Der investeres i produktion, vækst og beskæftigelse – i udlandet

Colourbox

Produktion er den vigtigste økonomisk drivkraft for det danske samfund og en forudsætning for nogle af landets mest værdiskabende job. Det har ikke skortet på anbefalinger om at styrke produktionens rolle i dansk økonomi og fagøkonomer er enige om at der er brug for en fokuseret og vedholdende indsats for at stimulere investeringer, udvikle kompetencer og sænke produktionsvirksomhedernes omkostninger.

 

Mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter og udsigterne for væksten i indeværende år ligger på 1,1 – 1,2 pct.

 

At vi overhovedet har vækst skyldes ikke tiltag, som Christiansborg kan tage æren for:

  • De lave oliepriser,
  • den lave rente og
  • svækkelsen af den effektive kronekurs.

 

De tre forhold yder hvert deres bidrag til at sætte ekstra skub i økonomien. Både den relativt billige olie og den lave rente øger de disponible indkomster – og dermed husholdningernes mulighed for at forbruge. Og en lavere effektiv kronekurs forbedrer den danske konkurrenceevne i forhold til USA og andre markeder uden for Euro-området.

 

Bortset fra disse 3 forhold hænger økonomien i bremsen. Sagen er nemlig, at almindelige danskere og virksomhederne ikke har tillid til, at vi trods al snak om “cleantech”, økologi og “grønne” jobs nogensinde vender tilbage til tidligere tiders økonomiske vækst. Usikkerheden om fremtiden er simpelthen så stor, at der holdes igen både med privatforbruget og investeringerne.

 

Husholdningerne

Danmark står med en helt enestående og tilmed aftagende inflation. Det øger reallønnen og burde stimulere det private forbrug.

 

Ifølge Danmarks Statistik steg de danske forbrugerpriser 0,3 pct. i februar i forhold til samme måned sidste år. Dermed har inflationen igen sat farten lidt ned  og vi har nu et inflationsniveau, der svarer til niveauet i begyndelsen af 1950’erne.

 

Den lave inflation øger danskernes realløn, og mange danskere kan også glæde sig over historisk lave renter plus fremgang på både bolig- og arbejdsmarkedet.

 

Det burde stimulere privatforbruget, men forbrugerne holder i disse år mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og penge i banken. Det tegner et billede af en varig stigning i den private opsparingskvote og en langvarig ændring af danskernes forbrugsmønstre.

 

Når forbruget i Danmark ikke stiger, er en del af forklaringen, at danskerne i stigende udstrækning handler i udenlandske e-butikker. Den tendens bliver bekræftet af tal fra Betalingsrådet under Nationalbanken, der viser, at danskerne lægger en større del af forbruget i udlandet. I 2011 brugte vi 9 kr. i udlandet for hver 100 kr., der blev brugt på betalingskortet. I 2015 var det steget til 11,5 kr. I alt brugte danskerne 26,6 mia. kr. på betalingskort i udlandet – herunder i netbutikker – i årets første seks måneder. Det er 10 mia. kr. mere end i første halvår 2011.

Læs også
Donald Trumps nye skattelettelser er godt nyt for verdensøkonomien

 

Det siger sig selv, at hvis dansk detailhandel og danske netbutikker havde været mere konkurrencedygtige i forhold til udlandet, ville det indenlandske privatforbrug, bruttonationalprodukt og beskæftigelsen have været betydelig højere.

 

De fleste af de økonomiske prognoser peger ellers på, at en markant stigning i privatforbruget skal trække væksten i de kommende år. Men det vil ikke ske, hvis en stadig større del af danskernes forbrug går ud af landet. 

 

Der er ingen vej udenom – konkurrencen på hjemmemarkedet skal øges!

 

Virksomhedernes investeringer

Produktionserhvervenes investeringer har været faldende efter krisen, og det betyder, at danske virksomheder mister konkurrencekraft. SR-regeringens meget ambitiøse og for skatteborgerne kostbare offentlige investeringsprogram har i et vist omfang dækket over det lave niveau for private investeringer. Selvom investeringerne utvivlsomt har holdt beskæftigelsen i byggefagene oppe, er det et godt spørgsmål, hvor meget Metro og offentlig infrastruktur og supersygehuse vil bidrage til dansk økonomis fremtidige vækst og jobskabelse.

 

Hvis investeringslysten i Danmark var større, ville det uforholdsmæssigt store overskud på betalingsbalancen (138,5 milliarder det sidste år – svarende til 7 pct. af BNP!) blive reduceret, den økonomiske vækst stige og beskæftigelsen ville blive forbedret i forhold til bruttoledigheden (i januar) på omkring 126.000.

 

Læs også
Rigsstatistikeren: Hvorfor går det så relativt godt med den danske økonomi?

Desværre er realiteten, at danske virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Nettoinvesteringerne er omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.                            

 

Store udbytter og høje aktiekurser

Det udlægges i finanspressen som et gunstigt tegn for dansk økonomi, at de største børsnoterede danske virksomheder i disse år udbetaler rekordstore summer til deres aktionærer i form af udbytter eller tilbagekøb af egne aktier. Det har bidraget til høje aktiekurser i en situation, hvor den reale vækst er næsten ikke-eksisterende. Det kan da heller ikke afvises, at mange aktionærer er glade for efter nogle magre år, at modtage de mange penge, men udlodningerne kan desværre ikke tages som udtryk for, at det går godt i dansk økonomi. Tværtimod ville det for dansk økonomi have været bedre, hvis virksomhederne i stedet havde investeret i Danmark i forskning, nye maskiner og andet udstyr, som kunne give vækst, bedre konkurrenceevne, flere job og større indtjening.

