***** 5 stjerner ud af 6
The Beatles er en af de mest indflydelsesrige musikgrupper i verdenshistorien. De fire ’beatler’ John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr indgik i en lykkelig konstellation, hvor hver enkelt bød ind med sine særlige talenter. En unik cocktail skulle det vise sig.
Gruppens vigtigste sangskrivere var Lennon og McCartney, og de skrev sammen og hver for sig en række sange, der drønede ind på hitlisternes førsteplads. En førsteplads, de den ene gang efter den anden holdt uge ud og uge ind.
Nu har instruktøren Ron Howard lavet en dokumentarfilm om, hvordan The Beatles så dagens lys – lanceret under overskriften: Den ukendte historie om bandet alle kender.
Hvordan begyndte rejsen mod verdensberømmelse?
The Beatles blev dannet marts 1960, og selv om gruppen havde succes på deres hjemby Liverpools spillesteder, besluttede de sig for at prøve lykken i Hamborg. Også for at tjene flere penge.
Herfra begyndte det at gå stærkt for de unge mænd med arbejderklasse- og lavere middelklassebaggrund. En del af forklaringen hedder Brian Epstein, den nye manager. Han kunne se deres potentialer (star quality) og fik skabt et image til dem, der også kom til at omfatte den famøse Beatles-frisure.
Dokumentarfilmen er blevet døbt “Eight Days a Week – the Touring Years”, og den titel er særdeles passende. Efter at The Beatles den 9. februar 1964 optrådte i “Ed Sullivan Show” for 73 millioner seere, nærmest eksploderede deres popularitet og berømmelse. De næste tre år gennemførte de en kontinuerlig, verdensomspændende turné, hvor de over den ganske klode blev mødt af tusindvis af skrigende og begejstrede fans. Såvel på scenen som udenfor. På et tidspunkt blev det nødvendigt at henlægge deres koncerter til store stadions for at få plads til det stadigt voksende publikum.
At de fire beatler til sidst kørte træt i racet kan ikke undre. Til alt held skiltes deres veje ikke på dette tidspunkt. Deres musikalske begavelser blev i stedet omsat i eksperimenterende studiealbums, og selv om – eller måske netop fordi – der var nye strenge i lyd- og tekstbilledet, opnåede The Beatles den ene salgssucces efter den anden.
Det særlige ved filmen
Hvad der gør dokumentarfilmen rigtigt interessant er, at en række sjældent eller aldrig før sete klip med gruppen afdækker John, Paul, George og Ringos personligheder, og hvordan de hver især oplever og reagerer på al hysteriet og virakken.
Materialet stammer fra private arkiver, fra fraklip fra studieoptagelser og private 8 mm optagelser fra fans. Endvidere har instruktøren forsøgt at genskabe 12 live-optrædener. Der er således tale om en collage, der ikke bare tager biografgængeren med til koncerter og pressekonferencer, men ind i privaten: Bag scenen, på hotelværelser og med på farten i fly og bil.
En film for alle musikelskere
For denne anmelder var filmen en nostalgisk tur ’down Memory Lane’. Jeg var teenager, da The Beatles var på højden, og har danset og sunget år ud og år ind til bandets utallige ørehængere og ofte geniale sangtekster.
Men også for dagens unge og yngre har denne film noget at byde på, hvis man er musikelsker. Ud over den fabelagtige musik – der heldigvis optager rigtigt meget plads – portrætterer filmen fire unge drenge, der skal finde ud af at håndtere en helt vanvittig idoldyrkelse. Det er rørende at se, hvordan de tager sig af hinanden, og hvor renhjertede de fremtræder. For ikke at tale om høflige!
Hvad der tilbage i 1960’erne vakte skandale og forargelse, viser sig paradoksalt nok i et historisk perspektiv anno 2016 at fremstå som ’uskyldens år’.
Længde: 2 timer 17 minutter.
- Instruktør: Ron Howard
- Premieredato: Torsdag d. 29. september
- Censur: Tilladt for alle