Abbas til de arabiske ledere: Gå ad helvede til!

I sin tale den 22. september til FN’s Generalforsamling i New York diskede Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, op med sine sædvanlige beskyldninger mod Israel, idet han nævnte “kollektiv afstraffelse,” “husnedrivning,” “henrettelse uden rettergang” og “etnisk udrensning.” Dog synes Abbas’ tanker for tiden at kredse om helt andre ting. Han står over for en ny udfordring fra en uventet kant, nemlig flere arabiske lande, som er gået sammen om at kræve, at han reformerer sit regerende Fatah-parti og baner vejen for etablering af en ny palæstinensiske ledelse.

 

Dette kom dog ikke med i hans tale til FN. Og hvorfor skulle Abbas også indvie verdens ledere i det faktum, at hans egne arabiske brødre lægger pres på ham for at få ham til at gennemføre store reformer i Fatah og afslutte ti års magtkamp med Hamas, som har ført til dannelsen af to adskilte, palæstinensiske samfund, et på Vestbredden og et i Gazastriben.

 

Selv Abbas’ støtter indrømmer, at han er i dag mere bekymret over den “arabiske indblanding” i palæstinensernes interne affærer end over “kollektiv afstraffelse” eller “bosættelsesaktivitet.” Faktisk er han så bekymret, at han for nylig langede ud efter de arabiske lande, som har indledt et initiativ for at “ommøblere det palæstinensiske hus indefra” og skabe forandringer på den politiske palæstinensiske scene.

 

De arabiske lande bag initiativet – Egypten, Saudi-Arabien, Jordan og De Forenede Arabiske Emirater – kaldes af mange palæstinensere for den “Arabiske Kvartet.”

 

I en hidtil uset kritik af disse lande erklærede Abbas for nylig:

 

“Beslutningen er vores, og vi er de eneste, der træffer beslutninger. Ingen andre kan bestemme over os. Ingen andre kan diktere os, hvad vi skal gøre. Jeg er revnende ligeglad med ubehaget i Washington eller Moskva eller andre hovedstæder. Jeg ønsker slet ikke at høre om disse hovedstæder. Jeg ønsker ikke disse hovedstæders penge. Lad os gøre os fri af disse hovedstæders ‘indflydelse’.”

 

Selvom han ikke nævnte de fire arabiske lande ved navn, var det tydeligt, at Abbas refererede til den “Arabiske Kvartet,” da han talte om “hovedstæder” og disses indflydelse og penge. Abbas’ budskab var: “Hvor vover noget arabisk land at fortælle mig, hvad jeg skal gøre, og det uanset hvor rigt og indflydelsesrigt det måtte være.” Abbas opfatter de fire arabiske landes krav om en ny palæstinensisk ledelse, samling og reformer inden for Fatah som “uacceptabel indblanding i palæstinensernes interne affærer.”

 

Så hvad er det helt præcist i det nye, arabiske initiativ, som hidser Abbas op i en sådan grad, at han er rede til at risikere sine forbindelser til fire af den arabiske verdens mest fremtrædende stater?

 

Ifølge rapporter i arabiske medier har den “Arabiske Kvartet” skitseret en plan til “aktivering af det palæstinensiske portefølje” ved at bringe uenigheden mellem Abbas’ Fatah og Hamas til ophør. Planen opfordrer også til at afslutte splittelsen i Fatah selv ved at tillade nogle af dets ekskluderede ledere, herunder Mohamed Dahlan, at vende tilbage til partiet. Planens overordnede mål er at samle Vestbredden og Gazastriben under ét styre og bringe den tilstand af politisk anarki i områderne, der i dag kontrolleres af hhv. Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas, til ophør. Den “Arabiske Kvartet” har ligefrem dannet en komité, der skal overvåge realiseringen af alle “genforeningsaftaler” mellem Fatah og Hamas og mellem Abbas og hans modstandere i Fatah. Ifølge planen skal Den Arabiske Liga i tilfælde af, at en sådan aftale ikke opnås, gribe ind for at “gennemtvinge en genforening” af de rivaliserende, palæstinensiske parter.

