Overalt i Europa er der nu områder, hvor almindelige mennesker ikke kan regne med at færdes uden problemer

 

Delvise no-go zoner i områder med muslimsk befolkningsflertal er en del af det urbane landskab fra Middelhavet til Baltikum, og alene den franske regering har 751 af dem. Denne ansvarsunddragelse varsler katastrofe og kræver øjeblikkelig ændring.

 

Jeg kalde de slemme dele af Europas byer for delvise no-go zoner, fordi almindelige mennesker i almindeligt tøj på almindelige tidspunkter kan gå ind i dem og forlade dem uden problemer. Men der er tale om no-go zoner i den forstand, at statens repræsentanter – især politiet, men også brandfolk, måleraflæsere, ambulancefolk og socialarbejdere – kun kan gå derind midlertidigt og under talstærk beskyttelse. Følger de ikke denne grundregel (som jeg oplevede det på første hånd i Marseille), vil de sandsynligvis blive omringet, hånet, truet og endda angrebet.

 

Sådan behøver det ikke at være. Værtssamfundene kan sige nej til fattige, kriminalitetsplagede, voldelige og oprørske områder, som skyder op i deres midte. Men hvis regeringerne ikke behøver at give afkald på kontrollen, hvorfor gør de det så? På grund af et glødende og lettere desperat håb om at undgå konfrontation. Den multikulturelle politik tilbyder en illusion om at kunne gå udenom alt, der kan udlægges som “racistisk” eller “islamofobisk.”

 

Denne undvigelse er ikke en mindre vildfarelse, men en beslutning med alvorlige konsekvenser – konsekvenser der går langt dybere end f.eks. ikke at kunne kontrollere en kriminalitetsplaget amerikansk by som East St. Louis. Det skyldes, at de muslimske kvasi-no-go zoner indgår i en langt større politisk sammenhæng med to dimensioner, en vestlig og en islamisk.

 

Vestlig: Konfrontationsundgåelse afspejler en dybt indgroet ambivalens vedrørende værdien af ens egen civilisation og endda selvhad i den hvide race. Den franske intellektuellePascal Bruckner skrev i sin bog fra 2006, La tyrannie de la pénitence (på dansk: Skyldens Tyranni: Et essay om vestlig masochisme), at den venstreorienterede tankegang “kan reduceres til en mekanisk undsigelse af Vesten, som betoner dennes hykleri, vold og vederstyggelighed.” Europæerne udstafferes som “planetens syge mand,” hvis grådighed og falske følelse af overhøjhed er årsagen til hvert eneste problem i den ikke-vestlige verden: “Den hvide mand har sået sorg og ruin overalt på sin vej.”

 

Hvis den dødelige treklang af imperialisme, fascisme og racisme repræsenterer alt, hvad Vesten har at tilbyde, er det ikke så mærkeligt, at indvandrere til Europa, herunder islamister, behandles som højerestående væsener, som man skylder sin næsegruse underkastelse. De udnytter dette ved at opføre sig dårligt – narkohandlere styrer sagerne, en bande voldtager 1.400 børn over en periode på 16 år, man fremelsker voldelige ideologier – næsten ustraffet, fordi europæerne trods alt kun har sig selv at bebrejde.

 

Muslimsk: Delvise no-go zoner er også en følge af en islamisk forkærlighed for udelukkelse og dominans. Mekka og Medina udgør de officielle, suveræne og evige zoner, hvor kun muslimer har adgang. Gennem næsten 1400 år har disse to arabiske byer været formelt forbudte områder for kafir, som træder ind på eget ansvar; en levende litteratur om ikke-muslimer, som er trængt ind på deres hellige enemærker og har overlevet, så de kunne fortælle historien, strækker sig flere århundreder tilbage ogfortsætter den dag i dag.

 

Der findes også andre islamiske no-go zoner. Før de mistede magten i 1887, insisterede de muslimske herskere i Harar, Somalia, gennem århundreder på (med en britisk officers ord) “udelukkelse af rejsende, der ikke var af den muslimske tro.” I samme ånd hyler kvinder iført hijab op over for ikke-muslimske besøgende på Tempelbjerget i Jerusalem for at få disse til at føle sig uvelkomne og holde sig væk. I Vesten er lovligeenklaver kun for muslimer ét udtryk for denne stræben efter muslimsk autonomi og suverænitet; den amerikanske organisation Muslims of America, med sine omkring 15 no-go områder vrimlende fulde af våben og fjendskab på privatejet jord spredt ud over USA, er et andet.

 

Et skilt som forbyder ikke-muslimer adgang til Mekka.

 

Læs også
Fire fingre i vejret signalerer, hvor alvorlig en situation masseindvandringen har bragt os i

Til forskel fra steder som East St. Louis har delvise no-go zoner i muslimsk dominerede områder en dybt politisk og højst ambitiøs karakter. Det er faktisk ikke urealistisk at forestille sig dem forvandle sig tilmuslimske autonome zoner, som anvender islamisk lov og udfordrer myndighederne. Denne blanding af svage europæiske regeringer og en stærk islamisk stræben efter magt peger på en fremtid præget af uro, krise, sammenbrud og endda borgerkrig.

 

Nogle mener, at det allerede er for sent at undgå denne skæbne. Jeg er uenig heri, men hvis katastrofen skal undgås, skal opgaven med at demontere alle delvise no-go zoner påbegyndes snart og udføres med hurtig beslutsomhed baseret i en fornyet følelse af selvværd. To universelle principper bør vejlede de europæiske regeringer: opnåelse af monopol på magtanvendelse og benyttelse af de samme lovregler over for alle borgere.

 

Fred på Europas hjemmebane og måske også i andre regioner, omfattende Australien, New Zealand, Canada og USA, kræver intet mindre end dette.

 

29. dec. 2015 tilføjelse: Denne analyse bygger på min førstehåndsberetning offentliggjort under titlen “Muslim ‘No-go Zones’ in Europe?” i Daily Caller den 2. dec. 2015.

 

Artiklen er oprindeligt udkommet på engelsk og den er oversat til dansk af Mette Thomsen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…