TV2 News har afsat torsdagen til at dække flygtningeproblemerne fra alle mulige vinkler. Stemningen blev lagt fra starten:
Da man tog fat om morgenen var de to studieværter iført mørkt tøj. Den mandlige studievært lignede i sit ansigtsudtryk og stemmeføring en mand, der stod og kondolerede enken ved en begravelse.
Man sagde, at dagen var helliget flygtninge. Også her lå der et forsøg på at presse seerne ind i en bestemt stemning.
Størsteparten af den folkevandring mod Europa, som vi oplever nu, består nemlig ikke af flygtninge, men af mennesker, der søger mod bedre økonomiske vilkår.
Men det var tydeligvis ikke det, der skulle i centrum. Ulla Terkelsen lagde ud med at tale om de mange mennesker i nød. Derefter havde man repræsentanter for en række organisationer, der alle arbejder for en lempelig asylpolitik.
Så var fundamentet for News’ flygtningedag ligesom lagt. Hvis man skal sammenfatte budskabet: ”Gode mennesker ønsker at tage mange flere asylansøgere.” Man er under mistanke for at være ond, hvis man ikke gør det.
Ingen kritiske spørgsmål
Dette har i det hele taget været den underliggende tone i TV2 og DR’s dækning af folkevandringen mod Europa.
De mennesker, der nu skaber et enormt pres på de europæiske lande, fremstilles i lyd og billeder som ofre. Underforstået: Det menneskeligt rigtige ville være at lade dem slå sig ned i Europa.
Standardindslagene fra ”frontlinjen” vil stort set altid bringe et antal mennesker, der klager over, at de bliver dårligt behandlet, og giver udtryk for, at det eneste rigtige ville være at lade dem komme til Nordeuropa og få asyl.
Der er meget sjældent kritiske modspørgsmål til dem. Der er også meget sjældent forsøg på at give seerne en forståelse af, hvad det er, der nu rammer Europa, og hvorfor det sker.
Dermed svigter man den danske befolkning.
Vil gerne hjælpe
Langt de fleste danskere vil gerne hjælpe mennesker i nød. Men de ønsker ikke at åbne for en tilstrømning, der er ødelæggende for det gode samfund, der er bygget op her, og får velfærdssystemet til at bryde sammen.
Sådan er det jo også med familier. Man vil gerne være hjælpsom over for andre. Men man vil ikke lade en gruppe dårligt stillede flytte ind derhjemme. Den pris er simpelt hen for meget forlangt.
Derfor har befolkningen hårdt brug for at få klarlagt, hvorfor der nu strømmer så mange til Europa, og hvordan man kan hjælpe de hårdest ramte uden at underminere vores eget samfund. Men det får de alt for lidt støtte til fra de missionerende TV-journalister.
To fremragende eksperter – bare ikke i TV2
TV-journalisterne kunne for eksempel trække på to af de mest vidende mennesker, når det gælder disse spørgsmål, befolkningseksperten Poul Chr. Matthiessen og samfundsforskeren Gunnar Viby Mogensen.
De har på det seneste haft to fremragende kronikker (Berlingske), hvor de stille og roligt satte tingene på plads. I den seneste kronik peger de blandt andet på, at kun hver fjerde asylansøger reelt er flygtning, ifølge Eurostat, som er EU’s statistiske kontor.
De påpeger, at langt de fleste søger asyl i et forsøg på at forbedre deres levestandard. Det er menneskeligt meget forståeligt, men det kan vi ganske enkelt ikke lægge samfund til.
Hvorfor er disse to eksperter ikke fremtrædende skikkelser på TV2’s ”flygtningedag”? Hvorfor kunne de i det mindste ikke blande sig med det hav af mennesker, som News har indforskrevet for at fortælle, at vi skal tage imod mange flere?
Retten til at få asylsag behandlet
Det er blevet lettere for de økonomiske ”asylansøgere” at komme til vores del af verden. Samtidig giver flygtningekonventionen dem mulighed for at komme ind. Hvis man er nået til et europæisk land og beder om asyl, så har man krav på at få sin asylsag behandlet.
Dette opmuntrer jo i høj grad de mest ressourcestærke til at rejse herop og forsøge at komme ind. Imens sidder langt flere og meget fattigere mennesker i flygtningelejre i nærområdet.
Det ville være et stort fremskridt, hvis vi brugte flere kræfter på dem. Men så bør konventionerne ændres, så man ikke automatisk har ret til at få sin asylsag behandlet, hvis man indfinder sig her hos os. Hvor meget er det lige, at TV2 og DR har fortalt seerne om den problemstilling?
Og hvor meget har de fortalt om, at en betydelig del af presset hænger sammen med, at Menneskerettighedsdomstolen kraftigt har udvidet flygtningebegrebet – så det nu rækker, at man kommer fra et krigsramt område?
Vi skal føle os gode
Tendensen i TV2’s dækning går ikke i retning af, at vi skal gøre det gode. For at gøre det gode ville være at lave en dramatisk omprioritering af vores indsats – væk fra at give efter for presset på vores grænser og over til at gøre meget mere i nærområderne.
Nej, tendensen i TV2’s dækning går i retning af, at vi skal føle os gode. Det er en venstreorienteret specialitet.
Vi skal føle os gode ved at lukke mange flere ind, der når frem hertil. De står der på TV-skærmen, de er udmattede, børnene græder og familien er naturligvis desperat ved tanken om, at de efter deres lange rejse måske ikke får adgang til de velstående lande.
Men danskerne er ikke tjent med at lade sig lede af TV2’s politisk korrekte missionsvirksomhed. Vi er tjent med at kombinere en stram asylpolitik herhjemme med en forstærket indsats for de mange fordrevne og fattige i nærområderne.