 

Abbas’ største bekymring gælder ikke en “genforening” med Hamas. Faktisk har han flere gange erklæret sig rede til at danne en enhedsregering med Hamas og afslutte uenighederne med den islamistiske bevægelse. I de seneste uger har der endda været ført fornyede samtaler mellem Fatah og Hamas i Qatar for at nå til “enighed” og “forsoning” mellem de to rivaliserende parter. Det er snarere forsøget på at tvinge Abbas til at forsone sig med Dahlan, som for alvor rammer Selvstyrets præsident. Set med en kildes øjne, som er tæt på Abbas, ville han (Abbas) have nemmere ved at slutte fred med Hamas end ved at “tømme det giftbægeret” for at rette op på forholdet til Dahlan.

 

Læs også
Palæstinenserne: “Journalistik” efter Hamas’ hoved

Abbas nærer en helt særlig modvilje mod Dahlan. Indtil for fem år siden var Dahlan en ledende Fatah-embedsmand, som længe havde haft tætte forbindelser til Abbas. Engang dannede Abbas og Dahlan, tidligere sikkerhedsleder i Gazastriben, en alliance imod Yasser Arafat, den tidligere præsident for Selvstyret. Men kærlighedsaffæren mellem Abbas og Dahlan sluttede for få år siden, da Abbas og hans løjtnanter i Ramallah begyndte at mistænke Dahlan for at have ambitiøse planer om at erstatte eller efterfølge Abbas. På Abbas’ opfordring blev Dahlan smidt ud af Fatah og beskyldt for mord, økonomisk korruption og konspirationer om at vælte Abbas’ regime. Fra sit eksil i De Forenede Arabiske Emirater har Dahlan lige siden ført en kampagne imod den 81-årige Abbas og beskyldt ham og hans to velhavende sønner for at køre Selvstyret, som om det var deres eget private len.

 

Så stor er Abbas’ foragt for Dahlan, at han i sidste uge efter sigende beordrede Selvstyrets myndigheder til at forbyde Dahlans kone, Jalilah, adgang til Gazastriben. Jalilah driver og støtter økonomisk et antal velgørenhedsorganisationer i den Hamas-kontrollerede Gazastribe. Hendes aktiviteter betragtes af Abbas som et forsøg på at skabe en magtbase for hendes mand og bane vejen for dennes tilbagevenden til den politiske scene. Abbas’ beslutning om at forbyde hende adgang til Gazastriben kom efter rapporter om, at hun og hendes mand har planer om at arrangere og finansiere en kollektiv vielse for snesevis af fattige palæstinensiske par. Finansieringen stammer selvfølgelig fra De Forenede Arabiske Emirater, hvis regenter har givet Dahlan-parret både ly og penge gennem flere år.

 

Når Abbas siger, at han “ikke ønsker penge” fra visse arabiske hovedstæder, så refererer han til De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien. Han har en stærk mistanke om, at disse to rige lande investerer i Dahlan som del af en plan om at erstatte ham [Abbas] og bane vejen for skabelse af en ny palæstinensiske ledelse. For Abbas, der har nægtet at udnævne en vicepræsident eller fremhæve en potentiel efterfølger, er dette en meget alvorlig trussel mod hans autokratiske styre og en “konspiration” fra udenforstående parter imod ham og hans palæstinensiske selvstyreledelse.

 

Abbas og Fatah-lederne i Ramallah er overbeviste om, at den “Arabiske Kvartets” medlemmer i virkeligheden har planer om at bane vejen for en promovering af “normalisering” mellem den arabiske verden og Israel – fuldt og helt på palæstinensernes bekostning. De hævder, at de fire arabiske lande bruger og promoverer Dahlan for at fremme deres egen mission om en tilnærmelse til Israel. Disse lande er nået til den konklusion, at så længe Abbas og den nuværende selvstyreledelse er på banen, bliver det meget svært at iværksætte nogen form for “normalisering” eller fredsaftale mellem de arabiske lande og Israel. Selvstyreledelsens holdning har altid været, at fred mellem de arabiske lande og Israel først kan opstå efter, ikke før, den israelsk-palæstinensiske konflikt er løst.

