Min gamle veninde ringede til mig i går aften. Hun havde været på besøg i Helsingør hos sine gode venner.
Jeg har glemt at fortælle jer, at min veninde er født i Tallinn i Estland, og nu har boet og arbejdet i Danmark i mange år. Hun er universitetsuddannet filolog (sprogforsker) og er efteruddannet her i Danmark. Hun taler 5 sprog, har 3 uddannelser, har 2 ægteskaber bag sig og er nu single. Hendes modersmål er Estisk og hendes 2. sprog er russisk, for sådan var reglerne i det sovjetiske Estland. Men sådan er det ikke længere. Nu er russisk bandlyst. Men hun og jeg taler russisk sammen.
Den dag havde hun været på besøg i en tosproget familie, hvor faderen er dansk og moderen russisk. Børnene taler begge sprog – men mest dansk. Den dag var børnenes bedstemor på besøg.
Da min veninde ankom, sad den ældre, danske dame sammen med sit barnebarn i sofaen med en kop kaffe og så TV. Den lille pige løb glad hen til min veninde, de kender hinanden rigtigt godt.
– Hvordan har du det, lille pus? – spurgte min veninde på russisk – uden at tænke på konsekvenserne.
– Du! Tal dansk med barnet! Hold op med dit russiske pjat! – Hørte hun pludseligt den gamle dame sige. Min veninde blev rasende.
– Jeg er et frit menneske og kan tale det sprog, jeg selv vælger! – Svarede min veninde.
– Du er ikke hjemme hos dig selv! – Sagde den ældre dame surt.
– Du er i Danmark! Tal dansk!
– Nej, hør nu! Jeg er fri til at vælge, hvordan jeg vil kommunikere! Du skal ikke diktere mig! Jeg har de samme rettigheder som dig, og jeg betaler skat i Danmark, ligesom dig! Du kunne selv lære lidt russisk, hvis du ville, nu hvor halvdelen af din familie er russisk.
– Nej jeg vil ej! Jeg er hjemme hos mig selv, og her taler vi dansk i familien! – fortsatte den ældre dame stædigt. Hendes ansigt begyndt at vise tegn på raseri, og blodtrykket var sikkert allerede for højt.
Situationen begyndte at blive pinlig for begge partner, så min veninde valgte at gå ind i et andet værelse og afbryde dialogen med den ældre, sure dame. De var begge sårede og vrede. Min veninde var nu vred på ALLE ældre og stædige danskere, og den ældre dame var vred på ALLE udlændinge. Sikke en situation!
Min veninde ringede til mig samme aften, og historien væltede ud af hende. Hun følte, at hun skulle forsvare sit liv, sit sprog og sine rettigheder. Hun var vred. Jeg sagde til hende med afslappet stemme:
– Forestil dig situationen: Du kommer til huset og taler med mennesker på et sprog, som andre ikke kan forstå. Er det behageligt for dem? Er det den rigtige måde at kommunikere på? Hvordan kan du forandre den situation til det bedre? Dette er nemt! Bare smil og sig venligt: Jeg vil gerne oversætte for jer, hvad jeg lige har sagt.
Alle konflikter starter med dårlig eller utilstrækkelig kommunikation. Det bedste forsvar er ikke et angreb – men et smil og ydmyghed. Der er ikke nogen vinder i konflikten. Den ældre dame var såret over min venindes arrogance og ulydighed. Min veninde var såret over, at hendes “gode” intentioner om at skabe samhørighed med pigen, ikke blev accepteret. Men samtidig ekskluderede hun den ældre dame fra fællesskabet.
Hvad er løsningen i vores multikulturelle og multisproglige Danmark? Når der i S-toget tales over 20 forskellige sprog, hvordan skaber vi så fælleskab uden konflikter? Et land – et sprog? Er det løsningen med forbud og lovgivning, eller skal vi anerkende dansk som 2. sprog, ligesom det var i det sovjetiske Estland? Eller?
Jeg vil sige, at med venlighed og hensyn kan mange problemer løses. Det danske sprog samler os som nation – ikke andre sprog. Uofficielt har vi nu omkring 50 forskellige sprog i Danmark. Min computer har 2 tastaturer- et med de danske bogstaver og et med de russiske. Men når jeg er blandt danskere, så forklarer jeg mig på dansk, uanset min russiske accent og andres løftede øjenbryn.
Jeg gør mig umage for at forbedre mine danske sprogkundskaber, men jeg er ikke født med danske ord på tungen og det danske “stød” i halsen. Jeg får ofte at vide, at jeg taler forkert, men jeg gør min bedste for at kommunikere med danskere på dansk – vort fælles sprog.
Min ven Per Vers har sagt til mig: ”Det er ikke mig, som taler for hurtigt, det er dig, som lytter for langsomt!” Derfor vil jeg sige: ”Det er ikke mig, som taler forkert; det er dig, som ikke hører tilstrækkeligt ”bredt” efter. Og jeg siger det altid med et smil.
Ha’ en god dag!