Uanset hvem der vinder præsidentvalget i USA, vil vi som danskere og europæere stå over for det samme store krav

Her dagen før præsidentvalget i USA står Hillary Clinton med de største chancer for at vinde. Men Donald Trumps slutspurt betyder, at han trods alt har en reel mulighed for sejr.

 

Det har naturligvis konsekvenser for os i Danmark og Europa, hvem af dem der vinder. Men uanset hvem det bliver, vil vi stå over for det samme store krav.

 

Trumps hårde linje

Hvis Donald Trump vinder, vil vi formentlig møde en hårdere amerikansk linje på centrale områder.

 

En præsident Trump vil være barskere med at forlange, at vi yder mere til vores eget forsvar gennem NATO. Hvis vi vil fortsætte med at være beskyttet, skal vores forsvarsbevillinger i vejret.

 

Trumps budskab har været ret direkte: Jo mindre i yder til NATO, jo mindre sikkerhed får I. I skal ikke regne med, at USA bare fylder hullerne ud.

 

Trump vil efter alt at dømme også køre hårdt på i handelspolitikken. Han har slået ganske kraftigt på, at han vil beskytte amerikanske arbejdspladser mere aktivt – det vil sige gennem protektionistiske regler.

 

Det kan ramme danske virksomheder mærkbart. Det gælder både direkte i handlen med USA og indirekte ved, at den globale handel bliver mindre.

 

Clinton gør USA mere fremmed

Hillary Clinton vil umiddelbart være mere ”business as usual” for os andre. Det gælder både i NATO og i handelspolitikken.

 

Men graver man lidt dybere, kan Clinton i virkeligheden trække i en retning, som vil gøre USA langt mere fremmed for os, end Trump lægger op til.

 

Læs også
Bogen anbefales enhver, som gerne vil forstå baggrunden for nogle af de aktuelle problemer i EU

USA’s befolkning ændrer sig kraftigt. Først og fremmest kommer latinoerne til at fylde stadig mere, mens befolkningsgrupper med europæiske rødder vil fylde mindre.

 

Som præsident vil Clinton i høj grad føre denne udvikling videre. Hun vil lade den massive indvandring fra Mexico og andre lande fortsætte. Det har store konsekvenser for os andre.

 

Dermed vil de kulturelle og følelsesmæssige bånd til Europa blive svagere. Det vil uundgåeligt føre til, at der i amerikansk politik er mindre opmærksomhed på europæiske problemer og europæisk tilgang til tingene.

 

Samtidig vil det amerikanske samfund komme til at ligne Europa mindre og mindre.

 

Et ekstremt opsplittet samfund

Danske journalister omtaler USA som en ”smeltedigel”, hvor alle befolkningsgrupperne smelter sammen. Sådan ynder amerikanerne også at fremstille sig selv.

 

Men det har intet med virkeligheden at gøre.

Læs også
Udenrigspolitikken i et bekymrende paradigmeskifte – Danmark er på vej væk fra USA

 

USA er et ekstremt opdelt samfund, hvor de forskellige befolkningsgrupper lever deres eget liv. De danske journalister, der taler om ”smeltedigel” har formentlig meget få latinoer i deres personlige vennekreds.

 

”Smeltediglen” har længe været en illusion. Og den bliver mere og mere en illusion, fordi befolkningen med europæiske rødder bliver mindre og mindre i stand til at binde befolkningen sammen. Hillary Clinton vil forstærke denne udvikling.

 

Lære at stå på egne ben

Uanset om Hillary Clinton eller Donald Trump bliver præsident, står én ting klart: Europa må i højere grad lære at stå på egne ben.

 

Med Trump vil vi blive tvunget til at betale mere til vores eget forsvar. Vi vil også blive tvunget til at kæmpe hårdere og mere effektivt for vores interesser i åben handel.

 

Med Clinton vil vi blive tvunget til at stå på egne ben i valget af samfundsmodel. Vi vil kunne hente mindre og mindre inspiration i den amerikanske samfundsudvikling.

 

Læs også
Præsident Macron vil være den store leder i EU – men han har ikke meget at have det i

Amerikanerne vil få ukontrolleret indvandring. Vi skal have styr på indvandringen.

 

Det amerikanske samfund vil blive mere og mere opsplittet. Vi skal kæmpe for samfund med stor sammenhængskraft.

 

USA vil mindre og mindre være forankret i en fælles national kultur. Vi skal fastholde den enorme styrke i det nationale fællesskab kombineret med europæisk samarbejde.

 

Det tætte samarbejde med USA er nu som før i vores åbenlyse interesse. Men det bliver et samarbejde mellem parter, der i stigende grad indretter deres samfund på forskellig vis.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…