Flaskepost fra P: En thriller med huller

** 2 stjerner ud af 6.

Så er tredje film i Jussi Adler-Olsens bestseller-serie om Afdeling Q på biograflærredet. De to første film ”Kvinden i buret” og ”Fasandræberne” blev begge store biografsucceser. Den status skal den nyeste ”Flaskepost fra P” også nok opnå, selv om den kun til dels har fortjent det.

For de læsere, der først måtte stå på Jussi Adler-Olsen-vognen nu: Filmen er den tredje af fire gyserfilm om uopklarede kriminalsager i Afdeling Q med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne som henholdsvis Carl Mørck og hans assistent Assad.

En flaskepost dukker op
Handlingen er kort fortalt: En 8 år gammel flaskepost bliver indleveret på Københavns Politigård. Skriften i det flossede dokument er næsten umulig at tyde, men assisteret af moderne teknikker og Assads skarpe hjerne lykkes det politifolkene at få afkodet indholdet: Et råb om hjælp fra en dreng i fangenskab.

En parallel historie udspiller sig i et landsbysamfund i en religiøs menighed i Danmark. Hovedskikkelser er Elias og Rakel samt deres to børnene Samuel og Magdalena. Søskendeparret forsvinder pludseligt, og det står ret hurtigt klart for Afdeling Q, at deres forsvinden har tråde til flaskepost-sagen.

Carl Mørck og Assad opsøger Elias og Rakel og forsøger at få det i første omgang modvillige par til at samarbejde med politiet. Da sandheden gradvist kommer for en dag – Samuel og Magdalene er ikke som påstået hos deres faster i Sverige – viser afsløringen, at kidnapningen af søskendeparret ikke er en enlig svale. Tværtimod har der fundet adskillige bortførelser og barnemord sted – de er bare aldrig blevet anmeldt. Pilen peger på en bortfører, der opererer med den djævelske strategi, at han bortfører to børn fra en meget religiøs familie, dræber det ene barn og kræver en stor løsesum for det andet. Selvfølgelig har forældrene forbud mod at henvende sig til politiet.

Plusser og minusser
Filmens indledningssekvens er fremragende og i det hele taget tommelen op til såvel kameraføring som klipning, der i det store og hele bidrager effektfuldt til at holde tempoet oppe og skabe den suspense, som thrillere lever af. Samtlige roller i såvel hoved- som bifigurer bliver også spillet af skuespillere, der dygtigt dækker deres person ind. Dog virker Rose-assistent-rollen noget skæv, selv om Johanne Louise Schmidt forsvarer figuren bravt.

Når det alligevel kun kan blive til to stjerner, er det fordi plottet ikke holder. Der er alt for mange huller i intrigen og en stribe utroværdige scener. Især slutningen står ikke for et realitets-tjek. Også samtalerne imellem Carl og Assad om gudsforhold, tro og religion bliver aldrig til andet end klichéer.

Instruktøren får ordet

Med denne relativt hårde dom, skal instruktøren Hans Petter Moland have lov til at få det sidste ord (næsten!):

”FLASKEPOST FRA P handler om tro – og manglen på tro. Det er en historie om kollegaer, som aldrig har snakket om, hvad deA mener privat, om religion og livssyn. Pludselig bliver deres private meninger vigtige i en efterforskning. Filmen bevæger sig mellem religiøse og økonomiske klasser. Det bliver en arena for møder mellem mennesker, som lever i parallelle virkeligheder i et moderne europæisk samfund. Om dybt troende og en ny underklasse i udkantsdanmark, overset og ignoreret af resten af samfundet. Og så er det selvfølgelig en underholdende og forfærdeligt spændende neglebider. Moderne genrefilm begrænser ikke, og denne historie giver virkelig plads til at udforske en række fascinerende temaer.”