En mand begav sig ud på en lang biltur fra Italien til Polen. Da han nåede til München, parkerede han bilen inde i bymidten og gik hen for at få lidt at spise.
Da han kom tilbage, var bilen væk.
En avis citerede i første omgang politiet for, at manden måske havde fået lige lovlig meget under vesten i forbindelse med måltidet, så han ikke kunne huske, hvor han havde parkeret.
Men så kom det frem, at bilen var blevet stjålet.
Det var et lidt usædvanligt biltyveri. Bilen var nemlig en ligvogn.
Og det var værre endnu: Inde i ligvognen stod der en kiste. Og i kisten lå der et lig!
Han vil fortryde
Det var en polak, som var død i Italien. Nu skulle han så køres tilbage til Polen af en chauffør, som også var polak. Bilen havde polske nummerplader.
Det kunne være interessant at se biltyvens ansigtsudtryk, når han opdager, at han kører rundt med et lig. Guderne må vide, hvad han vil stille op med det.
Men én ting er ret sikker: Han vil fortryde, at han snuppede den bil.
Men hvad i alverden ville han da også med en ligvogn?
(Münchener Abendzeitung, Süddeutsche Zeitung)