En meningsmåling har spurgt vælgerne, hvad de synes om regeringens håndtering af asylkrisen (som i målingen kaldes flygtningekrisen).
Svarene er et slag for regeringen. Hele 49 procent mener, at regeringen har håndteret situationen dårligt. Kun knap 20 procent synes, at den har håndteret den godt. (Wilke/Jyllands-Posten)
Særlig bemærkelsesværdigt er det, at også de blå vælgere mener, at regeringen har håndteret asylkrisen dårligt. Knap 36 procent siger dårligt, kun lige over 31 procent siger godt. Blandt de røde vælgere er utilfredsheden endnu mere markant.
Meget tyder på, at regeringens problem ikke er, at dens linje er for stram. Integrationsminister Inger Støjberg, der er den mest markante strammer, er også regeringens mest populære minister.
Derimod kan det sagtens tænkes, at en del vælgere i blå blok – ikke mindst Dansk Folkepartis – synes, at linjen er for slap. Og frem for alt kan der være mange, som synes, at den er for uklar.
Regeringen har brug for at træde langt mere i karakter i forhold til de dramatiske asylproblemer.
Merkels kaos og dansk forvirring
Regeringens problemer startede, da den tyske forbundskansler Angela Merkel inviterede alle syriske asylansøgere til Tyskland.
Det sendte en massiv strøm op gennem Europa. Syrere og ikke-syrere, flygtninge og folk, der foregav at være flygtninge. ”Det klarer vi,” sagde Merkel, og hun satte ikke nogen øvre grænse for, hvor mange der kunne komme.
I de første reaktioner lagde Lars Løkke sig tæt op ad Merkel. Han talte ligesom hende om, at opgaven nu var at fordele 160.000 asylansøgere mellem EU-landene. Den danske regering tilbød at tage et antal på frivillig basis.
Dette blev så kort efter afvist af Inger Støjberg. Siden kom der et nyt signal igen, da regeringen tilbød at tage imod 1.000.
Dette virkede forvirrende. Og vælgerne blev endnu mere forvirrede af, at det var meget svært at se, hvad der egentlig var regeringens holdning til den ny, eksplosive asylstrøm.
Var den noget, som vi bare måtte tage på os? Eller var den noget, som vi skulle gøre alt for at bremse, fordi den kunne få meget alvorlige konsekvenser for vores samfund? Og hvordan skulle den i givet fald bremses? Signalerne var meget uklare.
Søren Pind og situationen ved grænsen
Situationen omkring den dansk-tyske grænse bidrog stærkt til vælgernes usikkerhed. I weekenden den 5.-6. september opgav politiet at holde asylansøgerne tilbage i Padborg og Rødby, og så strømmede de ind i Danmark – de fleste videre til Sverige.
Justitsminister Søren Pind talte om, at det skete ud fra ”en politifaglig vurdering”. Det kunne dog højst begrunde, hvorfor politiet i den pågældende weekend opgav at holde asylansøgerne tilbage.
Men også i tiden efter lod man grænsen stå pivåben for asylansøgere – og det gør man stadig væk. Så er det jo ikke længere en konkret ”politifaglig vurdering”, men en politisk beslutning.
Regeringen tog imidlertid ikke et klart ansvar for den manglende asylkontrol ved grænsen. Faktisk var og er det meget svært at finde ud af, hvordan regeringen vurderer situationen ved grænsen.
Det hele blev endnu mere forvirrende, fordi Søren Pind talte om, at åbningen af grænsen også skete ud fra ”empati” – altså medfølelse – med asylansøgerne. I det hele taget talte regeringen en del om ”empati” i den første tid, men ingen kunne forstå, hvad det konkret betød.
To billeder
Når vælgerne i dag ser på regeringens håndtering af den dramatiske asylkrise, kan de se to billeder:
Det ene er billedet af Inger Støjberg, der er i fuld gang med stramninger i vilkårene for flygtninge og indvandrere i Danmark. Disse initiativer vil i sig selv virke bremsende på tilstrømningen, og det er flertallet af vælgerne formentlig tilfredse med.
Men så er der det andet billede. Det drejer sig om, hvordan regeringen stiller sig i forhold til det europæiske asylkaos. Dette billede er stadig ret flimrende. Her er regeringen nødt til at træde i karakter.
Regeringen må gøre det klart for befolkningen, hvordan den ser på EU’s samlede situation og håndtering af krisen. Hvad mener man for eksempel om, at der ikke er nogen synlig plan for bevogtning af EU’s ydre grænser?
Regeringen må desuden fortælle befolkningen, hvordan den ser på Danmarks situation i lyset af, at folkevandringen ind i Europa bare vokser og vokser.
Det kan blive alvorligt for regeringen
Cirka 800 asylansøgere rejser ind i landet hver dag. De fleste rejser videre til Sverige, men cirka 100 om dagen søger asyl i Danmark, hvilket svarer til over 30.000 om året. Det er langt flere, end regeringen hidtil har betragtet som acceptabelt.
Vil man bare tage ad notam, at tallet nu bliver meget større – og at det med stor sandsynlighed vil vokse yderligere?
Eller har man et mål for at bringe tallet ned? Og har man et bud på hvilke midler, der kan føre til det mål? I den forbindelse er det særlig presserende, at man fortæller befolkningen, hvordan man ser situationen ved grænsen fremover.
Skal den stadig stå pivåben for asylansøgere? Eller er tiden inde til en kontrol, der gør en forskel på, hvor mange mennesker der kommer ind i Danmark?
Hvis vælgerne fortsat synes, at de savner svar på disse spørgsmål, kan det blive et alvorligt problem for regeringen.
