Når jeg tænker tilbage på det Danmark, jeg voksede op i op gennem 50érne og 60’erne, så husker jeg et land, hvor velfærdssamfundet endnu var i sin vorden og slet ikke fuldt udbygget. Hverken bil eller fjernsyn var hver mands eje, ligesom ferierejser til udlandet heller ikke var for det store flertal på det tidspunkt.
Til gengæld husker jeg min barndom og opvækst som både tryg og præget af faste normer og regler for, hvad der blev anset for godt, og hvad der blev anset for mindre godt. Opdragelsen via hjem og skolegang satte med andre ord nogle klare grænser og pejlemærker, ligesom de fleste af os oplevede en fast etisk ramme om vores tilværelse, der gav os både identitet og en respekt for samfundets og hverdagens autoriteter på godt og ondt.
Solid åndelig bagage fra barndoms- og ungdomsårene gav den nødvendige styrke
Hen mod slutningen af 1960’erne begyndte der at komme opbrud i tingene. I det fatale år 1968 blev jeg student og begyndte studiet af nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet. Her fik jeg et kulturchok af de større. Bondestudenten fra nordjyske Pandrup løb lige ind i det marxistiske studenteroprør direkte importeret fra verdensbyen Paris.
Det blev til nogle hårde og ensomme studieår, men den åndelige bagage, jeg havde med fra min barndom og ungdom viste sig heldigvis at kunne stå distancen mod den ødelæggende, totalitære revolutionsromantik, der i disse år lå som en besættelse på de fleste humanistiske uddannelser.
Jeg stod trængslerne og intolerancen igennem sammen med en lille kerne af ligesindede, der også stædigt holdt fast i mange af de traditioner og holdninger, vi havde med fra hjem, skolegang, kirke og foreningsliv. Kort sagt værdierne fra det folkelige og demokratiske Danmark, som slægter før os har bygget op gennem århundreder. Vi var nogle, der nægtede at brænde alle broer – det er jeg glad for i dag.
Munkemarxismen afløs af nye utopier
Studenteroprøret fladede efterhånden ud. Velfærdssamfundet voksede sig større og stærkere, munkemarxisterne fik hår og skæg trimmet samt det pæne tøj på og besatte centrale poster i det officielle Danmark, mens marxismen blev skiftet ud med andre utopiske drømme. – Miljø, klima, grøn omstilling og skabelsen af et globalt multikulturelt samfund kom på dagsordenen.
Marxisterne er i dag blevet kulturradikale og holder primært fremdeles til i universitetsbyerne så langt væk fra almindelige hårdt arbejdende hverdagsdanskere som overhovedet muligt. Nutidens politisk korrekte elite har fundet nye drømme, og nu som før har de skippet enhver realitetssans og lukket af for enhver sund skepsis i forhold til deres egne fantasier.
Nu som før kender de sandheden og har kun foragt tilovers for den gemene hob, der måtte sætte spørgsmålstegn ved den snakkende klasses patent på godhed, medmenneskelighed og udsyn.
Ateistisk Selskab en gren af kulturradikalismen
En gren af denne kulturradikale og multikulturelle drøm repræsenteres af Ateistisk Selskab, der meget aggressivt fører sig frem med diverse propagandafremstød for at få danskerne til at melde sig ud af folkekirken og det kristne fællesskab, den repræsenterer.
Kan det dybt forankrede kristne trosfællesskab, som er bygget op igennem tusind år i dette land gå i opløsning, så er vejen banet for et nyt Danmark uden en fælles religiøs og etisk referenceramme, uden sammenhængskraft, uden faste traditioner og ritualer i tilknytning til livets store begivenheder – ja, et Danmark uden et folk og uden et nationalt fællesskab er simpelt hen bare sagen for enhver ateist og multikulturel drømmer.
Lad og give den politisk korrekte elite kamp til stregen
Men er det et sådant fremtidens Danmark, de fleste af os ønsker? Jeg vil ligesom jeg gjorde det tilbage i 1968 takke pænt nej til alle de velmenende, der vil frelse verden via en i virkeligheden totalitær, arrogant og menneskeforagtende fremfærd.
Jeg vil kæmpe for et Danmark med sammenhængskraft, med rødderne til kristendommen intakte og for et åndeligt, religiøst og kulturelt fællesskab, der binder os sammen som familier og som folk. Kun tilstedeværelsen af en sådan dyb folkelig sammenhængskraft kan give os styrken til på en ordentlig og kvalificeret måde også at give plads til mangfoldigheden.
Tolerance fordrer rodfæstethed i nogle centrale værdier. Den kulturradikale relativisme er derimod ligegyldighed og overfladiskhed forklædt som åbenhed og tolerance. Derfor skal den politisk korrekte elite have kamp til stregen – lad os kæmpe for et Danmark, vi kan genkende også i fremtiden. Det skylder vi de næste generationer, der kommer efter os!