Juli måned, der ifølge kalenderen ellers betyder dansk højsommer, bød i år vejrmæssigt på noget, der mest af alt havde appel til indendørs sysler. Selv gik jeg på opdagelse i landets mange aviser, og stødte i min research på en interessant artikel forfattet af kulturjournalisten Anders Raahauge.
Artiklen, som jeg fandt i Kristeligt Dagblad, tager udgangspunkt i den engelske universitetslektor Kit Wilson, som i det engelske magasin Standpoint har beskrevet, hvordan det moderne menneske er ligeglad med fortiden.
Det finder han bekymrende, fordi det betyder, at vi i den vestlige civilisation er ved at miste en åndelig overbygning, der hidtil har fungeret som vores kulturs hukommelse. En historisk bevidsthed og en respekt for dem, der har trådt stierne før os, er således afløst af det, Wilson kalder en fladbundet nihilisme, som er karakteriseret ved overfladiske adspredelser og en ekstrem individualisme grænsende til en decideret barnlig selvoptagethed og egoisme.
Opgør med fortiden – ingen seriøs formidling af kulturarven
Desværre kan man på mange måder nikke genkendende til Anders Raahauges beskrivelse af Wilsons analyse.
Stærke kræfter inden for kunst og kultur og hermed også blandt dem, der er toneangivende i den offentlige meningsdannelse, har fokus på ikke at videreformidle vores kulturarv, men derimod med at gøre op med fortiden – et opgør, som til tider er næsten vrængende. I hvert fald fremmer det glemslen og rodløsheden.
Traditioner beskrives som fordomme og lænker, som står i vejen for det moderne menneskes frie udfoldelse og tænkning. Som Wilson beskriver det: ”Denne nihilistiske fest har varet i 100 år, og vestlig kunsts mægtige egetræer er brændt ned.” – Der løber en klar linje fra Georg Brandes og det moderne gennembrud i slutningen af 1900-tallet via studenteroprøret i 1968 frem til dagens kulturradikale meningsdannende elite.
Der gøres op med et tidligere, fælles system af værdier, hvor vores egen baggrund og historie relativeres, fordi de politisk korrekte fejlagtigt mener, at denne ligegladhed med egne værdier og forudsætninger åbner for en fri dialog med andre kulturer og peger i retning af dannelsen af et multikulturelt samfund uden et snærende (læs: bærende) fundament.
Kan en civilisation overleve ved at fornægte sine egne forudsætninger og byggesten?
Allerede for mange år siden erklærede filosoffen Friedrich Nietzsche Gud for død, og siden er megen filosofi fulgt i hans fodspor – dog heldigvis uden at være i stand til at afskaffe Gud (!).
Vesten har imidlertid taget hul på et farligt eksperiment, for kan en civilisation overleve blot ved at skille sig af med sine egne forudsætninger, spørger Wilson? – Nej, det kan den naturligvis ikke, og derfor er det på tide at gøre op med det falske frisind og den falske åbenhed, for hvem intet er helligt, ophøjet eller værdifuldt.
Det er – som Wilson og Raahauge beskriver det – netop udtryk for en fladbundet nihilisme, som man intet holdbart kan bygge på.
Et massivt folkeligt oprør påkrævet
Vestens og Europas redning er et massivt folkeligt oprør, der kan smugle nogle moralske værdier gennem den finkulturelle og bedre vidende toldkontrol, som venstrefløjen og de kulturradikale praktiserer. Vi ser da også i disse år tendenser til et sådant oprør.
Værdier som trofasthed, tapperhed og fælles håb samt forestillingen om, at mennesket er andet og mere end et pattedyr i evolutionens jerngreb, hvorfor erindring og personligt ansvar har afgørende betydning, er i dag båret af folkesjælen, som er begyndt at få mæle på trods af den politiske og åndelige elites forsøg på at rive gamle solide bygningsværker ned for i stedet at bygge et Babelstårn på luftkasteller.
Folkevandringen fra Mellemøsten og Afrika til Europa har tændt advarselslamperne hos det store flertal i Europas befolkninger. Det stigmatiseres som racisme og snæversynet hjerteløshed, som selvgodhedens og fromhedens apostle gør op med under mediernes store bevågenhed.
Ønsket om at hjælpe i nærområderne kombineret med ønsket om ikke at lægge en bombe under vores eget samfund og det værdigrundlag, vore forfædre har bygget det på, er imidlertid milevidt fra de nedladende betegnelser, der bliver den brede befolkning til del fra meningsdannernes side.
Vi står ved en korsvej
Det er vigtigt – især midt i en folkevandringstid og det heraf følgende pres på Europa – at kæmpe for at bevare og videreføre en essentiel vestlig kristen og demokratisk funderet arv. Alternativet er at ofre den frie verdens værdier og kultur på historieløshedens og den fladbundede nihilismes og relativismes alter.
Det første er en forudsætning for eksistensen af et ægte frisind og en ægte åbenhed. Det sidste er et fatalt forræderi forklædt som frisind, godhed og humanisme.
Europas politikere og intellektuelle famler usikkert lige i øjeblikket, mens virkeligheden gnaver sig ubønhørligt ind på deres ideologiske Babelstårn. Hvornår åbner de øjne og ører for den virkelighed, Europas befolkninger for længst har erkendt? – Vi står ved en korsvej.
