Sproget ændrer sig og det er fint nok, når det gøres positivt – MEN når vi hører politikere, mediefolk og andre bruge mærkværdige vendinger – undres man.
Det er tilsyneladende moderne at sige:
Jeg vil ikke kommentere PÅ – PÅ hører ikke hjemme her.
Vi åbner OP for diskussionen – OP hører ikke hjemme her.
Ha´ en FORTSAT god dag – FORTSAT hører ikke hjemme her. Hvem siger min dag har været god indtil nu.
HEJ – alt og alle siger HEJ. Det er også i orden, hvis det ikke bruges overalt, altid.
Hej er kommet til os fra udlandet og tangerer slang i vores verden.
Der er situationer – ganske mange endda – hvor et GODMORGEN, GODDAG, GODAFTEN, FARVEL er korrekt sprogbrug.
Ved et af mine causerier spurgte jeg en ung mand, som insisterede på udelukkende at sige HEJ til sin samlever, når de lægger sig til at sove!
Han lo højt og fortalte, at i den situation siger han GODNAT – men som han sagde: ”alt andet er dybt godnat”!!
Det lille ord TAK høres ikke så ofte længere – specielt hos yngre mennesker. Det er synd!
Det er så vigtigt at kunne sige TAK – man glæder andre og man får så mange ”pluspoint”, når det bruges. Man viser, at man er et dannet menneske.