurtigt få afklaret, om store varmepumper kan bidrage til at sikre rimelige varmepriser.
De centrale energimyndigheder har der udover ikke megen trøst til fjernvarmekunderne. De må ligesom alle andre afvente nærmere analyser af fjernvarmens rammevilkår, herunder afgifts- og tilskudsanalysen, som gang på gang er blevet udskudt, men som nu forventes at foreligge senere på året.
Liberalisering af forsyningssektoren?
Investeringsfonde, pensionsselskaber og andre formueforvaltere har tilkendegivet betydelig interesse for de potentielle indtjeningsmuligheder, der ligger i de kommunalt og andelsejede forsyningsselskaber. Fondene ser angiveligt gerne, at et påstået potentiale for effektiviseringer bliver realiseret, og ”at sektoren og de kompetencer, den indeholder, kommer mere i spil i erhvervsudviklingen”. Liberalisering af sektoren og ophævelse af hvile-i-sig selv-princippet ville betyde, at rationaliserings- og effektiviseringsgevinster ville tilfalde ejerne/investorerne, der hermed vil få mulighed for at opnå en ”fornuftig indtjening” af investeringer i sektoren.
Nu er det jo ikke sådan, at virksomhederne i fjernvarmesektoren overhovedet har vanskeligheder med at få finansieret nødvendige investeringer på absolut attraktive betingelser i det normale lånemarked. Forbrugerne får således under den nuværende regulering både glæde af de attraktive finansieringsbetingelser og de effektiviseringer, der eventuelt følger af investeringerne.
Den politiske aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren er et forsøg på at ”holde næsen på slibestenen” således at fjernvarmeværkerne får incitamenter til at levere flest mulige effektiviseringer og besparelser til fordel for kunderne. Om det vil virke, kan kun tiden vise.
Bør vi da ikke hellere tilstræbe en forsyningssektor baseret på markedsøkonomiske principper?
I den ideale verden giver privatiseringer og liberaliseringer god mening som led i øget konkurrence på et frit marked. Problemet er, at de danske markeder for strøm, varme, vand og affald ikke er frie konkurrence-markeder.
Politiske flertal insisterer på, at forsyningssektoren skal understøtte flertallets politiske målsætninger. I øjeblikket er der fokus på klima og den grønne omstilling, men for få år siden var flertallets politik domineret af ønsket om energiuafhængighed, oliefortrængning og understøttelse af den danske naturgas. Og hvem kender de kæpheste, der skal forfølges i morgen?
Så længe det er sådan, og det politiske flertal er indstillet på at fortsætte med den centrale detailstyring ud i alle hjørner af forsyningssektoren, giver privatiseringer og liberaliseringer ingen mening.
Hvis sektoren liberaliseres uden ændringer i de politiske rammevilkår, ville el-, vand-, fjernvarme- og naturgaskunderne igen få lov at betale, mens ejerne kunne høste alle fordele.
Der mindes om, at danske skatteborgere allerede i dag med verdens højeste skatter, energipriser og vandpriser betaler en høj regning for ambitionen om, at Danmark skal være et grønt foregangsland.