 

Den palæstinensiske, politiske kommentator Mustafa Ibrahim siger:

 

“Den Arabiske Kvartets plan er en forberedelse på en overgangsfase efter Abbas og fredsforhandlinger mellem arabiske lande og Israel. Planen skal i højere grad tjene de arabiske regimers interesser end afslutte splittelsen blandt palæstinenserne. Målet er at eliminere den palæstinensiske sag og finde et alternativ til præsident Abbas.”

 

Læs også
Irans planer om at overtage Gaza

Den analyse afspejler opfattelsen hos Abbas og veteranerne i hans selvstyreledelse i Ramallah, som fortsat er meget forsigtige med at tale om efterfølgelse i selvstyreledelsen.

 

Interessant nok synes den “Arabiske Kvartets” initiativ foreløbig at have splittet de palæstinensiske embedsmænd, idet nogle hilser det velkommen, mens andre afviser det.

 

I en kritik af Abbas’ og Fatah-ledelsens modstand mod planen har Hassan Asfour, en ledende Fatah-embedsmand og tidligere palæstinensisk udenrigsminister, opfordret Abbas til at genoverveje sin “upraktiske, irrationelle og forhastede” beslutning om at afvise de fire arabiske landes initiativ. Asfour pegede på, at Abbas’ seneste kritik af disse lande var “skadelig” og “uberettiget.” Abbas’ nærmeste støtter har taget til genmæle ved at hævde, at Asfour er en politisk allieret til Dahlan og derfor har en klar dagsorden.

 

Mange palæstinensere blev overraskede over at se den palæstinensiske veteranembedsmand Ahmed Qurei, tidligere premierminister i Det Palæstinensiske Selvstyre og en af arkitekterne bag Oslo-aftalerne, melde positivt ud om den “Arabiske Kvartets” plan, som i bund og grund forudser Abbas’ fjernelse fra magten. Abbas’ nærmeste rådgivere hævder, at Qurei har gjort fælles sag med Dahlan i dennes forsøg på at fremkalde et regimeskifte i Ramallah.

 

Dahlan, for sin del, har iværksat sit eget initiativ ved at opfordre til et “udvidet” møde blandt de palæstinensiske fraktioner i Cairo for at drøfte mulighederne for at skabe ægte forandring i den palæstinensiske politiske arena. Dahlan har således bevæget sig fra sine aktiviteter bag scenen med henblik på at vælte Abbas og frem til offentlige tiltag. Og heri bakkes han altså op politisk og økonomisk af mindst fire vigtige arabiske lande, som gerne så en ende på Abbas-æraen. Det er første gang, en ledende palæstinensisk embedsmand åbent har udfordret selvstyreledelsen, støttet af arabiske lande. Det forudses, at mindst 600 mennesker vil møde op til den Dahlan-sponsorerede konference i den egyptiske hovedstad. Selvstyreledelsen truer nu med at hævne sig på enhver, der deltager i konferencen, ved at bortskære dennes løn. Dette vil blot gøre krisen i Abbas’ Fatah endnu dybere og skabe endnu flere interne stridigheder.

 

Det var utvivlsomt dette, Abbas havde i tankerne, da han talte til FN’s Generalforsamling – den nye arabiske “konspiration” om at skifte ham ud, enten med Dahlan eller med en anden. Dette, og ikke israelsk politik, er Abbas’ sande mareridt. Han ved trods alt godt, at uden Israels tilstedeværelse på Vestbredden ville hans regime for længe siden være faldet i hænderne på Hamas eller endda hans politiske rivaler i Fatah.

 

Læs også
Israel svarede i dag igen på raket-angreb fra Gaza – FN’s Sikkerhedsråd er indkaldt

Den “Arabiske Kvartets” plan viser, at visse arabiske lande er grundigt trætte af Abbas’ manglende evne til at føre sin befolkning frem mod en bedre tilværelse. Disse stater, som længe har støttet palæstinenserne både politisk og økonomisk, har fået nok af Abbas’ forsøg på at sikre sig en aldrig ophørende magt – direkte på bekostning af hans egen befolknings trivsel. Det vil ikke vare længe, før vi får at se, om disse arabiske lande, som nu hånes og latterliggøres af Abbas, får held til at befri palæstinenserne for nogle ledere, som ikke har bragt dem andet end ruin.

 

Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem. Følg Khaled Abu Toameh på Twitter.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Mette Thomsen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…