De etablerede partier i Østrig og Europa ånder lettet op over, at Frihedspartiets Norbert Hofer tabte præsidentvalget i Østrig.
Men denne lettelse siger noget om, hvor omfattende krisen er for det etablerede politiske system.
Frihedspartiet stod alene over for samtlige andre østrigske partier, der aktivt støttede modkandidaten, den venstreorienterede Alexander Van der Bellen fra De Grønne.
Alligevel opnåede det indvandringskritiske parti omkring 47 procent af stemmerne. Samtidig er Frihedspartiet det største parti i Østrig.
Så det østrigske præsidentvalg viser ikke, at de folkelige proteststrømninger er ved at gå i sig selv igen. Det viser det modsatte, nemlig at de vedvarende er særdeles stærke.
Danmark har en speciel placering i den sammenhæng.
Nejet i Italien
Vælgerprotesternes styrke blev understreget af premierminister Matteo Renzis sviende nederlag ved folkeafstemningen om en ny forfatning i Italien.
Det blev et stort nej med knap 60 procent af stemmerne til nej-siden og lige over 40 procent til ja-siden. Renzi tager konsekvensen og går af. Det skaber stor usikkerhed om den italienske økonomi og kan sende rystelser gennem eurozonen.
En række særlige nationale forhold har påvirket den italienske afstemning. Men den utilfredshed, som man finder i en stribe andre europæiske lande, findes også i rigt mål her.
Mange føler, at EU har svigtet. De føler vrede over den massive asylstrøm, som rammer Italien særlig hårdt i øjeblikket. De har mistet tilliden til politikerne på både det nationale og europæiske plan.
Givet er det, at Italien går mod urolige tider. Og givet er det, at de folkelige protester vil fortsætte med at præge europæisk politik. Protester, der især retter sig mod asylpolitikken og mod et EU, der kombinerer centralisme med manglende handlekraft.
De etablerede konservative partier
Man begår en stor fejl, hvis man tror, at disse folkelige protester udelukkende kan måles på tilslutningen til de partier, der er vokset hastigt på højrekanten.
En række af de etablerede borgerlige partier har ændret deres kurs – ikke mindst er de rykket i retning af en strammere udlændingepolitik.
Det gælder for eksempel det konservative ÖVP i Østrig. Partiet støttede ganske vist den venstreorienterede Van der Bellen i præsidentvalget af frygt for, at Frihedspartiet blev for stærkt. Men ÖVP har været en af de stærkeste fortalere for en stram asylpolitik i EU.
I Frankrig ser vi det samme mønster: Favoritten til at blive landets næste præsident, den konservative Francois Fillon, fører valgkamp på en meget stram og islamkritisk udlændingepolitik.
Selv i Angela Merkels CDU er der nu et meget stærkt pres for at stramme udlændingepolitikken betydeligt.
Denne nye kurs blandt konservative partier er et resultat af de folkelige protester.
Danmark
Danmark har sit eget lidt specielle mønster:
De danske vælgere ser udlændingepolitikken som det vigtigste emne, og de kræver en stram kurs. Men der er ikke så meget protestbevægelse over dem.
De har længe været vant til, at der blev gennemført stramninger i en alliance mellem borgerlige regeringer og Dansk Folkeparti.
Nu er der et vist opbrud i dette mønster, men det går sådan set begge veje.
På den ene side har Socialdemokratiet bevæget sig i retning af en strammere kurs. Og strammerpartiet Nye Borgerlige står til at komme i Folketinget.
På den anden side er det uvist, hvor den nye borgerlige trekløverregering vil hen, at dømme efter regeringsgrundlaget.
Presset for en strammere udlændingepolitik vil fortsætte i Europa. Men det er ikke længere en selvfølge, at Danmark har førertrøjen på.
