Efter Trumps valgsejr – nu venter alle på, hvordan han vil føre handels- og udenrigspolitik

Donald Trump på virksomhedsbesøg (You Tube)

KOMMENTAR: Præsidentvalget i USA vil få nogle uventede konsekvenser, når Donald Trump efter en markant og overraskende valgsejr indsættes som den 45. amerikanske præsident den 21. januar 2017.

 

Investorernes reaktioner

Trumps sejr vil ikke blive vel modtaget af finansmarkederne. Allerede på valgaftenen faldt kursen på futures fordi det er usikkert, hvad der nu vil ske – Trump var ikke særlig præcis under valgkampen og opfattelsen er, at han kan finde på hvad som helst.

 

Børshandlere kan være hysteriske kællinger som Lykketoft sagde, men de og andre investorer har brug for faste rammer.

 

Mange investorer trak sig ud af aktiemarkedet allerede før valget af frygt for store fald i aktiekurserne, men med Trump som præsident vil flere følge efter – og effekten vil sprede sig til Asien og Europa.

 

Hvis Trump som præsident gør hvad har truet med – nemlig at rulle NAFTA og andre store handelsaftaler tilbage – vil verdenshandlen komme til at lide. Den mexikanske Peso faldt allerede på valgaftenen med over 7 pct.

 

USA vil – som verdens største økonomi og på mange måder den eneste globale motor – være mere lukket.

 

Det vil svække mulighederne for vækst i store dele af verden, og det vil også ramme danske virksomheder. Specielt vil Vestas og andre Green Tech-virksomheder komme til at mærke, at den nye præsident intet føler for vedvarende energi, og Novo vil blive ramt, hvis han gør alvor af en trussel om særtold på produkter, der konkurrerer med tilsvarende amerikanske produkter.

 

Udenrigspolitik

Udover handelsområdet, vil det også være usikkert, om han på andre områder vil ændre amerikansk udenrigspolitik.

 

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor meget han kan ændre i den virkelige verden. Man kan minde om, at da Barack Obama blev indsat som præsident i januar 2009, lovede han højt og helligt, at Guantamo-fængslet ville blive lukket inden for et år. Det skete som bekendt ikke.

 

Læs også
USA støtter Israel mod EU

Det ser ud til, at Donald Trump efter præsidentindsættelsen vil skulle agere med et republikansk kongresflertal. Det kan godt blive svært alligevel – en række republikanere vil gøre og stemme som det passer dem; som præsident vil Trump ikke have et helt og udelt parti bag sig.

 

Trump vil efter valget måske opdage, at nogle republikanske kongresmedlemmer med glæde vil underløbe ham og eksponere ham som den mindst egnede præsident i mands minde.

 

Donald Trump kan ej heller undgå presset fra Washingtons lobbyister, der kan have umådelig indflydelse i kontroversielle sager. Det kan Obama bekræfte, når han har taget fat i lovgivning om blandt andet våben og sygeforsikring.

 

Sagen er, at i USA er præsidenten – hvad angår nye initiativer – er ganske afhængig af støtte fra kongressen. Præsidenten har dog mulighed for at trænere og forsinke initiativer, men det er et åbent spørgsmål om han vil gøre det.

 

Med Donald Trump som præsident kan vi muligvis se frem til et USA, der i de kommende 4 år ville være præget af ubeslutsomhed. Den usikkerhed kan ikke undgå at påvirke verdens finansmarkeder, og det vil igen smitte af på virksomhedernes investeringsbeslutninger.

 

Det vil være paradoksalt, hvis Donald Trump, der vandt præsidentvalget på løfter om bedre økonomi, samtidig vil være anledning til kimen for nye finansielle kriser og recession!

 

Læs også
Donald Trumps nye skattelettelser er godt nyt for verdensøkonomien

Det er også et åbent spørgsmål, om USA med Trump som præsident fortsat kan dække underskuddet på statsbudgettet med lånte penge. I hvert fald bliver det til en højere rente.

 

Spørgsmålet er så, om vi alle ville have været bedre stillet med Hillary Clinton som amerikansk præsident. Efter valgkampens gensidige karaktermord, må det antages at Clinton æraen i amerikansk politik er forbi.

 

Udfordringer

Donald Trump vil også stå overfor store udfordringer. Hans kampagne har afdækket den enorme folkelige skepsis i USA over for frihandel, indvandring og Washingtons interessevaretagelse.

 

Hertil kommer kravet om løsninger, der virker på den økonomiske vækst, på tabet af arbejdspladser i den amerikanske industri og på forbedringer for den almindelige, hårdtarbejdende amerikaner.

 

Hvis Donald Trump ikke leverer på disse udfordringer, vil han næppe kunne regne med mere end 4 år i Det Hvide Hus.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…