 

De ventede udbytter og tilbagekøb af aktier svarer til op mod halvdelen af erhvervslivets normale investeringer på omkring 210 milliarder kroner årligt.

 

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007.

 

I det omfang danske virksomheder investeringer sker det især i udlandet. Siden 2007 er danske virksomheders investeringer i udlandet ifølge Nationalbanken steget med knap 600 mia. kr. til i alt 1.238 mia. kr. svarende til omkring 60 pct. af landets samlede produktion.

 

Efterspørgslen mangler

Læs også
Industriens mangel på medarbejdere overgår tiden før finanskrisen

Hovedårsagen til de lave erhvervsinvesteringer i Danmark er manglende efterspørgsel, og et ikke særligt attraktivt investeringsklima. Det lave indtjeningspotentiale i Danmark har været afgørende for de lave investeringer. Der er ingen tegn på at mangel på kredit har været årsagen til de lave erhvervsinvesteringer. Det er også årsagen til at den lempelige pengepolitik og lave rente kun i begrænset omfang har stimuleret investeringerne.

 

Investeringsnedgangen er dermed af afgørende betydning for den lave aktivitet i dansk økonomi.

 

Regeringens udfordring

Venstre-regeringen står over for en kolossal udfordring. Hvad skal der til for at “vende kajakken”, genskabe borgernes og virksomhedernes tillid til fremtiden og dermed øge efterspørgsel og investeringslyst?

 

På det overordnede plan er det afgørende indsatsområde den offentlige sektor. Udgifterne på 1.100 milliarder kr. beslaglægger hvert år 56 pct. af det samlede BNP. Sektoren finansieres gennem et uhyrligt og kvælende skatte- og afgiftstryk på husholdninger og virksomheder samt ved gældsstiftelse, hvor regningen efterlades til vores efterkommere. Dansk vækst og dermed det private erhvervs eksistensgrundlag er historisk presset af en dyr og samtidig ineffektiv offentlig sektor. Dagligt bliver vi konfronteret med oprørende eksempler på frås med offentlige midler, og håbløs inkompetence i SKAT og andre offentlige myndigheder.

 

Reduktion af de offentlige udgifter

Der er ingen vej udenom – de offentlige udgifter skal reduceres og skatte- og afgiftstrykket lempes. 0-vækst er ikke nok – der skal før eller siden gennemføres ganske drastiske reduktioner og omprioriteringer.

 

Læs også
Nobelprisen i økonomi 2018 gik til William Nordhaus og Paul Romer

Selvom det er selvindlysende og erkendt i vide kredse, bliver regeringens spage initiativer til at begrænse de offentlige udgifter mødt med kritik fra stort set alle sider. Når regeringen lufter overvejelser om besparelser på udenrigsministeriets rammer og på udviklingsbistanden karakteriseres det straks som uansvarligt – ikke kun af de sædvanlige kredse i det såkaldte “bistandsmiljø”, men også fra erhvervsvirksomheder og påstået borgerlige partier. Når regeringen pålægger kommunerne besparelser på 2,4 milliarder kr. – kaldet omprioriteringsbidrag kræves besparelserne taget af bordet og pengene tilbagebetalt til kommunerne. Når det foreslås, at de voldsomme ambitioner – og omkostninger – på energi- og klimaområdet justeres, bliver det straks mødt af et ramaskrig fra klimaaktivister, men så sandelig også fra tunge erhvervsvirksomheder. Det mest bizarre er at påståede borgerlige partier ligeledes advarer mod besparelser på den offentlige sektor!

 

Hvis ikke danske erhvervsvirksomheder og organisationerne helhjertet, entydigt og stærkt indgår i debatten med klare krav til politikerne om at skabe bedre vækstbetingelser på det private marked, har fortalerne i Kommunernes Landsforening og Danske regioner for en voksende offentlig sektor for let spil.

 

Behov for borgerligt sammenhold

I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det Poul Schlüter og Firkløverregeringen at skabe det borgerlige sammenhold, der var forudsætningen for at dansk økonomi kunne bringes væk fra kanten af afgrunden og ud af moradset. Der blev samtidig vist politisk mod til at suspendere dyrtidsregulering og underkaste økonomien “kartoffelkure” og andre tiltag, der var nødvendige for genopretningen. Hvis det ikke lykkes, at skabe et tilsvarende sammenhold mellem Folketingets blå partier, ser det ikke godt ud.

 

Konsekvenserne kender vi desværre allerede: De danske skatteborgere vil fortsat skulle lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst vil forblive i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen.

 

Mens der er modstand mod at reducere de offentlige udgifter er der større villighed til kræve bidrag fra borgerne. Mens mange partier forbitret kæmper på lempelser i skattesystemets progression og nedsættelse af grundskyld og registreringsafgifter, er der allerede indbygget i partiernes 2020-planer, at ejendomsskatterne skal stige, således at boligejerne om 5 år kommer ti at bidrage med 40 milliarder kr. til den fortsatte vækst i de offentlige udgifter. 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…