”Tænk dig om, før du køber medicin via internettet. Køb kun produkter fra hjemmesider, der er under myndighedernes kontrol. Køb aldrig medicin fra hjemmesider, der ikke har det fælles EU/EØS-logo. Er du i tvivl, så lad være.”
Sådan lyder advarslen fra Lene Witte, direktør i Gigtforeningen. Den kommer på baggrund af DR-programmet ”Kontant”, der torsdag aften satte fokus på, at det kan være livsfarligt at købe medicin på nettet. Meget af medicinen er ulovlig og indeholder ikke det, som køberen tror. Nogle er blevet endnu mere syge af fupmedicinen. Andre er døde.
”Det er uhyggeligt, at mange mennesker køber medicin på ukendte hjemmesider, og at de dermed eksperimenterer med liv og helbred,” siger Lene Witte og fortsætter:
”Myndighederne har ikke mulighed for at tjekke hver eneste pakke, der bliver sendt til danskerne. Derfor er det i høj grad op til den enkelte at tænke sig om, før man bestiller medicin hjem via internettet.”
Lene Witte har stor forståelse for, at f.eks. gigtpatienter med stærke smerter og nedsat funktionsevne prøver sig frem med forskellig medicin.
”Men de skal være opmærksomme på, at de kan blive udnyttet på grund af deres sårbare situation,” siger hun og tilføjer:
”Man risikerer at handle hos kyniske købmænd, der uden blusel sælger produkter, som risikerer at gøre syge mennesker endnu mere syge, eller som slår dem ihjel.”
For flere oplysninger, kontakt Lene Witte, direktør i Gigtforeningen, tlf. 3977 8036 / mob. 2140 4856 eller Birgitte Vinding, pressechef i Gigtforeningen, tlf. 3977 8014 / mob. 2097 4908