Dansk kultur: Lukker man øjnene for virkeligheden, så bliver man før eller siden kørt over af den

Der tales i en uendelighed om kultur. Byer med respekt for sig selv har kulturhuse og kulturnætter. Vi har trafikkultur, køkultur, debatkultur – ja nogen har endog om voldskultur. Osv. osv.

 

Hvad er da kultur?

 

Tættest på en meningsfuld definition kommer nok Hartvig Frisch i sit værk Europas Kulturhistorie fra 1928. ”Kultur” er, mener han, primært den tradition, der skaber sammenhæng og kontinuitet. Dvs. ”kulturen” er det, der holder en gruppe sammen og får den til at fungere. Det er altså (sæd)vanerne, talesproget, skriftsproget, litteraturen, musikken og sangen, billedkunsten, arkitekturen, den sociale infrastruktur, den politiske styrings- og retsordning mv.

 

Et samfunds kultur i denne forstand er væsentlig. Ja, uden kultur kan man slet ikke tale om noget samfund. For menneskene løfter i flok, og flokkens kultur sikrer, at enkeltindividerne samvirker, når de løfter.

 

Et lands kultur – i Hartvig Frischs forstand – er derfor afgørende for landets succes. Går kulturen i opløsning, mister det evnen til at fungere. Hvis borgerne f.eks. har hver deres opfattelse af, om demokrati eller fåmandsvælde er den bedste styreform, vil der til enhver tid være nogen, som sætter sig uden for den gældende styreordning. Accepten af, at man loyalt skal følge de politiske beslutninger, der træffes, vil så blive erstattet af tvivl og stridigheder om beslutningernes rigtighed, med alt hvad deraf følger, når de skal føres ud i livet.

 

Spiser alle ikke pænt med kniv og gaffel ved middagsbordet, men leger nogen med maden på spidsen af kniven og roder med albuerne på bordet, er der risiko for ikke blot at komme til at skubbe porcelænet på gulvet, men også for at de, der er anderledes vant, får kvalme af at se på. Og savnes der på arbejdspladsen en ordning for, hvornår der skal være spisepause, eller hvem der træffer bestemmelse herom, ender produktionen i kaos.

 

Danmark har været begunstiget af, at vi i kraft af et overskueligt folketal og en homogen befolkning har været i stand til at opbygge en fælles, stort set accepteret ramme for, hvordan danskerne fungerer sammen, altså en dansk kultur. På dette grundlag har vi opbygget et af de mest effektive og bedst fungerende samfund i verden – også forstået på den måde, at borgerne har opnået et i en international sammenhæng meget højt niveau af trivsel og velfærd. Samtidig har den danske kultur givet så rummelige rammer for menneskelig udfoldelse, at også andre grupper end majoriteten – religiøse, politiske, seksuelle osv. – har haft mulighed for at udfolde sig uden at overskride grænsen for, hvad de øvrige accepterer.

 

Men som bekendt: Når noget går godt, tænker kun de færreste på, hvorfor det går godt. Med tiden tages goderne for givet, det bliver naturligt bare at lade stå til eller endog aktivt at frigøre sig fra alle ”snærende bånd”. Nu kan der derfor køres på cykel i fodgængerovergange, på fortovene og uden at vise af. Man kan også som ”kultur”person ryge hash på kulturministerens trappe, uanset at hash notorisk ødelægger unges indlæringsevne. Man kan smide sit affald på gaden. Man kan demonstrere sin nonsenshjerne ved at lave graffiti på bevaringsværdige bygninger og på de tog, andre skal køre i. Man kan råbe og skrige ved stranden, så at druknendes skrig ikke vil kunne høres. Og midt blandt gamle murmestervillaer med skråtag, røde sten og dannebrogsvinduer kan man naturligvis til glæde for sig selv og arkitekten opføre en akvarielignende uhyrlighed i glas og stål med fladt tag efter forbillede fra husene i Sahara. Og oven i virvaret kommer så nu til dags en såkaldt ”multikultur”, altså en ukritiske sammenblanding med andre kulturer, som overhovedet ikke fungerer sammen med den traditionelt danske.

 

Når de vaner, dvs. den kultur, der bygger på erfaring og viden, undermineres på den måde, reduceres samfundets evne til at fungere ordentligt. En tid lang vil det hele ganske vist køre videre med inertiens kraft på grund af fortidens gode gerninger. Men før eller siden går det nedad, og i værste fald vil samfundet ikke overleve.

 

Danmark er i den forstand ramt af en kulturel kollaps.

 

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

Gamle vaner forkastes, blot fordi de er gamle. Dermed bortkastes imidlertid også erfaringen for, hvad man gør og ikke gør for at få tingene til at fungere bedst. Idiot-dunkedunkemusik breder sig i nattestilheden og trænger ind i hjernerne på dem, der skal op om morgenen, og som i øvrigt foretrækker Beethoven og Brahms. Cyklisterne kører sig selv og hinanden ned. Akvariebyggeri med utætte fladtage uden udhæng breder sig overalt med fugtskader og ødelæggelse af gamle bymiljøer til følge. Bibliotekerne bliver til centre ikke for folkeoplysning, men for folkeunderholdning (ligesom Danmarks Radio for længst er blevet). Og frem for alt behøver man i mangel af en fælles kulturel ramme ikke tage hensyn til andre end sig selv.

 

Det hele skyldes vistnok, at al ”udvikling” er blevet moderne, medens gamle vaner og spilleregler pr. definition er blevet til umoderne, snærende bånd. Vi har for over hundrede år siden endog haft et såkaldt moderne gennembrud, hvor den ”falske idyldyrkelse” og den kirkeligt dominerede moral og fortielse skulle overvindes. Her sattes den biologiske foran den åbenbaringsreligiøse livsforklaring, kvindens ligestilling blev tema, og ægteskabet i sin traditionelle form gik af mode, ligesom opdragelsen af børnene og de hidtidige ejendoms- og magtforhold i samfundet. Kort og godt: Skidt og kanel mellem hinanden – ud med det hele.

 

Værst er det dog, at den tidligere demokratiske kultur er gået i opløsning, og at politiske beslutninger derfor ikke længere udspringer af vælgernes ønsker og behov, endsige af virkelighedens krav. Næh, de træffes nu ud fra den politiske virkelighed, dvs. ud fra det, politikerne siger til hinanden, og som de føler gør sig bedst over for journalisterne eller godtroende vælgere i et 10 sekunders indslag på TV. I dette postfaktuelle samfund bliver demokratiet til et manipulati, i hvilket den ydre verdens benhårde krav spiller en stadig mindre rolle, medens abstraktioner i den blå luft i stigende omfang bliver omdrejningspunkt for det, der foregår.

 

Problemet er bare, at tager man ikke højde for virkeligheden, bliver man før eller senere kørt ned af den. Og godskriver man sig ikke fortidens erfaringer, vil man komme til at gentage fortidens fejltagelser.

 

Det skal nok blive godt…

 

I hvert fald bliver det både nyt og dyrt.

 

Læs også
Kulturhistorie: Risikoen ved at læse Bodega Blues er en overvældende tørst og en uovervindelig lyst til at besøge de steder, forfatteren beskriver så levende og farverigt

Ole Hasselbalch

 

Ole Hasselbalch holder foredrag om “Kultur og kulturel selvudslettelse”

 

Lørdag den 29. oktober, kl 14:  VENUE Gentofte Hovedbibliotek, Øregårdssalen, Gentofte, Danimarca, arrangør foreningen Dansk Kultur

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…