Imens landets økonomiske problemer tårner sig op, så gemmes det største problem af dem alle. Vi har op mod 1 (en) million danskere i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse. I 1980 havde vi ca. 200.000 på forsørgelse. Hvordan den udvikling har kunne finde sted, kan vel kun forklares ved, at der har bredt sig en misforstået eftergivenhed hos politikere og ansatte i det offentlige.
De arbejdsløse bærer selvfølgelig også deres del af skylden for at have placeret sig “Uden for arbejdsmarkedet”. Et “tag selv bord” som koster samfundet mindst 130 milliarder kroner årligt og som Danmark ganske enkelt ikke har råd til at fortsætte med. De danskere som går på arbejde hver dag, bliver flået i skat og afgifter, så deres liv er en lang gentagen karruseltur.
I gamle dage kunne de arbejdsløse hele tiden selv skaffe sig et job og det gik udmærket, også selv om visse job var som østeuropæisk standard og aflønning. I dag kan en arbejdsløs sidde i skjul i flere år, uden at yde noget til samfundet og uden at tænke på, at det måske er naboen som betaler hans underhold.
Helt tilbage i fortiden, da vi havde demokratiske sogneråd, hvor alle til dagligt kunne møde hinanden i øjenhøjde. Der var der hjælp at hente og her gjorde Sognerådet hvad der stod i deres magt for at motivere den arbejdsløse til at yde noget for sognets udgifter. Med den seneste kommunalreform, hvor næsten alle kommuner blev dobbelt så store, mistede vi den sidste del af nærdemokratiet og sammenholdet. Nu blev der så langt fra borgerne til politikerne, at samhørighedsfølelsen blev umulig. Politikerne har siden, pga. manglende indtægter skåret mange af serviceydelserne ned eller helt væk. Ingen kender konsekvenserne af det som foregår.
Inden hunden helt spiser sig egen hale, så er det vigtigt at få den en million danskere i den arbejdsdygtige alder op til overfladen. For at hjælpe dem, skal vi kende dem. De som nægter at yde en indsats for samfundet, skal have ingenting fra samfundet. Det skal nok i den sidste ende få dem til at aktivere sig.
Det har altid været sådan, at ca. 28% af de nye virksomheder som er blevet etableret gennem tiden, blev startet op af folk som var ved at miste jobbet eller var blevet arbejdsløse, som brugte deres fantasi, det som vi i dag kalder iværksættere, til at starte nye aktiviteter som de kunne få en indtægt fra. Vort samfund lider af en utrolig sløvhedstendens, hvor der alt for sjældent bliver ryddet op i de områder som ikke fungerer. Men også fordi menneskene kan have sugerøret nede i statskassen samtidig med at de kan skjule sig i årevis bag et misforstået velfærdssamfund.
Der er kun en vej tilbage til normalen. Det er synlighed, således, at alle kan følge med i hvor mange penge der bruges til offentlig forsørgelse. Ordet er værdiladet og forførende.
Hele arbejdsløshedsproblematikken bør ligge hos kommunerne som skal køre jobcentrene. Det bør være kommunerne som udbetaler understøttelser af en hver art og ikke staten som gør det hele uoverskueligt og umuligt at kontrollere. De politiske partier som hele tiden har støttet velfærdssamfundets dyre omkostninger uden overskuelighed og konsekvens, kan nu se hvad det har medført af store økonomiske problemer, som så igen kræver mere og mere skat og afgifter hos den arbejdende befolkning.
Skrønen om, at folk ikke længere kan klare sig selv og bliver syge af at have et job, den må aflives sammen med den generelle idé om, at mennesket ikke er i stand til at klare sig selv. Disse skrøner er skabt af tankeløse politikere og ansatte inden for stat og kommuner. Syge, børn og ældre skal selvfølgelig have den hjælp de behøver. Arbejdsduelige skal selv arbejde for føden.
Thure Barsøe-Carnfeldt, Dronninglund
