Nu er regeringen igen i gang med kostbare lapperier i stedet for at tage fat om ondets rod.
Der skal nu afsættes 250 millioner kroner til bekæmpelse af radikalisering, religiøs tvang, social kontrol og andre spændende ting i de muslimske parallelsamfund, hvor der bor personer, som politikerne har importeret fra fjerne egne.
Denne gang er der hele 23 punkter, der altså skal gøre op med muslimsk radikalisering. Det kan undre, at nogen tror på, at det, som skiftende regeringer igennem ca. 30 år forgæves har forsøgt, hjælper denne gang.
Alle landets skatteydere er med til at betale for alle de fejlslagne foranstaltninger, som kun et fåtal i befolkningen har været enig i.
Ghettoer
Vel vidende, at 250 millioner kroner forslår som en skrædder i helvede, har regeringen endvidere godkendt, at Landsbyggefonden afsætter 220 millioner kroner til mere tryghed i Vollsmose.
Vollsmose er ellers allerede forgyldt. Fra 2008 til 2012 blev der postet knapt 60 millioner kroner i en social og forebyggende indsats. Da det ingen forskel gjorde, blev der fra 2012 til 2016 afsat endnu 40 millioner kroner. Og nu er der altså postet yderligere et beløb på 220 millioner kroner i et aldeles håbløst projekt. Nogle af pengene skal gå til stisystemer, som næppe ret mange alligevel tør gå ad, hvis de ønsker at slippe fra gåturen med liv og helbred intakt.
Ghettoerne i Gellerup i Århus og Mjølnerparken i København kan skam også godt være med, når det gælder om at få foræret “kvarterløft” til millioner af skatteborgernes penge. Mon ikke der også er blevet penge til mange andre ghettoer, som vi har så rigeligt af i Danmark? De værste ses her.
Landsbyggefondens indtægter stammer fra boligforeninger i den almene sektor. Så man kan jo sige, at en del af de penge, som parallelsamfundene har betalt via deres husleje, kommer dem selv til gode. Men alle, der bor i den almene sektor, er tvunget til at bidrage.
Radikalisering
Radikalisering defineres af regeringen – og partierne i det hele taget – som påvirkning af personer, der af imamer, bandemedlemmer, islamistiske grupper, en ven, bekendt eller skolekammerat overtales til at komme ind i folden af hard-core kriminelle, som måske har til formål at udøve terror, måske omstyrte demokratiet, måske rejse ud og myrde, voldtage og lemlæste i deres guds navn.
Men radikalisering er meget, meget mere. Det er også de små dryp, der sker hver dag, og som især bemærkes af dem, der berøres mere eller mindre direkte af det.
Hverdagsradikaliseringen er, når der oprettes no-go zoner for urbefolkningen, når der stilles uendelige krav om f.eks. bederum og tvungen halalkød for alle, kønsopdeling i svømmehaller og til forældremøder, uhyggelige og offentlige fremmedartede religiøse optog, muslimske halalfester på Christiansborg, forsøg på afskaffelse af vores højtider. Listen er uendelig lang, og for hver imødekommelse står nye krav i kø.
Dertil kommer retssystemets ubegribelig langmodighed og mildhed over for næsten daglige skyderier på offentlig vej, tyverier, røverier, overfald på sagesløse mennesker, angreb på skadestuer, ambulancefolk og politi.
Nytteløse foranstaltninger
Heller ikke denne gang vil nogen som helst foranstaltninger om afskaffelse eller blot minimering af radikalisering hjælpe det mindste. Det er blot symbolpolitik, der skal berolige en befolkning, der nærmer sig bristepunktet.
Politikerne – hvad enten de er kommunal- eller folketingspolitikere – har postet millioner og atter millioner i det bundløse kar med etiketten: Integration. Er politikerne virkelig de eneste i dette land, der ikke ved, at integration sker ved et indre ønske? Hvordan kan de (stadig) tro, at integration er noget, man kan påtvinge personer, der langt hellere ville bo i deres egne lande, hvis det ikke lige var for det økonomiske aspekt, der i øvrigt påhviler den arbejdende del af befolkningen at skaffe.
Migranterne kan vælge at bo i deres eget land ofte med risiko for at dø af sult og sygdomme og ligge i konstant krig med alle, men dog glæde sig over deres eget lands kultur, sædvaner, traditioner og gudgiven lov, eller de kan vælge at slå sig ned på den nordlige halvkugle med det gode liv uden økonomiske bekymringer og så arbejde for at få indført deres eget lands kultur, sædvaner, traditioner og gudgiven lov. Og det må man indrømme dem, at de er lykkedes fint med, for nej er et ukendt ord i de europæiske lande.
Tag fat om ondets rod
Der er kun én måde, hvorpå vi har en chance for at få ”det Danmark vi kendte” tilbage. Nemlig ved at fjerne alle fra landet, som skader befolkningen økonomisk, socialt og kulturelt og så hamre porten i. Fort Danmark? Fort Europa? Som godhedssegmentet vrængende kalder det. Ja, netop. Et fort skal beskytte en given befolkning og forhindre alle, der er skadelige for de mennesker, der har opbygget landet, i at komme ind.
Ingen, der ikke ønsker at internalisere de værdisæt, der karakteriserer landene i Europa, har noget at gøre i denne del af verden.
