Finansielle investorer, der knap har genvundet fatningen efter Brexit-afstemningen i Storbritannien og valget af Donald Trump i USA, har nu fået en ny bekymring: Vil Italien udtræde af Euro’en?
De er bekymrede for, at et Nej ved folkeafstemningen den 4. december 2016 om den italienske forfatning, vil svække Italiens i forvejen skrøbelige politiske stabilitet.
Bekymringen er ikke ubegrundet. I Italien må meningsmålinger ikke offentliggøres i de sidste 15 dage forud for afstemningen, men målinger før deadline fredag den 18. november viste en solid overvægt til Nej-siden.
Regeringschefen Matteo Renzi har samtidig gjort det klart, at et nederlag ved den folkeafstemning, han selv har foreslået, vil betyde at han træder tilbage.
Et Nej på søndag vil derfor føre til, at der tidligt i 2017 skal afholdes et parlamentsvalg i Italien, der vil give øget støtte til komikeren Beppe Grillos populistiske Movimento 5 Stelle (5 Stjerne-bevægelsen), der har lovet, at gennemføre en folkeafstemning om hvorvidt Italien bør forblive i euroområdet.
Nervøse finansfolk, der benytter enhver lejlighed til at male fanden på væggen, forudser derfor allerede nu, at Den Europæiske Union og Euro’en bryder sammen.
Baggrunden
Det folkeafstemningen den 4. december drejer sig om, er Matteo Renzi-regeringens forslag til ændringer i forfatningen. Regeringens kampagne kører på, at Italiens nuværende forfatning med 2 kamre og udstrakt autonomi til Italiens 20 regioner, gør det meget vanskeligt at regere Italien. Renzis argument er, at forfatningsændringen vil gøre det lettere – og muligt – at regere Italien gennem en afkortet lovgivningsproces, hvor overhusets – Senatets – magt svækkes, og afskæring af de autonome regioners muligheder for at blokere centralregeringens beslutninger.
Den politiske opposition i Italien, inklusive Berlusconis Forza Italia, Lega Nord og Beppe Grillos protestbevægelse Movimento 5 Stelle, fører samtidig kampagner mod forslaget om ændringer i grundloven.
Situationen i Italien er alvorlig
Den alvorlige situation i EU’s 3. største økonomi kan ikke ignoreres. Statsgælden er nu oppe på 132 pct. af BNP, og landet står over for en truende bankkrise. De italienske banker har dårlige udlån for 360 mia. euro – og kun halvdelen af dette beløb er hensat til imødegåelse af tab!
De grundlæggende årsager til vanskelighederne i den italienske banksektor er den italienske økonomis reelle sammenbrud gennem de sidste 5-6 år.
I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession de sidste 6-7 år og BNP er faldet med 10 procent siden 2007, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Arbejdsløsheden og herunder især ungdomsarbejdsløsheden er især i Syditalien frygtindgydende. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til – som i andre lande – at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.
Med hensyn til BNP pr indbygger er situationen endnu mere alvorlig: Niveauet er som for 20 år siden!
I ”Mezzogiorno” er situationen særlig alvorlig
De syditalienske regioner Abruzzo, Molise, Campania, Puglia, Basilicata, Calabrien samt øerne Sicilien og Sardinien, er efter næsten 150 år i det genforenede Italien stadig ikke økonomisk eller socialt på højde med de øvrige regioner. Denne del af Italien har været særligt hårdt ramte af finanskrisen og den efterfølgende krisepolitik, og her vil manges stemmeafgivning måske i højere grad være bestemt af den skeptiske holdning til EU og den centrale politiske ledelse i Rom, end af de specifikke forslag til forfatningsændringer.
Utilfredsheden og skuffelsen over Matteo Renzis centrum-venstre regering er udbredt, men samtidig er der også forbitrelse over den forarmende krisepolitik, som Italiens medlemskab af EU og Euro’en har dikteret.
Samtidig føler mange italienere, at Italien ikke får den fornødne hjælp fra Bruxelles og de andre EU-medlemslande. Det gælder ikke mindst i forhold til asylansøgerne, der strømmer ind i landet fra Afrika.
Italien har slet ikke styr på sine egne grænser. Og opfattelsen i Italien er, at EU ikke har haft vilje og evne til at klare opgaven. Den historie, som EU-modstanderne i Italien fortæller, er at i stedet for at hjælpe Italien, koncentrerer de andre lande sig om at forhindre, at asylstrømmen bevæger sig videre nordpå fra Italien.
Konsekvenserne af et Nej
Med de foreløbige britiske erfaringer og diskussionen om aktivering af EU-traktatens artikel 50 in mente, vil et Nej ikke umiddelbart få konsekvenser. For det første er det ingenlunde givet, at Movimento 5 Stelle efter et parlamentsvalg vil kunne mønstre tilstrækkelig opbakning til at afholde en folkeafstemning om deltagelsen i euro’en. For det andet vil en sådan folkeafstemning formentlig i sig selv kræve en forudgående ændring af den italienske forfatning.
Desuagtet vil det være klogt, at være opmærksom på uroen blandt de ”hysteriske kællinger” på de internationale finansmarkeder.
