Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet har under den nuværende regering sat sig hårdt på personalepolitikken i den offentlige sektor.
Styrelsens fingeraftryk findes på det blodbad, der efter regeringsskiftet med henvisning til behovet for ”fokusering” og ”effektivisering” blev foranstaltet i centraladministrationen.
Ifølge Danmarks Statistik faldt antallet af offentligt ansatte omregnet til fuldtidsbeskæftigede med knap 7.000 fra 4. kvartal 2011 til 4. kvartal 2014.
Moderniseringsstyrelsen
Styrelsen stod bag ”aftalen” med gymnasielærerne, der ”revolutionerede” gymnasielærernes arbejdstidsregler.
Aftalen blev efterfølgende stemt ned af et stort flertal af gymnasielærerne, og danske gymnasier er fortsat præget af uro og utryghed.
Moderniseringsstyrelsen med den nuværende departementschef i Justitsministeriet, Barbara Bertelsen, som bannerfører, spillede angiveligt også en nøglerolle i forbindelse med den såkaldte Folkeskolereform og det regeringsindgreb, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen foretog i lærerkonflikten.
Det er spørgsmålet, om de ansatte i den danske folkeskole nogensinde overvinder oplevelsen af at få tæppet revet væk under sig.
De offentlige skandaler har nu nået et omfang, hvor de ikke kun er årsag til frustration og dybe greb i statskassen, men også har direkte konsekvenser for landets borgere.
Hvorfor gennemtænker offentlige myndigheder ikke projekter i million eller endog milliardklassen, inden de sætter dem i gang. Reformer, der berører tusindvis af offentligt ansatte og som rammer borgerne – hvem skal ellers betale?
Den offentlige ledelse har ikke forstand på det, de vil reformere
Årsagen er, at projekterne ikke er gennemtænkte, indebærer en meget høj risiko for fejl og forsinkelser, og at samarbejdet mellem de forskellige aktører typisk er elendigt.
Moderniseringsstyrelsens medarbejdere og ledelsen i de offentlige forvaltninger har typisk en baggrund som jurist eller økonom, og typisk har de ikke forstand på hvad det er, de sætter i gang.
Det gælder ikke kun de fantasifulde it-projekter, der uvægerligt kører af sporet, og som vi alle kender fra dagspressen. Tinglysningsreform, Politireform, Dagpengereform, Gymnasiereform og Folkeskolereform er andre gode eksempler.
Hele forløbet om salget af statsaktier i Dong Energy til Goldman Sachs vidner også om, at de ansvarlige embedsmænd i Finansministeriet ikke har haft tilstrækkelig forstand på de processer de igangsatte.
I hvert fald har Finansministeriet og finansminister Bjarne Corydon ikke været i stand til at overbevise Folketinget om visdommen i deres handlinger.
God arbejdsgiveradfærd
Moderniseringsstyrelsen har påtaget sig at definere ”god arbejdsgiveradfærd i staten” og for arbejdet med at sikre, at løn og arbejdstid i de statslige institutioner anvendes bedst muligt til at løse kerneopgaven.
Som bekendt har staten hals- og håndsret over den kommunale økonomi, og Moderniseringsstyrelsen holder sig ikke tilbage med også at diktere den ”gode arbejdsgiveradfærd i kommunerne”.
Under denne regering er antallet af fuldtidsbeskæftigede i danske kommuner faldet med knap 11.000 – fra 440.216 til 429.451.
Det bemærkelsesværdige er, at beskæftigelsen i de danske regioner, som står over for nedlæggelse, samtidig er steget med 5,3 pct. fra 116.077 til 122.256.
Finansministeriets ansvar
Finansminister Bjarne Corydon og Finansministeriet har dermed et væsentligt ansvar for de sidste års tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen.
Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige.
Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.
Sager og udskiftning af topembedsmænd
De sidste års ”modernisering” af centraladministrationen har foreløbig resulteret i en lang række ”sager”. Samtidig forekommer det, at det på centrale forvaltningsområder – som f.eks. skat – sejler.
Mange hårdt arbejdende menige embedsmænd er ikke stolte over at skulle stå til regnskab for højtstående DJØF-medlemmers adfærd, men det koster også i toppen.
Altinget har undersøgt hvordan det er gået i 15 af de største styrelser i staten, målt på antallet af ansatte. Syv af styrelserne har fået ny direktør siden begyndelsen af 2013, tre styrelser har haft den samme direktør siden valget i 2011, mens blot fem direktører har været ansat i mere end fem år.
Urimelige krav til styrelsesdirektører
Set over en længere periode er det uomtvisteligt, at styrelsesdirektører sidder i en markant kortere periode end tidligere, og det er en udvikling, som har fundet sted siden 1980’erne, men som er accelereret under den nuværende regering.
Jobbet som styrelsesdirektør er særligt de senere år blevet mere komplekst og muligvis som konsekvens heraf også en mere udsat position. Mange direktører er pålagt en større og mere diversificeret opgaveportefølje, og samtidig skal man tilpasse sig sammenlægninger af styrelser og andre organisatoriske ændringer, der dikteres ovenfra.
Samtidig kræver den politiske ledelse, at der skal leveres og dokumenteres resultater, samtidig med at der skal leves op til krav om besparelser og den offentlige myndighed skal tage sig godt ud i medierne.
En række højtstående embedsmænd har samtidig set stort på lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet, og dermed er det blevet uklart hvad der er politik, og hvad der er forvaltning, og derfor har det i nogle tilfælde været nemmere for ministeren at sige, at skandalen skyldes administrative fejl. Derfor ryger embedsmanden og ikke ministeren.
Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik var der omregnet til fuldtidsbeskæftigede 726.841 ansatte i den offentlige sektor i 4. kvartal 2014.
