Pensioneret dommer skriver erindringer fra sin barndom i Sønderjylland

Wikimedia

Den 83-årige tidligere dommer ved Tårnby ret Ditlev Nielsen har skrevet sine erindringer fra barndomstiden og den tidlige ungdom i Sønderjylland. Hertil er knyttet erindringer fra perioden 1966-76, hvor han gjorde tjeneste som retsassessor i Haderslev (heraf undertitlen). Det stilles i udsigt, at der kommer en fortsættelse.

 

Ditlev Nielsen har virket i 42 år i domstolenes tjeneste, bl. a. som byretsdommer i Århus, Sønderborg og Tårnby. Efter pensionering som 68-årig i 2001 har han indtil 2015 virket som selvstændig advokat. Han driver nu en juridisk rådgivningsvirksomhed med naboretlige sager som speciale.

 

Der er efterhånden ikke så mange tilbage som har oplevet 30érne, 9. april 1940, besættelsen, og befrielsen. Ditlev Nielsen har en god hukommelse og beretter om, hvordan denne tid oplevedes af et barn. Forholdene i Sønderjylland var på denne tid på grund af det tyske mindretals tilstedeværelse ret forskellige fra forholdene i kongeriget. Det fortælles således om, hvorledes lærere og elever i landsbyens private tyske skole den 9. april 1940 hilste kolonnerne af tyske tropper velkommen med nazihilsen og blomster.

 

Livet på landet og forholdet mellem dansk og tysk beskrives, og forekommer i dag som hørende til en hel anden tidsalder. Landsbyskolen og 7 år på Sønderborg Statsskole (1944-51), hvor forfatterens trivsel tilsyneladende ikke var i top, omtales udførlig, og datidens skolevæsen får så hatten passer.

 

Bogen er letlæselig med et godt billedmateriale, og iagttagelserne er vel beskrevet med megen lune i et klart sprog.

 

For de mange som interesserer sig for tiden for 70-75 år siden og for erindringslitteratur i al almindelighed kan bogen anbefales, og den er en oplagt gaveide til den ældre generation i familien.

 

Bogudgivelse: Ditlev Nielsen: Som jeg så det – sønderjyske erindringer.

127 sider, illustreret, kr. 160.

 

Bodil Hjerrild Lektor emer., dr. phil.

Del på Facebook