Der har på det seneste været en del debat om danskhed i medierne. Det hele startede med en udgave af programmet ”Debatten” på DR2.
I dette program optrådte Dansk Folkepartis Martin Henriksen. Han blev konfronteret med en gymnasieelev, hvis far er iraner, mens moderen er dansk.
Studievært Clement Kjærsgaard stillede det inkvisitoriske spørgsmål til Martin Henriksen, om han anså gymnasieeleven for at være dansk.
Henriksen svarede noget i retning af, at det kunne han ikke sige, når han ikke kendte mandens holdninger.
Det har udløst en storm af forargelse fra politisk korrekte kredse. Med studievært Kjersgaard i spidsen har man forsøgt at skabe det indtryk, at Martin Henriksen ikke ville anerkende gymnasieeleven som dansker, fordi han har en delvist udenlandsk baggrund.
Grundtvig
Men det sagde Martin Henriksen ikke. Hans overvejelser gik snarere i retning af Grundtvigs berømte definition på danskhed i digtet ”Folkeligheden”:
”Til et folk de alle hører/Som sig regne selv dertil/Har for Modersmaalet Øre/Har for Fædrelandet Ild”.
Den første betingelse for at være dansk er, at man regner sig selv for dansker. Men Grundtvig føjer to andre betingelser til: Man skal lære sig sproget, og man skal forbinde sig med Danmark som nation – med dens særlige historie, kultur, værdier og sammenhængskraft.
Men studieværten og resten af forargelsens kor ville pådutte Martin Henriksen den åbenlyst idiotiske holdning, at ingen, der har udenlandske aner, kan blive dansk.
Det var det, gymnasieeleven skulle bruges til.
Danmark som nation
Den rigtige og vigtige debat om danskhed drejer sig om noget helt andet:
Nationen Danmark har en række centrale træk, som er udrundet af dens historie og kultur:
Den personlige frihed spiller en stor rolle. Ligheden mellem kønnene. Demokratiet. Et samfund, som ikke er styret af religiøse regler. Den sociale og kulturelle sammenhængskraft. De fredelige forhold. Forhandlingskulturen. Den store tillid mellem borgerne.
Langt de fleste danskere ønsker at bevare disse kvaliteter.
Tilstrømningen fra den muslimske verden
Af samme grund ønsker langt de fleste danskere ikke, at vi skal have en voldsom tilstrømning til landet fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande – sådan som vi især oplevede det sidste år.
Det store flertal ønsker at værne om danskheden i betydningen: samhørighed omkring den danske nation, det danske samfund og dets centrale værdier og kvaliteter.
Og det store flertal mener, at disse kvaliteter vil lide alvorlig skade, hvis en hastigt voksende del af befolkningen kommer fra en helt anden baggrund, specielt i de muslimske lande. I så fald bliver Danmark et helt andet land:
Samfundet bliver væsentligt mere opsplittet. Konflikterne bliver meget større. Diskrimineringen af kvinder bliver langt alvorligere. Religiøse (islamiske) regler vinder i stigende grad indpas. Mange flere konflikter vil blive løst med vold i stedet for gennem forhandling. Tilliden mellem folk bliver stærkt forringet.
Skulle man være i tvivl om dette, kan man bare studere de områder i Danmark og Europa, hvor muslimske parallelsamfund er blevet dominerende.
Den reelle diskussion om danskhed drejer sig om at fastholde fællesskabet omkring de bærende værdier i vores samfund. Vel vidende, at en voldsom ændring i befolkningens sammensætning vil undergrave disse værdier.
De tør ikke føre den reelle debat
Men denne diskussion ønsker studievært Clement Kjærsgaard og hans ligesindede ikke at føre. De ønsker en ubegrænset tilstrømning til Danmark – i hvert fald taler de aldrig om at sætte grænser.
Det tør de bare ikke sætte til debat. De ved, at de vil tabe en sådan debat om de reelle problemer, og de ved, at de ikke har befolkningen med sig.
I stedet laver de pseudo-debatter om en tilfældig gymnasieelev.
Men den politisk korrekte fordummelse skal ikke have lov til at løbe med debatten om danskhed.
