Den største økonomiske ulykke for Danmark og dets borgere i 1900 tallet, var den reelle ophævelse at den berømmede danske realkredit, verdens bedste og billigste.
Oprindeligt var realkreditinstitutterne ejet af låntagerne, havde solidarisk hæftelse, som, sammen med den belånte faste ejendom og en fælles opbygget reservefond, indeholdende ca. 14 milliarder kroner, udgjorde sikkerheden for den cirkulerende obligationsmasse.
Selvejet, og denne geniale sikkerhedsopbygning betød, at bidrag blev opgjort i promiller og ikke i procenter, at bidragssatsen stort set var fast i lånets løbetid, at alle der købte fast ejendom, kunne regne med at få et lån, op til i hvert fald ca. 60 % af købesummen!
På et tidspunkt, fik nogle utroligt snævertsynede / uvidende politikere, uvist af hvilken grund, den ide, at nu skulle realkreditten “privatiseres”, en ide som i dag viser sig at være helt hul i hovedet, og som ikke blot har medført stadigt stigende milliardudgifter til bidrag for landets låntagere, men også en stadig begrænsning i borgernes lånemuligheder.
Der skete nemlig det, at efter nogle år i bankregi, men stadig under daglig ledelse af de “gamle” realkreditfolk, blev det pludselig en dag meddelt, at fra den og den dato, ville kreditvurderinger, før opnåelse af lånetilbud, skulle ske efter bankprincipper, og ikke længere efter de regler, som hidtil havde været gældende for realkreditten.
Realkredittens overgang til bankkredit, var nu en realitet!!. Det var i 1993
Ikke uventet en SR regering, og heller ikke uventet, under den samme finansminister, for hvem det senere lykkedes, at afsætte Københavns Lufthavne, og TDC på stærkt kritiserede vilkår.
Bankkredit ligger milevidt fra de ideer, der lå bag etableringen af det første danske realkreditinstitut i 1797!
Bankfolk er bare opdraget til at tænke anderledes end realkreditfolk, derfor er der heller ikke mange af disse tilbage i sektoren.
Bankfolk skal tjene penge til aktionærerne, derfor er de også gebyrgrippe!
Her havde man erhvervet en helt jomfruelig og uopdyrket sektor, med uanede muligheder for gebyrer, for sektoren havde jo været kørt som næsten non-profit organisationer, med meget lave omkostninger, fordi det var ejerne selv der havde drevet disse institutter, og i venlig konkurrence med hinanden!
Sådan noget “filantropisk pladder” har bankfolk ikke en gnist forstand på, så er det sagt, og beviserne træder tydeligere og tydeligere frem.
En stor gruppe personer i vort land, kan slet ikke opnå lån, uden hensyn til lånegrænser, deres personlige formueforhold, og værdien af deres ejendom.
Ejendomme beliggende i visse områder, kan slet ikke optage et realkreditlån, uanset ejendommens stand og pris, og uanset om ejerne tilbyder at reducere lånegrænsen.
Gebyrerne i visse låntyper andrager i dag 90 % af den samlede årlige ydelse på lånet!
Branchen giver EU skylden, idet EU`s stigende sikkerhedskrav til sektoren, “kræver opbygning af store reserver”, men hvorfor skal alene de nuværende låntagere opbygge disse reserver ? Låntagerne har jo èn gang opbygget en reservefond på 14 milliarder kroner!?
Hvorfor skal sektorens nuværende ejere, ikke selv bidrage til en fordeling af risikoen, indtil en passende reservekapital er opbygget, de får jo hele overskuddet og der sker tilmed udlodning heraf?
Det må også lige indskydes, at mange andre brancher i Danmark, må stille sikkerhed for at drive virksomhed. Det drejer sig bl.a. om Advokater, Revisorer, Ejendomsmæglere, Ingeniører, og disse grupper kan naturligvis ikke bede deres kunder om at stille sikkerheden for sig, det må de selv sørge for, FØR de starter op!
Som man kan se af ovenstående, så kan man sige meget om danske politikere, men at forudse, om resultatet af deres handlinger, på længere sigt, er til gavn for befolkningen, mestres kun af en meget lille del, som ofte har meget svært ved at komme til orde.
Havde man bibeholdt reservefondene, som en fælles buffer for de “nye” kreditforeninger, havde man med et slag kunnet opfylde sikkerhedskravene, og tilmed løst problemet med de manglende lånemuligheder i yderområderne, men så havde selvfølgelig ikke været en begrundelse for opkrævning af stadigt stigende gebyrer!
I stedet blev reservefondspengene, det var altså ca. 14 milliarder, overført til en fonden Real Dania, “til almennyttige formål”, og bliver i dag bl.a. brugt til oprettelse af gamle slotshaver, i stedet for at medvirke til sit egentlige formål, sikkerhed for lige lånemuligheder for alle danske borgere, uanset hvor i landet de bor.
PS
Kreditforeningernes oprindelige ejere, låntagerne, fik aldrig en krone, og skal nu tilmed selv, finansiere opbygningen af en ny reservefond, som reelt kommer til at tilhøre private aktionærer!
Gert Sauer
