Der er mange måder at blive internationalt berømt på. Man kan f.eks. være en gudbenådet skuespiller, sanger eller komponist, en fantastisk forfatter, en lysende begavet arkitekt, en eminent dygtig møbel- eller tøjdesigner eller en anden slags kunstner, der vækker beundring og begejstring ude omkring i verden.
Det er dog ikke alle forundt at besidde evner til at opnå en sådan berømmelse. Er man uden evner til at henrykke og røre et publikum, kan man i stedet finde på noget virkelig perverteret, der vil gøre én internationalt berygtet.
Det er netop dét, gruppen The Other Eye of the Tiger (TEOTT), der kalder sig kunstnere, stiler efter med en udstilling, de kalder Martyrmuseum, og som Teatret Sort/Hvid har lagt hus til.
Da udstillingen endnu ikke er åbnet (sker 26. maj), kan vi kun forholde os til, hvad gruppen selv har fortalt om formålet.
Længslen efter berømmelse
Man bliver vel set og hørt, når man skildrer og ikke mindst hylder den gennem mange 10-års værste og mest bestialske svøbe: terrorister og massemordere, der efterlader lemlæstede, myrdede og fortvivlede efterlevende i deres kølvand.
Og jo, det gør man. Bliver set og hørt. Kommer i TV. Skrives om. Endog meldt til politiet. Højere kan man vel ikke nå, når man gerne vil ses og høres.
Perverse helte
Det kan næppe blive mere perverst end at fremstille terrorister, der har myrdet løs og skabt så meget sorg og frygt, som helte. At give disse afskyelige umennesker en helteglorie ved at hævde, at ”vi er alle helte i vores egen historie”, er simpelthen sygt.
Terrorister er ikke helte, og en martyr er ikke massemorder. En martyr dør for sin kristne tro, og det skete århundreder før, islam blev opfundet. Det kræver ikke et særligt indgående kendskab til kristendommen at vide, at begrebet simpelthen er tyvstjålet af islam på samme måde, som alle jødedommens profeter er det.
Guderne må vide, hvorfra gruppen har fået den besynderlige idé, at terroristerne i egen selvforståelse ofrer sig for en bedre verden. Intet ligger dem fjernere. De myrder løs og begår måske bagefter selvmord for at tækkes en blodtørstig gud, der måske som tak vil lade dem komme i det islamiske paradis.
At kalde en terrorist martyr, er simpelthen at lefle for islam. Det er der intet kunstnerisk i. Det er enhver dhimmi i stand til at gøre dem efter – uden offentlige midler.
Et åndeligt vacuum
Det er, som om TEOTT-gruppen lever i et åndeligt vacuum, hvor virkelige helte og terrorister flyder sammen til ét. Alt er lige godt, når man altså forstår at opfatte det på den rette måde, dvs. på TEOTT-måden.
Gruppen ønsker at provokere, og perversitet udfordrer altid normaliteten. Så her må man sige, de er lykkedes, endnu inden udstillingen er åbnet. Og de, der gerne vil opleve glorien om terroristernes heltehoveder, skal såmænd nok møde op.
Hitler, holocaust og andre grusomheder
Som Søren Skafte anførte i Den Korte Avis 3. maj, så vil denne udstilling svare til et SS-museum, som hyldede SS-soldater. Man kunne tilføje, at Hitler og Himmler og holocaust, de jævnlige henrettelser ved hængning i en kran i Iran, stening af kvinder, ISIS’ halshugninger, bare for at nævne nogle få perverse grusomheder, må være oplagte emner til fremtidige udstillinger, hvor afsporede personer skal hyldes som ”helte i deres egen historie”.
Kunst skal forvirre, begejstre, forundre, berøre, inspirere. Lad os håbe for vores allesammens skyld, at ingen svage sjæle bliver inspireret af denne udstilling.
