Udenlandske investeringer i Danmark falder – danske virksomheder investerer i udlandet

Regeringen har netop på Marienborg med eksperter, virksomheder og organisationer drøftet vilkårene for produktion i Danmark.

 

Vi står overfor udfordringer, som i løbet af det næste årti fundamentalt vil ændre det danske samfunds muligheder for at skabe vækst og beskæftigelse – forhold, der bør tages højde for i regeringens kommende 2025-plan.

 

Ingen tvivler på, at vi kommer til at stå overfor flere og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de turbulente foregående 15 år; globalisering, en international finanskrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der har ændret vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon m.fl.

 

Der er altså rigtig meget at tage i betragtning under udarbejdelsen af en robust 2025-plan.

 

Udgangspunktet

I udgangspunktet har Danmark et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP! Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

 

Desværre er det ikke hele billedet. Inklusive personer på arbejdsløshedsdagpenge og folk i forskellige former for støttet beskæftigelse er der i Danmark knap 800.000 personer på overførselsindkomst.

 

Her til kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer det samlede tal for personer hvis indkomst afhænger af det offentlige op på knap 3 millioner. Strømmen af flygtninge og asylansøgere vil uvægerligt betyde, at antallet på offentlig forsørgelse vil stige i de kommende år.

 

Mens alle politikere på og udenfor Christiansborg og Marienborg taler om, hvor vigtigt det er at få flere mennesker i arbejde, er den praktiske opgave overladt til landets 94 kommunale jobcentre. De årlige driftsudgifter løber op i mere end 8 mia. kr., men man aner ikke, hvor mange mennesker jobcentrene får sendt i arbejde. Den eneste sikre beskæftigelsesvirkning er, at systemet giver fast arbejde til mere end 9.000 mennesker.

 

Sakker vi agterud?

Mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter og først i 2016 er vi nået op på det økonomiske niveau fra 2008. Vi har altså mistet 8 års økonomisk vækst og dermed gået glip af nationalindkomst i størrelsesordenen 200 mia. kr. – et tab på 40.000 kr. for hver eneste dansker ung som gammel, rig som fattig! Udsigterne for vækst i indeværende og nærmest kommende år ligger samtidig på under 1 pct.

 

Læs også
4 ud af 5 børn med forældre på kontanthjælp har indvandrerbaggrund

En væsentlig årsag til den lave vækst er, at produktionserhvervenes investeringer i Danmark har været faldende efter krisen, og det betyder, at danske virksomheder mister konkurrencekraft. Offentlige investeringsprogrammer dækker i et vist omfang over det lave niveau for private investeringer. Selvom investeringerne utvivlsomt har holdt beskæftigelsen i byggefagene oppe, er det et godt spørgsmål, hvor meget Metro, offentlig infrastruktur og supersygehuse vil bidrage til dansk økonomis fremtidige vækst og jobskabelse?

 

Ingen investeringslyst

Desværre er danske hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

 

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007.

 

I det omfang danske virksomheder overhovedet invester er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Siden 2007 er danske virksomheders investeringer i udlandet ifølge Nationalbanken steget med knap 600 mia. kr. til i alt 1.351 mia. kr. i 2014 svarende til omkring 70 pct. af landets samlede produktion. Til sammenligning kan oplyses, at de samlede akkumulerede udenlandske direkte investeringer i Danmark i 2014 var på 860 mia. kr.

 

Udenlandske investeringer i Danmark falder

Mens udlandets investeringer i Danmark fortsat falder – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr. – fortsætter de danske direkte investeringer i udlandet med at stige. Nationalbanken har netop oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

 

Læs også
Donald Trumps nye skattelettelser er godt nyt for verdensøkonomien

Hvis ikke Danmark havde haft en stor udlandsformue, ville danske husholdningers forbrugsmuligheder have været begrænset. Udlandsformuen giver et højt afkast i international sammenligning. Grunden er, at en væsentlig del af Danmarks aktiver over for udlandet har form af direkte investeringer i udenlandsk produktionsapparat, mens passiverne i højere grad består af udlandets beholdning af danske stats­ og realkreditobligationer, som i perioden har givet et lavt afkast. Ifølge Nationalbanken har den danske nettoudlandsformue i de seneste år givet et bidrag til de indenlandske indkomster på omkring 3­4 pct. af BNP.

 

Er der behov for et bredere politisk samarbejde?

I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det Poul Schlüter og Firkløverregeringen at skabe det borgerlige sammenhold, der var forudsætningen for at dansk økonomi kunne bringes væk fra kanten af afgrunden og ud af moradset. Der blev samtidig vist politisk mod til at suspendere dyrtidsregulering og underkaste økonomien ”kartoffelkure” og andre tiltag, der var nødvendige for genopretningen.

 

Genopretningen fortsatte i 1990’erne i et tæt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

 

Meget tyder på, at den nuværende Venstre-regering ikke har mulighed for at genskabe 1980’ernes tætte sammenhold mellem Folketingets blå partier. Med et desperat Konservativt parti og et ufleksibelt Liberalt Alliance, der presses af det fremadstormende Nye Borgerlige, forekommer det håbløst – og det er også spørgsmålet om det ville være nok.

 

Hvis vi skal undgå en udvikling, hvor de danske skatteborgere fortsat skal lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst forbliver i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen, er der behov for et bredere politisk samarbejde. Holdbare løsninger vil formentlig forudsætte medvirken fra såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…